Afsnit: 2/3
Psykologisk tryghed skaber de gode løsninger
”I stedet for også at sige, ’åh, vi lavede en fejl,’ kan vi også sige, ’hey, vi har identificeret et læringspunkt her, og nu har vi lært det, fordi nu har vi sammen arbejdet med det på en eller anden måde’.”
Sådan siger psykolog Rikke Høgsted i det andet af tre programmer om psykologisk tryghed.
Rikke Høgsted er aktuel med bogen ”Håndbog i psykologisk tryghed” med undertitlen ”Tør vi? Tør vi lade være?
Hun har som psykolog en lang erfaring med arbejdet i mentale risikoerhverv som både medarbejder og leder. Hun er leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi, og mange kender hende måske fra bestselleren ”Grundbog i belastningspsykologi”.
Et af kapitlerne i Håndbog i psykologisk tryghed handler om, hvad psykologisk tryghed ikke er. For der eksisterer ifølge Rikke Høgsted mange misforståelser om psykologisk tryghed, og i podcasten gør hun lytterne klogere på flere af de misforståelser for netop at forklare, hvad den psykologiske tryghed så er.
En misforståelse, som Rikke Høgsted hører, er, at den psykologiske tryghed handler om, at nu skal alle til at være rigtig søde over for hinanden, og anerkende og klappe ad alt, hvad hinanden siger.
Men det er noget værre vrøvl, fortæller Rikke Høgsted. For i en psykologiske tryg organisation kan man sagtens være uenig og påpege hinandens fejl. Men det handler om, hvordan man gør det.
For Rikke Høgsted er den psykologiske tryghed netop forudsætningen for en lærende kultur i organisation. Og har vi den, så kommer trivslen.
”Når vi hele tiden har den trygge læringskultur, så vil det resultere i en bedre kvalitet. Hvis du som fagperson kan lave kvalitet, og det er sikkert, så kommer din trivsel fuldstændig af sig selv. For det er faktisk derfor, vi går på arbejde. Vi går på arbejde, fordi det giver mening,” siger hun.
Lyt med når Rikke Høgsted folder begrebet psykologisk tryghed helt ud, og fortæller hvad der kendetegner en psykologisk tryg organisation.
Medvirkende
Psykolog Rikke Høgsted, leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi
Musik
Johannes Elslo
Grafik
Sille Jensen
Tilrettelæggelse
Niels Svanborg