Psykiatere: Vi har ikke brug for mere psykiatri. Vi har brug for mere fællesskab

”Vi vil gerne signalere, at hver eneste, der bliver indlagt her, er én, vi holder af. Altså hovedparten af patienterne her er hægtet af samfundet og har ikke nogen tætte relationer,” siger Anders Lindelof, der er overlæge på Psykiatrisk afdeling C i Regionspsykiatrien i Randers.

Han og hans kollega overlæge Kristian Sloth sætter sig til rette på afdelingens faste morgenmøde kl. 9.30, hvor både personale og alle patienter mødes hver dag.

Inden morgenmødet har Kristian Sloth lige været inde hos nogle af patienterne for at sikre sig, at de kom med til mødet. Han træder ind på stuen – eller værelset – og vækker patienten med et venligt godmorgen. ”Jeg har det ikke så godt,” siger patienten og vender sig om i sengen. ”Du får det ikke bedre af at blive liggende her,” siger Kristian Sloth. Og efter lidt beklagelser over at skulle stå op, får han liv i patienten, der kort efter indfinder sig til morgenmødet.

På morgenmødet taler personale og patienter lidt om morgendagens fodboldlandskamp, der kolliderer med spisetiderne. Kristian Sloth kan meddele, at han til anledningen har indkøbt en popcornmaskine. Efter lidt informationer og snak om dagen afsluttes mødet lidt i 10, da alle skal til morgendans. Både personale og patienter går af sted mod salen.

”Som personale skal vi gå forrest til de sociale aktiviteter. Vi vil gerne vise, at vi synes, at det at være sammen med andre mennesker er vigtigt. Man er ikke indlagt for at sidde på sin stue og se fjernsyn, mens man venter på, at medicinen skal virker,” supplerer Kristian Sloth på vej ud af morgenmødet.

Hvis ikke lige jeg vidste, at jeg var på Psykiatrisk afdeling C i Regionspsykiatrien i Randers, så kunne jeg nemt forveksle afdelingen med en efterskole eller højskole, hvor lærerne forsøgte at få sparket dagen i gang. Kristian Sloth og hans kollega Anders Lindelof kan da også meget let forveksles med et par meget energiske efterskolelærere, der gerne vil i gang med dagens aktiviteter.

De to overlæger Kristian Sloth og Anders Lindelof mødte hinanden her på afdeling C, og hurtigt fandt de ud af, at de deler samme syn på psykiatriens udfordringer og muligheder. I dag kan de tale nærmest i én lang talestrøm, hvor de supplerer hinandens pointer, nikker og jævnligt anerkender hinanden med ”god formulering” eller ”ja, helt enig”.

”Vi bruger rigtig meget tid på at lære patienterne at kende. Selvfølgelig er vi interesserede i deres symptomer, men også i det liv, de lever, og hvordan vi kan forstå symptomerne. Så kan det sagtens være, at vi siger, at her er det klokkeklart. Her er der tale om en diagnose, og der skal medicin til. Men hovedparten, vi ser her, kommer på grund af mistrivsel eller misbrug – eller en kombination. Selvom vi tænker, at patienten er i en depressiv tilstand, har angst eller andet, så er løsningen, at vi skal arbejde med relationen over tid. Patienten skal være del af noget meningsfuldt i samfundet. Det er derfor, vi tillægger relationen så stor betydning,” siger Anders Lindelof og fortsætter:

”Vi har brug for, at det enkelte menneske får tillid til os, så de tror på, at vi faktisk vil dem, og at de betyder noget. Den forståelse kan de ganske langsomt bruge til at skabe en relation til samfundet og dermed en oplevelse af større meningsfuldhed i deres liv.”

På afdeling C har alle indlagte et fast team, der følger dem under indlæggelsen, og teamet ser ofte patienterne ad flere omgange. Afdelingen har såkaldte ’behandlerstyrede senge’, hvilket betyder, at patienterne er hjemme i nogle uger, hvor de i deres hverdag prøver at finde ud af, hvad det er, der er svært i deres liv. Patienten kommer herefter ind på afdelingen igen og får støtte til det, der er svært i deres liv. Sådan kan de igennem en længere periode veksle mellem at være hjemme og på afdelingen. Afdelingen har samtidig kontakt til dem, og de kan ringe til afdelingen døgnet rundt.

De ’behandlerstyrede senge’ står i modsætning til de såkaldt ’brugerstyrede senge’, hvor patienterne selv kontakter afdelingen, hvis de selv vurderer, at de har behov for en indlæggelse.

”Med de behandlerstyrede senge inviterer vi patienten ind i ’fredstid’, siger Kristian Sloth og laver citationstegnene ud i luften, mens han fortsætter:

”Ad den vej skaber vi over tid en relation. Det synes vi giver en god effekt for patienterne. Det betyder også, at vi ikke behøver de lange indlæggelser. Vi plejer at sige, at en lang indlæggelse måske nok skaber stabilitet på den psykiatriske afdeling, men desværre tilsvarende mindre stabilitet i eget hjem, når patienten bliver udskrevet,” siger Kristian Sloth.

Miljøterapeutiske forløb

På afdelingen har de to overlæger et stærkt fokus på det liv, patienterne kommer tilbage til. Herunder hvordan de i behandlingen kan støtte patienterne til at håndtere deres liv efter indlæggelsen.

”Vi har lavet en virkelig effektiv terapeutisk gruppe for de patienter, der har trukket flest ressourcer og har været svært selvskadende. Det starter med gruppeterapi i en time, og så er der et socialpædagogisk tilbud efterfølgende, hvor de øver sig i forskellige færdigheder, som at gå ned og købe sko, tage i storcenter, køre med bus, lave mad, eller hvad man gør, når man skal på date? Altså simpelthen almen menneskelige gøremål,” siger Kristian Sloth.

Afdelingen har desuden et langtidsafsnit, som er en lille pavillon, der ligger for sig selv, hvor patienterne kan bo på egne værelser og vænne sig til at bo uden personale tæt på døgnet rundt. Personalet er dog ikke længere væk, end det altid kan tilkaldes, eller de kan opsøge den nærliggende afdeling C.

”Afdelingen er til nogle langt mere miljøterapeutiske forløb for de mennesker, hvor vi tænker, ’jamen du er hægtet af samfundet på grund af din psykiatriske tilstand.’ Det er typisk et længere forløb, hvor vi arbejder rigtig meget ud fra ugeskema, terapeutiske samtaler og meningsgivende fællesskaber. Vi hjælper borgeren til at komme ud i samfundet, hvor borgeren er forankret i et eller andet. Og det tror jeg er ret unikt,” siger Anders Lindelof og nævner et eksempel på en borger, hvor denne type behandling kan være afgørende.

”Det kan være en patient, der kommer ind her på grund af selvmordstanker og depression. Hun har måske hele livet gået med sådan en følelse af ikke at være god nok. At hun er fejlplaceret i den her verden. Hun er grundlæggende ulykkelig. Det har vi ikke en diagnose for. Det er rigtigt, at hun ville passe ind i en depressiv diagnose. Men her ville vi indlægge hende på vores langtidsafsnit med et terapeutisk forløb under supervision,” forklarer Anders Lindelof.

På afdelingen er der faste aktiviteter, som typisk er motion, daglige gøremål og kreative aktiviteter. Samtidig er personalet på afdelingen i dialog med diverse kommunale aktører om eksempelvis uddannelse, praktik, arbejde, tilknytning til værested eller andre kommunale aktiviteter for psykisk sårbare. Formålet er, ifølge Anders Lindelof, at patienterne føler sig værdsat og langsomt bliver hjulpet i gang igen.

”Mange andre steder ville man lægge hovedvægten på den farmakologiske behandling, som til sidst kan blive så bivirkningstung, at det bliver sådan en selvopfyldende profeti. Bivirkningerne kan være træthed, vægtøgning, ugidelighed, apati, indre uro. Alt sammen kan jo forveksles med depressive kernesymptomer,” supplerer Kristian Sloth.

”Vi ved til sidst ikke, hvad der er hvad. Der vil der være en tendens til, at når først diagnosen er lagt, og behandlingssporet er udpeget, så er det den vej, man går. Så alt bliver tolket ind i den diagnose. Så det, der kunne være medicinbivirkninger, bliver tolket som diagnosen, og så behandler man diagnosen med et præparat yderligere,” siger Kristian Sloth.

Begge læger anerkender, at mange psykiatriske patienter har brug for og gavn af psykofarmaka. Men ikke alle. På afdelingen trapper man derfor så mange som muligt ud af medicin, der ikke virker, fortæller Kristian Sloth, der gætter på, at halvdelen af afdelingens patienter er i udtrapning af medicin.

”Vi ser en større og større gruppe, hvor symptombilledet er mudret, og hvor det ser ud til, at det mere er rammerne, de lever i, som i høj grad er medskyldig i symptombilledet. Og i de tilfælde synes medicinen at virke i mindre grad,” uddyber Anders Lindelof.

Betvivler ikke diagnoser

Både Anders Lindelof og Kristian Sloth ved godt, at deres budskab om mindre psykiatri kan opfattes som kontroversielt og som en form for antipsykiatri. Men begge afviser, at der er tale om en afstandtagen fra psykiatrien, diagnoser eller medicin. Det er alene anvendelsen af diagnoser og medicinen, forklarer de.

”Den klassiske psykiatri har vi selvfølgelig ikke et problem med. De bipolare, de skizofrene og de svært deprimerede, de skal selvfølgelig have en indlæggelse, og de skal have den behandling, som der er foreskrevet. Det er mere alle de andre. Det er særligt de unge med mistrivsel, som vi går op i,” siger Kristian Sloth, og Anders Lindelof supplerer:

”Man har i dele af psykiatrien sådan en tyrkertro på, at den klassiske behandling med antidepressiver, antipsykotika, stemningsstabiliserende og lidt beroligende til natten virker og skaber et bedre liv for patienterne. Det virker på symptomerne, men det virker typisk ikke på patientens funktionsniveau. De har stadig brug for at blive rummet i samfundet. De har stadigvæk brug for at føle sig elsket og værdsat i samfundet. Så disse patienter skal have nogle rammer, hvor de kan trives og få et meningsfyldt liv. Men i psykiatrien er vi alt for optaget af vores egen del, og så lader vi resten sejle. Og i og med at den anden del sejler, så bliver de dårligere. Så får de mere medicin,” siger Anders Lindelof.

”Jeg har oplevet unge mennesker, der kommer ind og er indlagt i rigtig lang tid, men lige så snart de bliver udskrevet, så er det tilbage til deres kummerlige liv med misbrug. Og så havner de hos os igen kort tid efter. Det fører ikke til en blivende bedring for borgeren,” fortsætter han.

Samfundets skraldespand

De to overlæger ser altså særligt patienternes livsbetingelser som afgørende for, at de er havnet på den psykiatriske afdeling. Jeg spørger derfor de to overlæger, hvor mange af dem, der er indlagt på afdelingen, de vurderer, kunne have været grebet tidligere uden for psykiatrien.

”Det er jo lidt svært at svare på. Men måske halvdelen,” svarer Kristian Sloth efter en kort tænkepause og fortsætter:

”En gruppe, som vi jo beskæftiger os med her, er de selvskadende. Der er særligt mange kvinder med selvskade. Og det er jo spørgsmålet, om de kunne have været grebet før. Det tænker jeg langt hen ad vejen, at de kunne. Mange af dem kommer fra en kummerlig opvækst med incest, misbrug og krav, de ikke kunne håndtere.”

De oplever begge, at de på afdelingen må tage sig af problemer, som kommunerne ikke har mulighed for at håndtere. Kristian Sloth vurderer, at 10 ud af afdelingens 50 patienter hører til i et andet regi end på den psykiatriske afdeling. Men fordi kommunen ikke kan finde et tilbud til dem, er de indlagt på afdelingen. Og mange af de patienter, der udskrives, får heller ikke et tilbud, der er tilstrækkeligt, mener Kristian Sloth.

”Når vi er i dialog med en socialrådgiver ude i en kommune og siger, at vi synes, at den her borger skal mødes med kærlige krav, ja så er svaret, at det har de ikke ressourcer til. Selvom de i kommunen siger, at de er enige. Men vi venter lige til den psykiatriske behandling er overstået. Så bliver de parkeret uden nogen særlige krav ud over samtaler en gang i mellem med deres sagsbehandler. Og det er jo slet ikke tilstrækkelig til, at de føler sig som del af samfundet eller en del af et meningsfyldt fællesskab,” siger Kristian Sloth, mens Anders Lindelof bryder ind.

”Psykiatrien er blevet samfundets skraldespand for alle, der ikke fungerer,” siger han med en tydelig indigneret stemme og fortsætter:

”Der er sket en stigende individualisering i samfundet, så der er langt flere, der falder igennem. Og konsekvensen af ikke at trives i samfundet, er ofte en depressiv tilstand med nogle ængstelige symptomer, og så havner de hos os.”

Svært at omsætte til politik

Siden sommerens tragiske skudepisode i Fields har psykiatrien været et varmt politisk emne. Kravet fra ledende stemmer i psykiatrien samt fra både højre og venstre side af Folketinget har lydt på, at psykiatrien har brug for et gevaldigt økonomisk løft.

Men på afdelingen i Randers er det ifølge de to overlæger ikke ressourcer, der mangler. Og de ser da også gerne, at den aktuelle debat om psykiatrien bliver mere nuanceret end spørgsmålet om størrelsen på milliardbeløbet til psykiatrien.

”Jeg synes, at debatten om ressourcer er en uinteressant debat. For mig er det ikke det, det handler om. Jeg vil da gerne have flere penge og mere i løn. Men der er bare nogle, der måske har mere brug for pengene end os for at løse de samme problemstillinger. Debatten bliver taget ud af en samfundsmæssig kontekst. I debatten behandler vi psykiatri, lige som vi behandler sygdomme, der er biologisk funderet. Det er den samme kausale tænkning, vi putter ned over det. Vi bruger den her ’apparatfejlsmodel’, hvor det handler om, at psykiatrien skal fikse problemerne,” siger Anders Lindelof, der sammen med Kristian Sloth har været i dialog med flere politikere.

Politikerne er langt hen ad vejen enige i vores holdninger, men når det skal omsættes til politik, så bliver det straks sværere.

”Hvis du kigger på hensigtserklæringer fra politikere, så siger de alle sammen i store træk rigtig meget af det, vi også, siger. Men når det så skal omsættes til handling, så bliver det svært. For hvad skal man gøre ved det som politiker? Så er det meget lettere at give en diagnose og så sige, at så er det jo psykiatriens ansvar nu. Det er en psykolog eller en psykiater, der skal løse problemerne med mistrivsel. Også selvom det er problemer, der er genereret i samfundet,” siger Kristian Sloth.