Psykiatrien fik ikke den store aftale. Nu skal kampen fortsætte, ellers risikerer psykiatrien at knække helt sammen

”Vi er nødt til at sammenligne det med, hvad vi blev stillet i udsigt. Hvor er resten af 10-årsplanen?” skrev SINDs formand Mia Kristina Hansen på hjemmesiden, efter psykiatriaftalen blev indgået tirsdag i denne uge.

Og samme skuffelse gav Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold udtryk for i en pressemeddelelse.

”Når vi har en situation, hvor nogle lever kortere end andre, fordi de har en psykisk sygdom, og hvor et stigende antal børn og unge mistrives psykisk og risikerer at blive alvorligt syge, skal vi som velfærdssamfund spørge, hvad det koster at gøre noget ved det, og så skal vi arbejde i den retning. Her har politikerne i stedet set på, hvor mange penge, de syntes, de ville bruge på det, og så har de lavet en plan derefter. Det var ikke det, vi blev lovet, og det er ikke det, vi har brug for,” siger Marianne Skjold.

En af dem, der har fulgt kampen for en bedre psykiatri i mange årtier, er Thorstein Theilgaard, der i 15 år var generalsekretær for Bedre Psykiatri, og som i dag arbejder som politisk rådgiver i kommunikationsbureauet Holm Kommunikation.

Han forstår godt skuffelsen, når han vurderer den politiske aftale.

”Det kommer jo selvfølgelig an på, hvor nøjsom man er. Det er jo ikke et område, der normalt har stået forrest politisk, så man er selvfølgelig nået et stykke. Men som jeg ser det, er det her ikke en 10-årsplan. Det er langt fra det, man blev stillet i udsigt, så champagnepropperne er ikke sprunget hos organisationerne,” siger Thorstein Theilgaard, der stadig følger det politiske spil om psykiatrien tæt, og – pointerer han – har kunder, der har interesser i psykiatriaftalen.

Der gik valgkamp i den

Thorstein Theilgaard ser flere svagheder i aftalen. Den største svaghed er ifølge ham de 19 målsætninger (som du finder efter artiklen).

”De målsætninger består jo ikke en negationstest. En af målsætningerne er eksempelvis ’Personalet har lyst til at arbejde på psykiatriområdet’. Det er ikke særlig konkret. Indikatorerne på målene er uklare, og hovedparten skal først udarbejdes efterfølgende. I en 10-årsplan burde man have nogle milepæle og mere konkrete indikatorer,” siger Thorstein Theilgaard.

Han er ikke i tvivl om, at der gik valgkamp i forhandlingerne til sidst. Noget som SINDs formand Mia Kristina Hansen tidligere har udtrykt frygt for i et debatindlæg hos Socialt Indblik.

”At aftalen blev landet nu, er der én grund til. At regeringen på nuværende tidspunkt hellere ville en uambitiøs aftale end at kunne blive beskyldt for, at de ikke har nået at gøre noget i regeringsperioden. Sommerens begivenheder i Fields ændrede nødvendigheden for regeringen, det samme gjorde det, at organisationerne stod sammen. Samtidig har meningsmålinger vist, at det er et emne, som vælgerne prioriterer. Og de målinger gør indtryk,” siger Thorstein Theilgaard og fortsætter:

”Magnus Heunicke har ikke været til at trække til truget, når det handlede om forhandlinger om psykiatriplanen. Der har været nogle mærkværdige undskyldninger. Der har heller ikke været mange substantielle forhandlinger op til aftalen, og det har været et kort forhandlingsforløb.”

Et skridt i den rigtige retning

Aftalen får støtte fra samtlige af Folketingets partier på nær Moderaterne. Den indeholder blandt andet 19 målsætninger og fem prioriterede indsatser, som sættes i værk fra start. Økonomisk tilfører man 500 millioner kroner ekstra om året, hvor det dog i 2023 er 450 millioner kroner.

Det er et pænt stykke fra det faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen, der indeholder 9 temaer og 37 anbefalinger. Og det var ifølge vicedirektør for Sundhedsstyrelsen ”det mest nødvendige”.

Sammen med sundhedsøkonom Jakob Kjellberg har Dansk Psykiatrisk Selskab tidligere udført beregninger, der viser, at der mangler hele 4,5 milliarder årligt i psykiatrien. Med andre ord så fik man med aftalen cirka en tiendedel af det beløb, og Dansk Psykiatrisk Selskab skriver da også i en pressemeddelelse:

”For mennesker ramt af svær psykisk sygdom og for deres pårørende er denne investering så lille, at der ikke er stor sandsynlighed for, at det vil kunne mærkes.”

Alligevel er der også positive forhold ved aftalen, mener Christian Legind, der er overlæge på Psykiatrisk Center København og bestyrelsesmedlem i Dansk Psykiatrisk Selskab.

Han skrev for nylig en kronik i Berlingske Tidende, hvor han slog til lyd for, at det kan blive meget dyrt på længere sigt, hvis psykiatrien ikke får det nødvendige økonomiske løft.

”Det er første skridt i den rigtig retning. Det positive er, at aftalen er forankret i det faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen. Og at der er midler til rådighed allerede fra 2023. Det er vigtigt, at man kommer i gang hurtigt. Og de 450 millioner er en udmærket start,” siger han og nævner så herefter det negative.

”Jeg er bekymret, fordi man i aftalen ikke har lagt en stigning ind i de tilførte økonomiske midler. Enhver kan se, at når man afsætter 500 millioner årligt på trods af, at der er estimeret et nødvendigt budget på 4,5 milliarder ekstra om året, så når man ikke de her mål. Vi havde ikke regnet med 4,5 milliarder årligt med det samme. Men vi havde håbet på, at man havde bundet sig til en trappe, så man kom derop på sigt. Det er man ikke kommet i hus med, men vi ser meget gerne, atdet kommer,” siger Christian Legind, der trods manglerne i aftalen er optimistisk for fremtiden.

”Vi (Dansk Psykiatrisk Selskab) har snakket med de forskellige partier. Og stort set alle har tilkendegivet, at de prioriterer psykiatrien, og at der skal være nogle høje ambitioner for psykiatrien. Og når man læser aftaleteksten, så står der, at det her er det første skridt, og at aftalen ikke kan stå alene. Politikerne erkender, at det er nødvendigt med en gradvis opbygning over de næste årtier. Så vil det være meget utroværdigt ikke at følge op politisk,” siger Christian Legind.

Psykiatrien kan flytte stemmer

Thorstein Theilgaard er enig i, at emnet stadig vil være en politisk kampplads i årene frem.

”Hvis målet med at indgå aftalen nu var, at regeringen skulle kunne sætte et hak ud for løftet om en 10-årsplan, så er der noget, der tyder på, at det ikke lykkedes. I aftalen ligger der ikke en sikkerhed for det ambitiøse løft af psykiatrien. Og det kan sagtens blive et politiske tema i valgkampen, fordi de borgerlige partier allerede på pressemødet udtrykte kritik af aftalen,” siger Thorstein Theilgaard, der mener, at psykiatrien er et så varmt politisk emne, at det kan flytte stemmer.

”Der er flere målinger, der viser, at det her er et emne, der betyder meget for vælgerne. Det berører mange. Og det kan flytte stemmer. Også mellem blokkene. Regeringen og støttepartierne vil mene, at debatten er lukket ned, men blandt andet de konservative har tidligere været meget klare om, at området skulle løftes økonomisk. Og Moderaterne står helt uden for aftalen. Derfor bliver det spændende at se, hvor meget det kommer til at fylde nu,” siger Thorstein Theilgaard.

Christian Legind tror også, at det politiske fokus varer ved. Han ser lige nu det, han kalder ”et momentum” for psykiatrien.

”Jeg håber på en ny fremtid i psykiatrien. Vi skal have et ambitionsniveau, hvor vi vil være en mental supermagt. Men det tager tid. Da jeg var barn, så var det som at gå ind i en rygerkupé, når man gik ind på et lærerværelse. Ingen havde forestillet sig, hvordan holdningen til rygning ville ændre sig på de år. Det vil også tage lang tid at sidestille den mentale sundhed og psykiatrien med det somatiske område, så de får samme vilkår. Det betyder ikke, at vi skal trække sagen i langdrag, men at vi tværtimod skal være meget ambitiøse,” siger han.

Psykiatrien kan knække sammen

Christian Legind og Thorstein Theilgaard er enige om, at de seneste mange måneders kampagne for en bedre psykiatri har været historisk, når man ser på sammenholdet mellem de mange organisationer på området. Men for Christian Legind betyder succesen og den store opmærksomhed også, at psykiatrien står ved en afgørende skillevej.

”Det er helt afgørende, at vi ikke kaster det på gulvet. Hvis ikke dette her momentum for psykiatrien resulterer i politisk handling, så kan psykiatrien knække helt sammen. Så bliver folk trætte og flygter fra psykiatrien, fordi de har lagt så meget energi i det, og så sker der ikke noget. Det kan være konsekvensen, hvis ikke der sker noget,” siger Christian Legind.

Thorstein Theilgaard mener også, at organisationerne fortsat har et stort arbejde foran sig, selvom de har optrådt med en historisk enighed og fælles fodslag op til aftalen.

”Det afgørende bliver, om de forskellige organisationer og kræfter kan holde sammen på enigheden. De skal stå sammen og trække i samme retning. Og de skal holde diskussionen og den politiske gryde i kog. Men samtidig skal de stadig fremstå som en relevant samtalepartner for politikerne. Er de kun negative, så risikerer de at fremstå som dem, der bare er evigt utilfredse og negative. Det er den balance, de skal finde nu,” siger Thorsten Theilgaard.