Psykiater: Nutidens børneliv udfordrer i højere grad end tidligere. Derfor ser vi flere diagnoser

Når speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Juul Darling kigger tilbage på de 15 år, hun har arbejdet i psykiatrien, er der særligt en ting, hun har bidt mærke i, har ændret sig. Selv om symptomerne for diagnoser som fx ADHD og autisme er blevet mindre tydelige, så er det funktionstab og den mistrivsel, som diagnoserne fører med sig, blevet større.

”Det er meget sjældent, jeg møder nogen, hvor jeg tænker: ’Det er ikke i psykiatrien, du hører til.’ Men jeg tænker, meget godt kunne godt have været forebygget. De kommer måske med kompleks skolevægring, selvskade eller svær angst. Det, jeg vil kalde for overbelastningssymptomer,” siger Pernille Juul Darling.

I sidste uge bragte Socialt Indblik artiklen ”I stedet for bare at stille autisme og ADHD-diagnoser, burde vi spørge: Hvorfor får mennesker det dårligere?”, hvor den svenske forsker Sebastian Lundström problematiserede, at antallet af ADHD- og autismediagnoser stiger og stilles på langt færre symptomer end tidligere. Når flere skal have hjælp, tager det hjælpen for dem, der virkelig har brug for den – og det udvander diagnosens alvor, lød det fra ham.

Pernille Juul Darling kan godt følge hans pointe. ”Men hvad er alternativet?” spørger hun retorisk.

”Når man stiller en diagnose, er det altid med udgangspunkt i, at der er en funktionsnedsættelse. Man giver ikke et barn en ADHD- eller autismediagnose, medmindre barnet er funktionsnedsat eller i mistrivsel. Det kan komme til udtryk ved, at barnet er gået i stå med at gå i skole eller ses med venner. Eller at det udviser stress-symptomer, der hos børn blandt andet kommer til udtryk som vredesudbrud. Det er vi nødt til at forholde os til, også selvom symptomerne ikke er så tydelige, som de var tidligere – og måske i høj grad skyldes nogle forandringer i samfundet,” siger hun.

Pernille Juul Darling anskuer diagnoser på linje med et sæt briller, hvis du er nærsynet. Hvis man mistrives eller er funktionsnedsat, og der er en årsag til det, så skal man have hjælp.

”Jeg synes ikke, det er synd at få at vide, man har autisme eller ADHD, ligesom det ikke er synd at få at vide, at man er nærsynet. Men det er synd, hvis man skal gå hele sit liv og føle sig forkert. Diagnosen er mulighed for at få hjælp, men det er også en mulighed for at forstå sig selv bedre, og hvorfor man har været udfordret. For mange falder der nogle brikker på plads, når man får en diagnose,” siger hun.

Hun foreslår, at stigningen i antallet af diagnoser også kan skyldes, at vi tidligere har haft meget lidt fokus på den subjektive oplevelse af at være anderledes.

”Måske har vi haft for stor tillid til det, vi i det psykiatriske system kalder den objektive vurdering, og som jo i virkeligheden er behandlerens subjektiv vurdering,” siger hun og peger på, at vi i disse år begynder at se vægten tippe hen imod en undersøgende tilgang til, hvad der er patienternes subjektive oplevelse.

Som eksempel nævner hun piger med autisme eller ADHD, der typisk får deres diagnose senere end drenge. En del af dem har været igennem både angst og depressioner, og nogle af dem er blevet diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse.

”Her er man begyndt at gå mere ind i, hvordan de opfatter den måde, de er i verden på. Der har været en bestemt måde at tale om tingene på, som blandt andre disse piger har været nødt til acceptere, fordi de ikke har fået plads til at sige: ’Det er slet ikke sådan, jeg oplever det’. Det har betydet, at de måske har fået en forkert diagnose – eller er blevet overset,” siger Pernille Juul Darling.

Kig på rammerne

Samtidig med, at psykiatrien skal blive bedre til at spørge ind til børn og unges subjektive oplevelser, mener Pernille Juul Darling, at vi som samfund bør kigge på, hvordan vi kan skabe et samfund med højere trivsel og dermed forebygge, at så mange børn og unge ryger ud over kanten.

”Hvis vi på sigt ønsker et samfund, hvor det kun er de allersværest ramte, der har brug for støtte, så må vi gå i gang med at skabe et samfund, hvor man kan trives, selvom man ikke er 100 procent gennemsnitlig,” siger hun og peger på, at der er mange ting i nutidens børne- og ungdomsliv, der udfordrer særligt den neurodivergente hjerne.

Hun mindes sin egen barndom tilbage i 80’erne, hvor hun som mange andre var hjemme, indtil hun skulle starte i skole, og hvor en klasselærer fulgte hende og hendes klasse fra 1. klasse og op. Sådan er det langt fra i dag.

”De fleste børn kommer i institution, når de er omkring et år, og det er ikke nogen hemmelighed, at normeringerne i institutionerne ikke er særlig gode. Og op igennem skoletiden er der utallige lærerskift. For børnene er det et brud hver gang. De skal lære en ny voksen at kende, og det sætter deres udvikling i stå. Når de fra helt små møder en lind strøm af voksne, der forsvinder igen, betyder det også, at de begynder at læne sig mindre op ad dem,” siger Pernille Juul Darling.

Mens nogle børn, ifølge Pernille Juul Darling, har relativt nemt ved at tilpasse sig og føle sig trygge, selv om der mange krav og ændringer, så er det sværere for andre. De børn og unge, som hun møder i psykiatrien, kommer oftest, når der sker ændringer i kravene fra omgivelserne. Enten når de starter i indskolingen, hvor der er krav om at kunne sidde stille, eller i overgangen til ungdomsårene.

”Det er her, de oplever funktionsudfordringer og en øget mistrivsel. Når jeg så taler med forældrene, kan jeg godt høre, at der hele tiden har været noget, men så længe rammerne har været trygge, har børnene kunnet kompensere for det,” siger Pernille Juul Darling.

Pernille Juul Darling mener, at vi forsømmer at se på de børn, der kommer til psykiatrien, fordi de er i mistrivsel, som vi ville se på kanariefuglen i kulminen.

”Når flere og flere børn ryger ud over kanten, så er der jo noget i rammen, der ikke fungerer, og hvis vi vil bremse den udvikling, så er vi nødt til at investere meget mere i, at der er tryghed omkring dem,” siger hun.

Udover rammerne peger hun på sociale medier som noget andet af det, der stiller store og uhensigtsmæssige krav til børn og unge i dag. Igen refererer hun til sin egen barndom, hvor man var social, når man mødtes – og gik hjem, når man var træt.

”Det tror jeg, at mange børn med ADHD eller autisme ville trives meget bedre med. Jeg tror, der er er en hel masse børn, der ikke får opfyldt deres sociale behov, fordi det hele er hængt op på, om du er med på de sociale medier, hvor der er krav om at være konstant på, og hvor du måler dig i forhold til det perfekte – og kun viser den del af dig selv frem, der er ufarlig at vise,” siger hun.

Fri af diagnosen?

I den senere tid er flere voksne begyndt at efterspørge at komme af med deres ADHD- eller autismediagnose. Når diagnosen lukker døre til uddannelser og job, kan den føles som en byrde snarere end en hjælp.

Pernille Juul Darling er ikke afvisende overfor, at det skal være muligt at komme af med sin diagnose, men hun mener det er vigtigt at se på, hvorfor det bliver vigtigt.

”Er det, fordi det skaber nogle stopklodser? Det nytter ikke noget, at man forsøger at overbevise behandlerne om, at man ikke længere har en funktionsnedsættelse, fordi man gerne vil nogle bestemte ting, der kræver, at man ikke har den diagnose. Så får man måske ikke den støtte, man har brug for. Jeg tror, snarere, at vi har brug for en mere systemisk afstigmatisering,” siger Pernille Juul Darling og sætter spørgsmålstegn ved, om alle med en ADHD-diagnose fx skal udelukkes fra at blive politibetjent.

”Det er jeg ikke sikker på, er meningsfuldt.”

Hun afviser dog ikke, at der kan være eksempler på mennesker, der har lært sig selv at kompensere så godt, at de ikke længere føler sig funktionsnedsatte.

”Jeg vil ikke have noget problem med, at man kunne komme af med diagnosen igen. Det skal bare være på det rette grundlag,” siger hun.