Skal vi dæmpe alle følelser? Om udtrapning af psykofarmaka

”Hvordan forvalter vi det, når livet bliver mørkt og dårligt, og hvordan kan vi forstå, at det ikke bare skal gå væk? Og hvordan kan vi forstå, at det er flugten fra det og kampen mod det, der ender med at blive lidelsen?”

Sådan spørger psykolog Anders Sørensen i et podcastinterview. Han er ud over psykolog og ph.d. i psykiatri og mangeårig forsker i udtrapning af psykofarmaka også forfatter til bogen ”Noget I bør vide … om udtrapning af psykofarmaka”, der udkom i foråret.

Anders Sørensen har i sin praksis som psykolog mødt mennesker, der var fanget i en afhængighed af psykofarmaka.

”Der er lige nu 800.000 danskere, altså 13 procent af befolkningen, som tager psykofarmaka.

Det er klart, at når så mange tager det, så vil det også ramme ekstremt bredt. Så det er lige fra direktøren til førtidspensionisten eller den studerende. Det er mennesker med ekstremt svære psykoser og manier og så helt over til nogle, som har fået medicin for noget flyskræk, eksamensangst eller i forbindelse med en krise i deres liv. Og fordi der ikke er blevet fulgt op på medicinen, så har den bare fået lov at køre år efter år efter år. Og da kroppen er doven og energibesparende på mange måder, betyder det, at det vi gør ved den over lang tid, det vænner den sig til. Og det, at den vænner sig til det, det betyder, at den forventer det og reagerer på det, når man skifter kurs,” siger Anders Sørensen.

Anders Sørensen mener, at vi generelt både mangler en erkendelse af, at psykofarmaka er afhængighedsskabende, og at vi mangler at få den tilgængelige viden om udtrapning ud i praksis. For alternativet kan være, at brugere af psykofarmaka selv kaster sig ud i en udtrapning, og det advarer Anders Sørensen imod.

I podcasten fortæller Anders Sørensen, hvad der sker fysisk og mentalt, når man trapper medicinen ned, og hvordan abstinenserne kan forveksles med et tilbagefald.

Oversete traumer

Men udover at fortælle om udtrapning, så fortæller Anders Sørensen om, hvordan han mener, at vi bør give mere plads til følelser og det svære.

”Det med, at man ikke må have det, som der står i diagnoserne, det er en frygtelig idé at plante i folks hoveder. Fordi det har bidraget til, at mennesker er blevet overset i deres traumer. Altså vi er ikke nået ind til årsagen til, hvorfor de reagerede, fordi vi var for hurtigt til at kalde det en sygdom. Men hvad mere skal vi så spørge ind til, hvis vi tror, at det er sådan en sygdom, der eksisterer uafhængigt af, hvad man laver, hvor man kommer fra, og hvilken kontekst man er i? Det er derfor, det ikke er ligegyldigt, om vi kalder det sygdom eller lidelse,” siger Anders Sørensen, hvis bog og budskab har fået en meget blandet modtagelse i psykiatrien.

Blandt andet har overlæge og professor i psykiatri kaldt den en tidsrejse tilbage til 1970’ernes antipsykiatri. Men Anders Sørensen betoner, at han ikke er en del af en antipsykiatri.

”Antipsykiatrien var ekstremt skadelig, fordi det kom til at virke, som om man ikke troede på, at psykisk lidelse fandtes, ikke? Det var egentlig ikke det, man mente. Men det kom til at lyde, som om, det kom til at fremstå, som om, man ikke validerede de mennesker, der lider psykisk. Og der er ikke noget, der er længere fra sandheden, hvor jeg kommer fra, i hvert fald, ikke? Altså, både personligt og fagligt. Det er slet ikke det, det handler om,” siger Anders Sørensen, der i podcasten fortæller om, hvordan han ser alternativer til psykiatrien, som vi kender den i dag.