Sygeplejerske og debattør Vibeke Kline Lange Frost: Psykiatrien skal gentænkes. Vi skal se på mennesker frem for diagnoser

Egentlig blev hun advaret af sine forældre mod at blive sygeplejerske. Det var for hårdt et job, mente hendes mor, der selv var uddannet social- og sundhedsassistent. Men forældrenes protest fik, som det ofte går, den modsatte effekt, og Vibeke Kline Lange Frost søgte ind på sygeplejerskeuddannelsen.

Det valg har hun aldrig fortrudt. Heller ikke at det blev psykiatrien, der blev hendes speciale. Allerede under uddannelsen trak psykiatrien i den unge studerende.

”Jeg har en farfar, der har lidt af depressioner, og desværre tog han sit eget liv, da jeg var omkring 13 år, så jeg har haft psykiatrien tæt inde på livet, fra jeg var barn. På den måde så tror jeg, at der var noget, der gjorde, at jeg måske følte en forståelse for nogle af de menneskers problemer, fordi jeg selv havde oplevet dem på tæt hold i min egen familie,” siger Vibeke Kline Lange Frost, der under uddannelsen havde sin første klinikperiode i psykiatrien.

”Jeg blev faktisk ret hurtigt klar over, at psykiatrien var noget for mig. Da jeg kom ud i psykiatrien, fandt jeg ud af med det samme, at det helt sikkert var det, jeg skulle. Jeg syntes, det var fantastisk, hvor forskellige mennesker der var repræsenteret i psykiatrien. Hvor mange ressourcer der egentlig kunne mobiliseres hos nogle af de her mennesker. De kunne komme ind og være helt modløse og tænke, at det hele bare var lige meget. Men ved, at man havde fokus på relationsarbejdet og på alt, hvad de bragte med sig, så kunne man mobilisere nogle ressourcer, som de måske slet ikke selv havde øje på. Det, syntes jeg, var en enormt spændende måde at arbejde som sygeplejerske, fordi det var en anderledes måde at arbejde på,” siger hun.

Presset til desperation

Ved sin sidste klinikperiode under uddannelsen søgte Vibeke Kline Lange Frost igen mod psykiatrien, og da hun blev færdig, blev hun ansat på en lukket psykiatrisk afdeling. Både under uddannelsen og siden som færdig sygeplejerske har Vibeke Kline Lange Frost været bredt rundt i den danske hospitalspsykiatri lige fra den lukkede afdeling for voksne til børne-og ungdomspsykiatrien. Dermed har hun også mærket en psykiatri, der ifølge Vibeke Kline Lange Frost langsomt har mistet flere og flere ressourcer. Særligt voksenpsykiatrien er skåret helt ind til benet, mener hun.

”Som jeg ser det, har man presset patienterne helt derud, hvor de nogle gange blive desperate. Jeg kan konkret huske rigtig mange scenarier, hvor der har været patienter, som har skullet udskrives fredag i dagvagten, og så har man haft det, der i daglig tale blev kaldt prikkerunde. Så satte man prikker på tavlen alt efter hvem, der var de bedste af de dårligste patienter. De kunne så blive udskrevet til et ambulant tilbud eller eget hjem. Her var der nogen, der lige efter udskrivelse gik direkte ned og henvendte sig i akutmodtagelsen,” siger Vibeke Kline Lange Frost og fortsætter:

”De var jo ikke færdigbehandlet, og så kunne man risikere, at de blev så desperate, at de kom til at udøve vold mod personalet. Ikke fordi de var onde mennesker eller havde onde intentioner, men simpelthen fordi de blev så desperate. Man kan jo også se nu, at retspsykiatrien er vokset markant, og det tænker jeg godt kan være et udtryk for, at man udskriver patienter, der ikke er færdigbehandlet. Fordi der er så mange patienter, som ikke bliver færdigbehandlet i systemet, og som ikke får den hjælp, de skal have, og som så kommer til at gøre noget, så de havner i kriminalitet.”

Psykiatrien skal gentænkes

På trods af, at Vibeke Kline Lange Frost med egne ord ”ikke er færdig med at arbejde i psykiatrien” valgte hun i 2019 at forlade psykiatrien.

”Det var helt klart nogle ting i mit arbejdsliv, der gjorde, at jeg havde svært ved at se, hvordan jeg kunne stå inde for den behandlingsramme, der var. Jeg var ansat i børne- og ungepsykiatrien og arbejdede særligt med unge med spiseforstyrrelser. Min oplevelse var, at behandlingen af spiseforstyrrelser mere var fokuseret på, hvad barnet eller den unge spiste end på mennesket bagved og årsagen til deres spiseforstyrrelse. Og så kommer vi til at se på mennesker gennem den diagnose, som de har fået tildelt. Hvis det så er en spiseforstyrrelse, som de har fået tildelt, så kommer den til at fylde uforbeholdent meget i behandlingen. Og det kunne jeg godt tænke mig at udfordre,” siger Vibeke Kline Lange Frost, der derfor valgte at læse videre.

”Jeg følte, at jeg havde brug for at blive klogere på nogle ting for mere konkret at kunne sige, hvad man kunne gøre bedre og samtidig få mere teoretisk ballast til at forstå nogle problematikker bedre, så jeg kunne være med til at udvikle praksis. Derfor tog jeg en kandidat i pædagogisk psykologi, som netop har meget fokus på udviklingsprocesser i mennesket og særligt på børn og unge. Men det var ikke sådan, at jeg tænkte, at jeg aldrig nogensinde skulle arbejde i psykiatrien igen. Der er så mange specialer, jeg stadig drømmer om at arbejde indenfor,” siger hun.

I dag underviser Vibeke Kline Lange Frost på sygeplejerskeuddannelsen og særligt i psykiatrisk sygepleje. Men selvom hun ikke længere er ansat i psykiatrien, så har hun stadig skarpe holdninger til psykiatrien, og særligt måden systemet møder brugerne i psykiatrien.

”Vi skal være modige og gentænke systemet. Vende det lidt på hovedet, sådan så det ikke er diagnoserne, der er pejlemærke eller rettesnor for, hvad vi skal gøre. I stedet skal det være det enkelte menneske, og hvad det bringer med sig, der bliver rettesnoren. Jeg har oplevet nogle gange, at der er en tendens til, at man tænker ’okay, hvad er det så for en diagnose, personen har?’ Og så bliver de set i lyset af deres diagnose,” siger Vibeke Kline Lange Frost, der mener, psykiatrien har brug for at udfordre sig selv.

”Jeg synes, at det kunne være forfriskende, hvis vi udfordrede systemet til at tænke helt modsat. Så vi tænker på, hvad det her menneske har med sig og på den måde er opmærksomme på at hjælpe med enten at minimere disse ting eller fremelske nogle af disse ting. Så man vender magtforholdet om, så det bliver patienten, der endnu mere end de sundhedsprofessionelle har definitionsmagten. Vi skal tænke tingene lidt modsat for at få øje på noget, som vi slet ikke har fået øje på, og som kunne være en rigtig god idé at gøre noget mere af.”

Vibeke Kline Lange Frost er enig med mange stemmer i psykiatridebatten om, at psykiatrien skal have tilført flere ressourcer, men hun ser debatten om kulturen i psykiatrien som mindst lige så vigtig.

”Hvis man kun tænker, at psykiatrien skal have tilført flere økonomiske ressourcer, så overser man noget rigtig vigtigt. Hvis vi bare giver penge til at gøre mere af det samme, og det måske i virkeligheden ville være smartere at gøre tingene en anden og bedre måde for de mennesker, der er brugere af systemet, så syntes jeg, at det er en falliterklæring,” siger Vibeke Kline Lange Frost og fortsætter:

”Vi skal stille spørgsmålet: ”Vil vi gerne have mere af den samme slags psykiatri, som vi har nu?” Eller kunne vi godt tænke os at gøre den psykiatri, vi har nu, endnu bedre for dem, der faktisk er brugere af psykiatrien? Det er en debat, jeg synes er rigtig. Hvad er det, man gerne vil have mere af? Der kunne det være forfriskende, hvis vi havde en debat om, om der er nogle ting, vi faktisk gerne vil have fjernet og gøre noget andet i stedet for.”

Aktivist for personale og brugere

For Vibeke Kline Lange Frost er det at debattere og tegne holdninger skarpt op ikke nyt. Hun har gennem længere tid været en aktiv stemme i både debatten om psykiatrien, og hun er i flere medier tidligere blevet omtalt som aktivist. Blandt andet i forbindelse med debatten om sygeplejerskernes løn og arbejdsforhold. Selv er hun ikke bange for at tage prædikatet som aktivist på sig.

”Jeg har ikke noget imod at blive omtalt som aktivist. Jeg håber, at jeg ved at sige nogle ting højt kan være med til at bane vejen for, at der er nogen andre, der kan føle, at det er legitimt at sige nogle af de her ting højt. Jeg har mødt kolleger, som har været frustrerede over ting og forhold i psykiatrien og som har været bekymrede for at udtale sig offentligt af frygt for repressalier eller helt konkret i forhold til at være blevet blacklistet og ikke kunne tage vagter i for eksempel Region Hovedstadens Psykiatri. Det har jeg også en god ven, som har oplevet. Så jeg synes, at det er med rette, at der er den frygt, fordi der er nogle, der har oplevet de her ting. Men det er noget, jeg egentlig rigtig gerne vil gøre op med, og det kan man godt sige er aktivistisk,” siger Vibeke Kline Lange Frost.

Hun ser det som en del af jobbet som underviser på Københavns Professionshøjskole at deltage i debatten om både fagets og psykiatriens udvikling.

”Jeg ser det som en del af mit arbejde hele tiden at stille mig kritisk over for praksis. Det er en del af det at udvikle sygeplejen at hele tiden have øje på, om der noget, vi skal være opmærksomme på, og om der er noget, vi kan gøre endnu bedre. Der er så mange steder i sundhedsvæsenet, som er så pressede, at man slet ikke kan nå at have sådanne refleksioner, fordi der er fuld fokus på at løse de daglige opgaver. Noget helt simpelt som at sætte sig ned og læse en tekst, man har fået på et kursus, kan være uoverkommeligt, fordi hverdagen ligesom bare kører af sted. Og når man er på arbejde, så har man bestemt ikke tid til at sætte sig ned og læse en tekst,” Vibeke Kline Lange Frost, der ser sin aktive stemme i debatten som både personalets og brugernes.

”Min stemme er forhåbentlig en stemme, hvor jeg gennem de forskellige ting, jeg forsøger at italesætte, kan gøre en forskel. Ikke kun for personalet, men også for patienterne. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi udfordrer de rammer, for ellers så rykker vi os ikke, og så kommer vi ikke til at gøre noget nyt og anderledes og måske endda bedre. For både de brugerne og de ansatte.”