Kategorier
Artikel

Politikerne vil sætte børnene først med ny reform. Men det er et eksperiment, siger eksperter

Selvom tvangsfjernelser ikke længere var i fokus, da aftalepartierne præsenterede indholdet af aftalen om Børnene Først-reformen, så får det ikke de kritiske eksperter til at klappe i hænderne.

Artikel

Politikerne vil sætte børnene først med ny reform. Men det er et eksperiment, siger eksperter

Foto: iStockPhoto

Selvom tvangsfjernelser ikke længere var i fokus, da aftalepartierne præsenterede indholdet af aftalen om Børnene Først-reformen, så får det ikke de kritiske eksperter til at klappe i hænderne. De frygter fortsat, at Børnene Først vil føre til, at tvangsanbringelser bruges forebyggende og kalder reformen for et risikabelt eksperiment.

Af Eva Frydensberg Holm

27.05.2021

Få artiklen læst op

Min far er et røvhul, der altid slår mig og min bror.

Sådan sagde en syv-årig pige fra Fanø til sin lærer. Det viste sig, at hun talte om kortspillet røvhul. Men inden, man fandt ud af det, var der lavet en underretning til kommunen – og et langt og pinefuldt sagsforløb for familien var sat i gang.

Det er sager som denne, der sidste år i maj, fik psykolog Gitte Haslebo til tasterne for at skrive en kronik. Hun var bekymret for den store stigning i antallet af underretninger, herunder de mange grundløse.

I 2013 – i kølvandet på blandt andet Tøndersagen og Rebildsagen – vedtog regeringen den såkaldte overgrebspakke, der betød, at alle borgere fik underretningspligt, og at pædagoger og lærere fik skærpet deres pligt til at underrette kommunen, når de var bekymrede for et barn. I løbet af bare tre år fik det antallet af de alvorligste underretninger, dvs underretninger, der begrundes med vold, overgreb og omsorgssvigt, til at firdobles.

“Intentionen med overgrebspakken var god. Nemlig at blive bedre til at opdage børn, der lever i alvorlig mistrivsel. Men der er noget helt galt i den tankegang, der ligger bag. Loven lægger op til et stikkersamfund, hvor man uden at tale med forældrene laver underretninger på dem. Det har frygtelige konsekvenser for de familier, det går ud over, og det skaber et kolossalt arbejdspres i kommunerne. Samtidig har det vist sig, at der i over halvdelen af sagerne ikke er brug for en social foranstaltning. Det var noget af det, jeg gerne ville gøre opmærksom på,“ fortæller Gitte Haslebo.

I kølvandet på kronikken flød Gitte Haslebos mailboks over med beskeder. De kom fra forældre, der havde det til fælles, at der var lavet grundløse underretninger på deres børn. Selv om underretningerne havde vist sig ubegrundede, var de voldsomt mærkede af, at de i månedsvis havde været under mistanke for at have udøvet vold mod deres barn.

De mange henvendelser sammen med en varsling om en ny ’anbringelsesreform’ fra regeringens hånd fik Gitte Haslebo til at stifte Aktionsgruppen for Børns Velfærd.

Siden sidste år har gruppen, der består af blandt andet forskere, psykologer, en lærer og en forælder, der har været udsat for grundløse underretninger, haft fingrene dybt begravet i udspillet til Barnets Lov, som regeringen lancerede i januar, og som i begyndelsen af maj udmøntede sig i en aftaletekst. Her præsenteres 43 nye initiativer, der skal styrke indsatsen over for udsatte børn og unge. Blandt andet skal flere børn fjernes tidligere. Det skal være nemmere at bortadoptere et barn uden samtykke. Og børnene selv skal i højere grad høres.

Reformen har fået navnet Børnene Først, men ifølge Aktionsgruppen er det helt andre tiltag, der skal til, hvis man ønsker at sætte børnene først.

Gitte Haslebo kalder det for en tynd kop te uden forskningsmæssige belæg – og et paradigmeskifte i den måde, vi de sidste 30 år har ført socialpolitik på.

“Forebyggelse har altid været det vigtigste. Og anbringelser skal kun komme på tale, når man har forsøgt alt for at hjælpe en familie. Det forsøger regeringen nu at ændre på. Med Børnene Først tænkes tvangsanbringelse som forebyggende. Det er at vende tingene fuldstændig på hovedet og langt fra at sætte børnene først,” siger Gitte Haslebo.

Forældrene bliver skurken

Morten Ejrnæs, der er sociolog og lektor emeritus på Aalborg universitet, har i sin forskning interesseret sig for underretninger og anbringelser uden for hjemmet. Han gik ind i aktionsgruppen, fordi han undrede sig over den store stigning i antallet underretninger og havde svært ved at se, at var muligt for socialrådgiverne at behandle dem forsvarligt. På den baggrund gav regeringens oplæg til flere anbringelser ingen mening for ham.

Der findes ikke noget forskningsmæssigt belæg for, at vi altid forbedrer situationen for de udsatte børn, ved at lave flere anbringelser

Morten Ejrnæs

”Når en stor del af underretningerne på nuværende tidspunkt ikke fører til, at man iværksætter den hjælp, familien har brug for, hvordan kan konsekvensen i regeringens optik så blive, at man bare skal anbringe flere børn uden for hjemmet? Der findes ikke noget forskningsmæssigt belæg for, at vi altid forbedrer situationen for de udsatte børn, ved at lave flere anbringelser, “ siger Morten Ejrnæs og peger på forskning på, der viser, at når det gælder gråzonesager, dvs. sager, hvor nogle socialrådgivere vil anbringe, og andre vil lade barnet blive i hjemmet, så klarer de anbragte børn sig ikke bedre end dem, der blev hjemme.

“Selvfølgelig skal vi fjerne de børn, der har det sværest og har brug for beskyttelse. Men at bruge noget så risikofyldt som en anbringelse forebyggende, det giver ikke mening, “ siger Morten Ejrnæs, der særligt er bekymret for det syn på forældrene, der kommer til udtryk i reformen

“Præmissen er, at det er forældrene, der behandler deres barn dårligt. Men et barn kan også mistrives af andre grunde. Det kan være, at det bliver mobbet, at det lider af skolevægring, eller at det har en diagnose. Men i stedet for at se på de specifikke forhold omkring barnet, antager man, at forældrene altid er skurkene. Af samme grund lægger regeringen op til, at alle søskende skal udredes, hvis et barn fjernes. Selvfølgelig skal man holde øje, men ligefrem at antage, at det er forældrene, der er problemet, det er stærkt stigmatiserende,” siger Morten Ejrnæs og fortsætter:

“Langt de fleste forældre vil det bedste for deres børn, og de er de nærmeste til at vide, hvad deres børn har brug for. Som udgangspunkt må man møde familien med tillid til, at man sammen kan løse problemet. Det er som om de forfærdelige eksempler, Brønderslevsagen og Esbjergsagen, hvor børnene skulle have været fjernet langt før, er blevet regeringens argument for at stramme op – og fjerne frem for at samarbejde. Men karakteristisk for disse sager er ikke, at børnene fløj under radaren, som regeringen har argumenteret. Der havde været mange underretninger, men de familieafdelinger, der sad med sagerne, fik ikke undersøgt dem til bunds,“ siger Morten Ejrnæs.

Han peger på, at vi lige nu får en smagsprøve på, hvad konsekvensen af en politik, der bygger på mistillid til forældrene, kan betyde:

“Tidligere flyttede familier fra kommune til kommune. Nu flytter de til Tyskland, fordi de frygter myndighedernes indblanden. Hvis man frygter en anbringelse, beder man ikke om hjælp, og nogle vælger altså ligefrem at gemme sig.”

Børnene Først er adskillelses­poltik

Gitte Haslebo kalder det for en adskillelsespolitik på to planer. Den ene adskillelse sker mellem borgere og myndigheder. Når familierne frygter en anbringelse og forventer modstand snarere end hjælp, eller når en familie udsættes for underretninger uden at være blevet inddraget, mister de tilliden til myndighederne. Den anden kløft, der graves, er mellem børn og forældre. Når regeringen lægger op til at tvangsfjerne flere børn og at give barnet større mulighed for at sige nej til samvær med deres biologiske familie, skaber det en splittelse mellem børn og forældre.

Det sidste er problematisk på flere punkter:

“Børn har brug for kendskab til deres historie, forældre og slægt. Det er der slet ikke taget højde for. Der kan være enkelte tilfælde, hvor fuldstændig adskillelse giver mening, men det må aldrig blive den generelle tænkning. Og ser vi på Børnekonventionen, så har barnet ret til at bo sammen med sine forældre, med mindre dette skønnes uforeneligt med barnets tarv. Det kan selvfølgelig diskuteres, hvornår det er. Men iværksætter staten en tvangsfjernelse, så har man en forpligtelse til at genskabe kontakten mellem barn og forældre. Det er der heller ikke taget højde for i reformen”, siger Gitte Haslebo, der ikke giver meget for regeringens intentioner om at høre barnet.

langt de fleste børn, der er vokset op under belastede forhold, klarer sig langt bedre end deres forældre

Gitte Haslebo

“Hvorfor har barnet ret til at sige nej til at se sine biologiske forældre, men ikke ret til at sige nej til at blive tvangsfjernet? Det mener jeg ikke er at tage barnet alvorligt,” siger Gitte Haslebo.

Skal Morten Ejrnæs komme med et bud på, hvorfor forældrene er blevet tildelt skurkerollen i regeringens udspil, peger han på en fejlagtig opfattelse af, at børn gentager deres forældres mønstre. Han har gennem mange år forsket i anvendelsen af begrebet social arv. Og ikke få gange har han stødt på påstande om, at kontanthjælpsforældre får kontanthjælpsbørn, at misbrugerforældre får misbrugerbørn osv. Men det er langt fra korrekt.

”Selvfølgelig har det her og nu betydning at bo i en familie, hvor en forælder er arbejdsløs, har et misbrug eller en psykisk sygdom. Men langt de fleste børn, der er vokset op under belastede forhold, klarer sig langt bedre end deres forældre.”

Generelt mener han, at regeringens oprindelige udspil byggede alt for meget på det, han kalder universalforklaringer. Dvs. forklaringer, der tager udgangspunkt i overordnede antagelser eller ligefrem fordomme frem for reel dokumentation. Et eksempel er en række af særlige initiativer rettet mod etniske minoritetsfamilier.

“De etniske minoriteter udgør en meget lille del af de udsatte børn, og alligevel fylder de kolossalt meget i udspillet. Det er en proportionsforvrængning. Lige så snart, at man kan se en etnisk komponent, sætter man fokus på den frem for at se på, at barnet måske vokser op i en familie, der er fattig, eller at familien er udsat for diskrimination. Fremhævelsen af etnicitet som en risikofaktor stigmatiserer de etniske minoritetsfamilier. Og det kan være problematisk, for de kan have brug for hjælp og støtte til at forstå kultur og opdragelsestraditioner, men i stedet mødes de med mistænksomhed,” siger Morten Ejrnæs og tilføjer:

“Jeg mener, at både social arv og etnicitet burde afskaffes som enkeltstående årsagsforklaringer. Det er så svært at forudsige, hvilke børn det går galt for. Ofte er det komplekse årsager, så universalforklaringer kan vi ikke bruge til meget. Lagt de fleste børn, der er vokset op i familier med svære problemer, klarer sig godt – og langt de fleste børn med etnisk minoritetsbaggrund klarer sig godt. Hvis vi vil finde og hjælpe de udsatte børn, er vi nødt til at kigge på det enkelte barn.”

Et eksperiment på linje med Godhavnsdrengene

Medlemmerne af Aktionsgruppen for Børns Velfærd tæller en håndfuld eksperter på børneområdet. Ingen af dem har været med på råd, inden regeringen lavede sit udspil. På trods af den politiske aftale håber de stadig at kunne influere debatten. Blandt andet har gruppen haft de fleste af Folketingets partier til lyttemøder. Og de har skrevet et hav af debatindlæg.

“Vi er reelt bekymrede og vurderer, at Børnene Først kan komme til at gøre stor skade. Når der ikke er noget forskningsmæssigt belæg for, at børn får et bedre liv, når de anbringes, og der ikke er viden om, hvordan man kan vurdere det enkelte barns chancer, så er der tale om et eksperiment på linje med det, vi udsatte de grønlandske børn for i 50’erne og senere hen Godhavnsdrengene,” siger Gitte Haslebo.

Hun mener, at regeringen burde rette sit fokus et helt andet sted hen.

“Tænk hvis man i stedet brugte pengene til at hjælpe familier og holde sammen på familier. Og hvis nogen så skal anbringes, så kan man sætte ind på at bedre kvaliteten på opholdssteder. Statistikker viser stadig, at rigtig mange børn udsættes for overgreb og ulovlig magtanvendelse på opholdssteder.”

Også Morten Ejrnæs peger på, at de udsatte børn vil have langt mere glæde af, at man kigger mere bredt på, hvorfor og hvordan de har brug for hjælp.

“Man skal opprioritere indsatsen, mens de er i hjemmet. Ved at tale med barnet og ved at tale med forældrene. Og allerbedst er det, hvis problemerne kan løses i samarbejde med daginstitution eller skole, men det er også fint at inddrage familieafdelingen. Det vigtige er, at familierne får hjælp så tidligt som muligt og af de fagpersoner, der er tættest på barnet,” siger Morten Ejrnæs.

Han er særligt optaget af, at socialrådgiverne får bedre muligheder for at tale med både børn og forældre.

“I de eksempler på grove svigt, vi har set, er socialrådgiverne blevet udpeget som skurkene. Men problemet er, at socialrådgiverne hverken har tid eller ressourcer nok til at opbygge et godt tillidsfuldt samarbejde med familien, der kan føre til at de får den rette hjælp. Og så hjælper det altså ikke, at vi skærper underretningspligten. Selvfølgelig skal vi underrette, når vi er bekymrede, men med op imod 140.000 underretninger skaber det mest af alt mistillid og papirarbejde.”

Fakta: Aktionsgruppen for Børns Velfærd

Aktionsgruppen for Børns Velfærd blev stiftet sidste år og består af:

  • psykolog Gitte Haslebo
  • sociolog Morten Ejrnæs
  • professor i psykologi Per Schultz Jørgensen
  • socialrådgiver og direktør, Social Talks Niels Christian Barkholt
  • lærer og Ph.d. Gro Emmertsen Lund
  • jurist og mor i Solrødsagen Mette Appel Skjolden.

Eva Frydensberg Holm

Eva Frydensberg Holm

Jornalist og medlem af redaktionsgruppen.

Eva Frydensberg Holm er journalist og vil bidrage med dybdegående artikler til Socialt Indblik


Læs også

En normal hverdag på en psykiatrisk afdeling. Er det helt skørt?

De psykiatriske patienter skulle behandles og udskrives efter kort indlæggelse. Og derfor lukkede man for 20 år siden værksteder og andre aktiviteter på de psykiatriske afdelinger. Nu er de på vej tilbage som en del af behandlingen. Fordi det virker.

”Hvorfor ikke møde alle som om, de har et traume?”

Op imod halvdelen af den danske befolkning har været udsat hændelser, der er så voldsomme, at de kan udløse traumereaktioner Med en traumebevidst tilgang kan blandt andet psykologer, læger og socialrådgivere blive bedre til at møde de traumatiserede.

Naturen stabiliserer voldsramte kvinder og børn

Jord mellem hænderne, regndråber på kinden eller iskoldt vand på kroppen. I Krisecenteret Danner bruges naturen til at vække instinkter og sanser – og til at genskabe de fortællinger, som kvinderne har mistet i de voldelige forhold.

Hændernes arbejde giver ro og mening

Allerede som fireårig lærte Anne Kirketerp at strikke, tryllebundet. Tabet af broderen sendte hende dybt ind i skabertrangen. Altid har hændernes arbejde grebet hende, når meningsløsheden er trådt frem. Håndværk bør spille en langt større rolle i hjælpen til psykisk sårbare.

Podcasts

Perspektiv

I PERSPEKTIV giver vi dig nye perspektiver på dit arbejde inden for socialsektoren. Vi flytter din forståelse af verden – både fagligt og personligt

Børnene først – hvordan?

Hvordan sætter vi børnene først? Hvordan får vi barnets perspektiv med i både lovgivning og den daglige indsats for udsatte og anbragte børn i Danmark? Hvad med forældrene? Skal de sidst i køen, når børnene skal sættes først? Og hvor er forskerne i debatten?