Psykolog misforstod de unge med autisme, hun mødte i rusmiddelbehandlingen. Så gik hun nye veje i behandlingen

”Når jeg kigger tilbage til, da jeg startede mit arbejdsliv, kan jeg se, at jeg og mine kolleger alt for tit ikke forstod de mennesker med autisme, vi mødte. I en forrået tankegang mente vi, at de ikke var motiverede for at blive clean. Derfor opgav vi og udskrev dem. Eller de droppede selv ud af behandlingen uden at være blevet hjulpet. Det er tragisk, fordi det handlede om, at vi ikke kunne genkende de måder, autistiske træk viser sig på. Vi vidste ikke, hvordan vi kunne tilpasse behandlingen til dem. Det er ti år siden, og det sker desværre stadig,” siger psykolog Louise Friborg Andersen, der i dag er konsulent i Autismefokus, Region Midtjyllands Specialområde Autisme.

Hun har selv tidligere arbejdet som rusmiddelbehandler og tager derfor afsæt i sine egne erfaringer, når hun underviser medarbejdere i rusmiddelscentre, kommuner og psykiatri i at blive bedre til at hjælpe mennesker med autisme.

Louise Friborg Andersen peger på, at unge med autisme udgør en stor gruppe i rusmiddelbehandlingen:

”Amerikanske tal viser, at 20-25 procent af dem, der søger hjælp i rusmiddelbehandling, har autisme eller autistiske træk. De tal flugter med erfaringerne fra praksis herhjemme, selvom langt fra alle i denne gruppe er diagnosticerede. Men som det er i dag, er hjælpesystemerne ikke gearet til at møde mennesker med autisme ordentligt. Det er vi nødt til at få rettet på, for de skal have samme mulighed for at få hjælp som alle andre. Alt for mange af dem dør for tidligt, fordi systemerne er så svære at være i for dem,” siger hun.

Hverken uddannelse, forskning eller praksis har blik for den betydning, autisme kan have for dels at udvikle et misbrug af rusmidler, dels for at komme ud af det igen, fortæller Louise Friborg Andersen. Hun tager et eksempel fra sit eget arbejdsliv:

”Som nyuddannet psykolog havde jeg ikke lært noget om autisme i relation til misbrug. Men ligesom andre af mine kolleger blev jeg træt af nogle af de borgere, som for os ikke virkede modtagelige overfor behandling, og som var kommet på rusmiddelcentret i årevis. Jeg havde fx en ung mand, som var fåmælt, svarede med enstavelsesord, og altid sagde ’det ved jeg ikke’, når jeg spurgte til hans håb og drømme. Vi kom ingen vegne! Havde jeg nu forstået, hvad der var på spil, nemlig at han ligesom mange andre med autistisk tænkning havde svært ved at forestille sig noget, der ikke er sket endnu, så kunne jeg have holdt op med at stille ham så store, åbne spørgsmål. Åbne spørgsmål bruger vi i det, vi kalder den motiverende samtale i rusmiddelbehandlingen, men mange med autisme har svært ved åbne spørgsmål, især hvis de ikke kender den, de taler med. Folk med autisme har ofte svært ved at mentalisere, dvs. gætte sig til, hvad vi mener, når vi spørger så åbent og upræcist.”

Louise Friborg Andersen blev frustreret, husker hun:

”Jeg tænkte: Hvorfor spilder du min tid? – jeg kunne have talt med en anden borger nu, som faktisk kan bruge behandlingen til noget! Han kunne også udeblive i to måneder og sagde ikke undskyld, når han kom igen. Han virkede simpelthen irriterende på mig.”

Bedre spørgsmål giver bedre svar

Til sidst lykkedes det hende dog at komme igennem til den unge mand. Det skete med et spørgsmål, som egentlig bundede i hendes egen frustration over det, hun opfattede som hans ligegyldighed:

”Jeg spurgte ham: Hvorfor kommer du egentlig her? Og så sagde han: Jeg vil gerne have hjælp. Da jeg spurgte: ’Hvad er det helt præcist, du gerne vil have hjælp til?’, svarede han: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal trappe ned.”

”Jeg troede, at det handlede om, hvordan han skulle håndtere trang. Men nej, han ville helt konkret vide: Hvis han røg tre joints i dag, hvor mange kunne han så ryge i morgen? Så kunne jeg sige: Hvis du bare fjerner 0,1 gram fra din joint i morgen, vil du ikke kunne mærke, at du trapper ned, og så kan du gradvist fjerne mere hver dag. Da det blev så konkret, og vi droppede at tale om motivation og følelser, begyndte behandlingen at virke. Han gjorde endelig fremskridt,” siger hun.

”Vi fandt også ud, af at han fik ro på kroppen, når han sad og rullede en joint. Det var vigtigere for ham end rent faktisk at ryge den. Det viste sig, at hvis han bare gik over til at rulle smøger uden at ryge sig skæv hele tiden, fik han samme effekt,” fortæller hun og smiler lidt af, hvor enkelt det pludselig blev at hjælpe ham.

”I dag kan jeg se, at det at rulle en cigaret for ham handlede om at få nogen sensoriske stimuli, som var rare og beroligende. Mange med autisme har en anderledes sansning, og bestemte sanseindtryk kan være meget behagelige – eller ubehagelige – for dem. Havde jeg nu vidst noget om autisme, kunne vi have undgået at sidde og være frustrerede i hver vores stol i behandlingsrummet i halvandet år. Og han kunne have undgået et hashmisbrug, som gav ham en masse andre problemer. Senere fik han en autismediagnose, men havde jeg mødt ham i dag, havde jeg ikke været i tvivl. For det var meget tydeligt, at han havde autisme, hvis jeg bare havde haft blik for det,” siger hun.

Manglende forståelse skaber håbløshed

Louise Friborg Andersen tilføjer en anden vigtig omstændighed ved netop denne unge mands forløb:

”Han var så heldig, at han havde en mor, som blev ved med at sende ham tilbage til behandling. Hvis det var mig, der var blevet så misforstået og læst så forkert i så mange år af de professionelle, der skulle hjælpe mig, havde jeg ikke holdt ud så længe. Så havde jeg nok sagt: ’Det her hjælper mig ikke, farvel og tak.’”

”Mange borgere som ham dropper ud, fordi de ikke bliver hjulpet. Eller de bliver udskrevet af behandlerne – bare for at blive indskrevet igen et par måneder efter. Vi er alt for hurtige til at konkludere, at de mislykkede behandlingsforløb skyldes manglende motivation hos borgeren. Men i virkeligheden kan det handle om, at vi ikke forstår, at borgeren har autisme og derfor ikke reagerer på de måder, vi forventer. Vi fejllæser ganske enkelt de mennesker, vi skal hjælpe,” siger hun.

”Vi er nødt til at huske, at det ikke er gratis at blive udskrevet eller droppe ud af behandling. Hver eneste gang, det sker, tænker man: Det her virker heller ikke. Her kunne jeg heller ikke få hjælp. Man mister håb om, nogensinde at komme ud af misbruget og få et godt liv. Derfor er det så vigtigt, at vi bliver bedre til at ramme rigtigt, når vi møder de her mennesker,” siger Louise Friborg Andersen.

Kommunikation skal gøres konkret

Skal det ske, er der brug for mere viden og kompetenceudvikling. Ikke kun i misbrugsbehandlingen, men også i kommunerne og i psykiatrien, mener hun:

”Først og fremmest skal behandlere vide noget om autisme, så vi kan genkende autistiske træk, når vi ser dem. Og så skal vi vide, hvordan vi kommunikerer, så vi ikke misforstår vores klienter.”

”Folk med autisme har ofte gavn af forudsigelighed, tydelige rammer og gennemsigtighed i kommunikationen. Det hjælper dem, at vi professionelle gør de uskrevne regler synlige. Fx ville det være godt, hvis vi før første samtale på rusmiddelcentret sendte den unge et brev eller en mail, der konkret fortalte, hvad der sker, når han eller hun skal ind til et behandlingsforløb: Hvem møder man, hvor skal man være, hvor længe varer mødet, hvad forventes der af en, og hvem afslutter mødet. En slags manuskript til, hvad der kommer til at ske. Når den unge ved, hvilke spørgsmål der vil blive stillet, kan han eller hun tænke over dem på forhånd og forberede svar. Alt det, der sker i et behandlingsforløb, skal kommunikeres enkelt og konkret,” siger hun.

Samme tydelige kommunikationsstil bør behandlerne bruge i samtalerne med de unge.

”Som behandler skal man fx ikke spørge: ’Hvad motiverer dig til at komme?’ Men i stedet sige: ’Her på rusmiddelcentret har vi forskellige behandlingstilbud, fx X, Y og Z. Hvilket vil du vælge, at vi afprøver først?’ Behandlerne skal vide, at mennesker med autisme har svært ved at mentalisere. Det betyder fx, at de kan have svært at forestille sig, præcist hvad der sker i et behandlingsforløb. Det kan også betyde, at de oplever andre mennesker som uforudsigelige. Derfor er der et stort behov for, at der er faste, genkendelige rammer. Det skaber tryghed, og det er et vigtigt fundament for at behandlingen kan virke.”

Desuden skal behandlere fx også være opmærksomme på, at autisters kommunikationsstil kan være præget af det, der kaldes ’detaljefokuseret informationsbearbejdning’.

”Det kan nemt gå skævt i kommunikationen, hvor man som behandler kan få spændende teorier om, at klienten ikke hører efter – eller måske endda er psykotisk. Jeg havde fx en ung kvinde i behandling, som var meget glad for køer. Da jeg på et tidspunkt opfordrede hende til at gå i gang med en opgave, sagde jeg: ’Ja, gør det – kør!’ Hun svarede: ’Hvorhenne?’ fordi hun hæftede sig ved det ene ord ’kør’, der jo på jysk godt kan lyde som flertalsformen af ko,” siger Louise Friborg Andersen med et skævt grin.

Sig det med billeder

I dag bruger hun en slags ’tegneseriemetode’, hvor hun tegner små blyantsmennesker og talebobler på papir eller på en tavle i behandlingslokalet for at illustrere sine budskaber, når hun arbejder med personer med autisme.

”Jeg bliver forstået meget bedre, når jeg tegner mine pointer for dem. Autisme giver en anderledes måde at kommunikere sprogligt på, som ofte skaber misforståelser mellem autister og neurotypikere (mennesker uden autisme, red.). Når man kommunikerer visuelt, kan det sproglige blive mere tydeligt og konkret. Det tager tempoet ud af samtalen og giver tid til at tænke. Autistiske mennesker er ofte også højt begavede visuelt. Så som behandler spiller man ind på en bane, hvor de unge ofte er stærkere, end man selv er. Jeg har mange gode grin med dem, jeg taler med, som er ekstremt dygtige til at tegne – og så kommer jeg her med mine tændstikmænd. Det er en god måde at danne en ligeværdig relation på,” siger hun.

Sammen med sine kolleger i Region Midtjyllands Specialområde Autisme har hun derfor udviklet et specialdesignet visuelt materiale med grafiske plancher, brochurer og oversigtsbilleder, som kan bruges til at understøtte rusmiddelbehandlingen. Hun opfordrer også til, at rusmiddelcentrene viser fotos af lokaler og behandlere på deres webside og i indkaldelsesbreve til borgere.

”Enkel, visuel kommunikation er supereffektiv – både for mennesker med autisme og for alle andre. Så det er faktisk en win-win at gøre behandlingen mere autismevenlig,” konstaterer hun.

At gøre behandlingen autismevenlig handler også om de fysiske rammer, understreger hun. Personer med autisme er ofte mere følsomme for lys, lyd og andre sensoriske stimuli end andre, og bliver derfor mere stressede af urolige og støjende omgivelser:

”Er venteværelset overfyldt og larmende? Er behandlingslokalet behageligt at være i, eller er der fx lysstofrør i loftet, støjende udsugningssystem eller et tikkende ur? Jeg er klar over, at gode rammer også er et spørgsmål om økonomi. Men noget af det, vi kan gøre, kræver faktisk ikke store beløb. Og rolige, behagelige rammer gør, at angstniveauet daler, så borgeren føler mindre pres over at være på behandlingscentret. Det giver et bedre udgangspunkt for en virksom behandling,” siger hun.

Kompetenceudvikling og samarbejde på tværs

Hvis gruppen af unge med autisme og misbrug skal hjælpes bedre, er det ikke kun misbrugsbehandlingen, der skal opkvalificeres. Også medarbejdere i fx autismetilbuddene skal klædes bedre på til at arbejde med misbrug, mener Louise Friborg Andersen:

”Der kan være en vis berøringsangst i autismetilbuddene over for at gribe ind, når unge misbruger rusmidler. Det betyder, at de unge overlades til sig selv og fx bliver smidt ud af deres bosted, hvis de har et misbrug. Ofte skyldes det, at botilbuddene mangler ressourcer til at håndtere komplekse problemstillinger som misbrug, men desværre er det de unge, der taber i den tværsektorielle stoleleg, sådan som systemet er indrettet i dag,” siger hun.

At udbrede viden om denne særligt udsatte gruppe unge i både autismesektor, psykiatri og misbrugsbehandling er en af hovedanbefalingerne i en aktuel rapport om unge med autisme og rusmiddelmisbrug. Rapporten er udgivet af Metodecentret i samarbejde med UngeAlliancen, og støttet af Helsefonden. Den følges op af et kompetenceforløb for fagprofessionelle, hvor Louise Friborg Andersen er blandt underviserne. Hun ser indsatsen for kompetenceudvikling som et vigtigt skridt i den rigtige retning:

”Alle undersøgelser viser, at det gør en stor positiv forskel, når hjælpesystemerne taler sammen, og indsatsen overfor de unge bliver helhedsorienteret. Derfor er det så vigtigt at dele og opkvalificere viden om den her gruppe på tværs af sektorerne.”

Lyt til de unge og deres pårørende

Men det er ikke nok at få viden ud, påpeger Louise Friborg Andersen:

”Vi skal også have viden ind. Og her skal vi spørge de autistiske borgere selv til råds. De er meget klogere end os på de her ting. De kan fx fortælle os, hvad der virker, og hvad der ikke virker i behandlingen,” siger hun, der har interviewet borgere i regionens autismetilbud om netop det.

”De fortalte bl.a., at noget af det vigtigste for en vellykket behandling er, at vi professionelle forstår, at autisme ikke er noget, du kan male med en bred pensel og sige: Sådan ser alle med autisme ud. Som behandlere skal vi være bedre til at tilpasse os den person, vi sidder overfor. Være nysgerrige over for, hvem de er som mennesker. Og være oprigtigt interesserede i at forstå, hvilken funktion rusen har for dem.”

For rusen kan have en helt anden funktion end den, behandleren antager, understreger hun.

”Jeg havde fx en ung mand, som fortalte, at han røg hash hver dag, før han gik hen på gymnasiet. Jeg antog, at hashen hjalp ham med det sociale. Men nej, det handlede om, at han kun kunne holde larmen i kantinen ud, når han var skæv. Han afholdt sig også fra fx at søge praktik, fordi han ikke kunne klare støj. Jeg spurgte, om han havde prøvet støjafvisende ørepropper, men det havde han ikke. Han var normalt begavet, men den idégenererende funktion er tit påvirket hos personer med autisme, og han havde ikke fået idéen selv. Det viser bare, at det er vigtigt at blive ved med at spørge ind, også selvom noget virker indlysende for behandleren. For den autistiske hjerne fungerer forskelligt fra den ikkeautistiske hjerne. Vi har to forskellige typer hjerner, som skal lære at snakke sammen.”

Behandlerne skal ikke kun blive bedre til at lytte til de unge, men også til deres pårørende, fremgår det af rapporten om unge med autisme og misbrug. Og Louise Friborg Andersen er helt enig:

”De pårørende er en vigtig kilde til viden om de unge, som desværre tit affejes i hjælpesystemerne. Ofte møder vi forældrene – typisk mødrene – med en holdning om, at de er for pylrede eller skal give slip på en usund symbiose med deres barn. Men min erfaring er faktisk, at mødrene næsten altid har ret. Hvis moren er pylret, er det ofte, fordi hun har erfaret på den hårde måde, at det kan gå galt, hvis hun ikke er det.”

”Vi behandlere skal i langt højere grad tage de pårørendes viden og erfaring for gode varer og lytte til dem. Hvis forældrene larmer og ikke vil give slip, er det, fordi der ikke er nok indsats og støtte. Eller fordi forældrene ikke har indblik i, hvad der er sat i gang for at hjælpe deres barn. At få forældrene tættere på og øge gennemsigtigheden i, hvad man gør for at hjælpe den unge, kan også få forældrene til at turde at slippe lidt mere. Du holder ikke dit barn ud over afgrunden og slipper, hvis du ikke er sikker på, at der står nogen og griber. Først når alle taler sammen i et ægte, støttende netværk omkring den unge – pårørende, bosted, rusmiddelbehandling, uddannelse/jobindsats, psykiatri – virker det. Og så begynder den unge at få det bedre.”