Afsnit: Bonus

Sådan kan du hjælpe din pårørende

”Man skal ikke være bange for at række ud.”

Sådan svarer seniorrådgiver i Lev Uden Vold, Katrine Amalie Keller, når man spørger hende, hvad man skal gøre, hvis man har mistanke om, at fx ens ven eller veninde er udsat for psykisk vold.

”Det kan være enormt svært for mange at forstå den psykiske vold, og derfor kan man nemt komme til at være lidt dømmende og sige: ’Du burde forlade din partner’, men skab hellere rum for refleksion ved fx at spørge: ’Hvordan har du det, når det her sker?’ eller ’du fortæller, at du er bange for din partner, hvad ville det betyde, hvis du ikke behøvede at være bange?’” siger Katrine Amalie Keller.

Ifølge Katrine Amalie Keller kan manglende viden om psykisk vold få pårørende til at trække sig. Det kan fx være, at man ikke forstår den udsattes handlinger.

”Det kan være, at ens ven stopper med at komme til fødselsdage eller ikke går så meget ud med én mere, men her er det vigtigt at være nysgerrig på, hvad årsagen er, for måske handler det ikke om dig,” siger hun og forklarer, at det kan være, at vennen bliver begrænset af sin partner.

”Isolation er et af de redskaber, en udøver af psykisk vold bruger allermest, derfor kan det at blive ved med at søge kontakt som pårørende, også selv om det er sværere, end det plejer, have afgørende betydning – og måske medvirke til, at man kommer ud af forholdet,” siger hun.

Hun forklarer, at psykisk vold oftest er forbundet med skam. Måske skammer man sig over ikke at være gået – eller over, at man var så lang tid om det. Derfor er det så vigtigt ikke at dømme eller putte sine egne følelser over i den udsatte.

”Der er enormt meget skam forbundet med at have været i et psykisk voldeligt forhold. Og der er også enormt meget skam forbundet med at skulle fortælle det til sin søster, mor, bror eller ven. Du er skamfuld over dit forhold, men også over, at din mor nu er rigtig ked af det, du har været udsat for. Den her dobbeltskam er ret vigtig at være opmærksom på, så man ikke putter sine egne følelser, fx det at være ked af det, over i den udsatte,” siger hun.

Det virker ikke altid at sige fra

Også når det drejer sig om stalking, handler det, ifølge Laurids Møller, der er psykolog hos Dansk Stalking Center, om at stille sig åben og støttende.

”Det kan være fint nok at råde ens ven eller veninde til at sige fra. Men når de så har gjort det, så skal man måske prøve at bruge fire sekunder på lige at forestille sig, hvordan det må føles at have sagt: ‘Det har jeg ikke lyst til’ uden at personen holder op. De fleste af os har ikke særlig mange andre værktøjer i kassen,” siger Laurids Møller og fortsætter:

”Vi ser mange stalkingudsatte, der isolerer sig. Nogle gange også fordi de vil skåne deres pårørende for at blive udsat for deres stalker. Her er det vigtigt at række ud og sige: ’Hvis jeg kan gøre noget for dig, så er jeg her,’” siger han og fremhæver, at det måske ikke altid handler om at forstå den psykiske vold eller stalking, men om at vise sin pårørende omsorg.

Lyt til podcasten, og hør mere om, hvad du kan gøre, hvis du har mistanke om, at din pårørende er udsat for psykisk vold eller stalking.

I podcasten ”Frem i lyset” giver vi stemme til nogle af de over 100.000 danskere, der årligt udsættes for psykisk vold i en nær relation. Og i bonusafsnittene giver vi ordet til eksperter i psykisk vold og stalking. Podcastserien er skabt i samarbejde med organisationen Lev Uden Vold, er støttet af Offerfonden og udgivet af Socialt Indblik

Læs mere om, hvad psykisk vold er på psykiskvoldervold.dk

Har du brug for hjælp og rådgivning, kan du kontakte Lev Uden Volds rådgivning på 1888.

Medvirkende

Katrine Amalie Keller, seniorrådgiver i Lev Uden Vold

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Tilrettelæggelse

Eva Frydensberg Holm

Lyt til Socialt Indblik