Sammenbrud i anbringelsen er et brud på barnets nære relationer. Prisen er høj for barnet

Indlægget er skrevet af psykolog og Ph.d. Ida Skytte Jakobsen, UCL, psykolog og centerchef, Anne Linder, Dansk Center for ICDP, psykolog, Ph.D og lektor, Frans Ørsted Andersen, Aarhus Universitet og adm. direktør, Heidi Søndergaard, Opholdsstedet Frejas Have

Gennem mange år har forskere diskuteret de grundlæggende forudsætninger for, at børn kan udvikle sig til livsduelige voksne. Og uanset om det er studier af hjernens udvikling, samspillet med den primære omsorgsgiver eller de grupper, børn vokser op i, peger alle resultater på kvaliteten af børns nære og tætte relationer som den vigtigste. Jo flere skift, der er blandt tilknytningspersonerne i barnets liv, jo større er risikoen for, at barnet udvikler utryg tilknytning og traumatiske tabsreaktioner.

Børn og unge, der flytter fra deres plejefamilie eller opholdssted, oplever et relationelt brud til sine plejeforældre eller andre professionelle voksne; det kan være en pædagog eller en klasselærer, men de relationelle brud er langt mere omfattende. For samtidig afsluttes forholdet til fx fodboldtræneren og de kammeratskabsrelationer, der er opbygget til plejesøskende, skolen og i fritidsaktiviteten.

Tillid til os selv skabes i vores samspil med andre

Når en anbringelse bryder sammen, og betyder ”flytning” er der risiko for, at barnet kommer bagud på point på en række betydningsfulde livsområder, da udvikling, trivsel og læring i høj grad er afhængig af kvaliteten af de relationelle forhold, som skaber det gode liv. Alt for mange børn og unge oplever relationsbrud, når samfundet har overtaget omsorgsopgaven. Og det betyder, at vi som samfund potentielt bidrager til flere relationelle svigt – i tillæg til de oprindelige svigt, der forårsagede anbringelsen. Og det er alvorligt. For opbygning af livsduelighed og resiliens kræver gode relationelle erfaringer fra betydningsfulde andre. Resiliens betyder mulighed for at klare sig godt på trods. Hvert sammenbrud og flytning betyder, at barnet skal finde de nødvendige ressourcer til at starte forfra med at reetablere bæredygtige relationer til nye voksne, men også til kammerater og finde sig til rette i nye sociale fællesskaber omkring fx. fritidsaktiviteter. Ethvert relationsbrud svækker barnets mulighed for resiliens, fordi relationsbrud er med til at reducere barnets grundlæggende tillid andre, men også til sig selv. For vores tillid til os selv skabes i vores samspil med andre.

Årsagerne til de mange relationsbrud for de børn, som samfundet har overtaget omsorgsopgaven for, er komplekse. Der er en bred vifte af forklaringer, lige fra mange skift i sagsbehandlerne, professionelle, der overvældes af børns adfærdsproblemer, til et dårligt match mellem barnets behov og anbringelsesstedets kompetencer. Sammenbrudsrisikoen er både forbundet med institutionskarakteristika, børnekarakteristika og forløbskarakteristika.

Omfattende og komplekse behov

Tidligere antog både lægmand og forskere, at den primære årsag til sammenbruddet udsprang af nogle personbårne karakteristika knyttet specifikt og individuelt til børn og unge – og man så helt væk fra den forklaring, at årsagen til sammenbruddet udsprang af faktorer, der lå uden for barnet.  

Når vi som samfund vælger at anbringe et barn udenfor hjemmet, overtager vi det primære ansvar for barnets omsorg, læring og trivsel. Tanken er, at vi tilbyder dem et nyt opvækstmiljø med tilbud om nære og stabile relationer til ressourcestærke voksne. Næsten 70 procent af de børn og unge, der anbringes uden for hjemmet, har oplevet omsorgssvigt fra deres primære voksne, og langt de fleste af børnene og de unge har udviklet omfattende og komplekse behov. Næsten alle af de anbragte børn og unge har særlige behov relateret til deres følelsesmæssige udvikling, og disse er ofte relateret til adfærdsmæssige og relationelle problematikker. Det stiller store krav til, at de professionelle sikrer stabile og trygge rammer over tid, samt at der skabes rammer, der fremmer børns tilknytning, mentale trivsel og livsudvikling.  

Hvis vi i fremtiden skal reducere relationsbruddene i anbringelsessagerne, anbefaler vi blandt andet,

• At man styrker, at vi har et sprog om relationer – relationssproget – som vi kan bruge i samarbejdet mellem børn, familier og professionelle for at forstå betydningen af meningsfulde relationer – og at der sættes fokus på brudbekæmpelse
• Systematisk vidensopsamling efter hvert relationsbrud
• At professionelle har adgang til supervision, uddannelse og efteruddannelse, hvor læring kan foregå optimalt
• At man laver uddannelses- og kursusprogrammer med fokus på et fælles relationssprog for alle, der arbejder med at sikre kontinuiteten i anbringelsessagerne

Behov for fælles fagsprog om relationsbrud

Anbefalingerne skal ikke forstås som endnu en byrde, som professionelle i et accelererende travlt samfund skal pålægge sig selv. Således skaber de først værdi, når de bliver til dialoger om realistiske tiltag om en fælles retning til gavn for børn og unges trivsel. Vi vil som forfattere af denne artikel tage et skridt til en fælles dialog om, hvordan professionelle aktører på børne- og ungeområdet skaber en fælles viden om betydningen af relationer og mulighed for resiliens. Vi har som samfund et ansvar for at reducere relationsbruddene for børn og unge, hvor vi som samfund har det primær omsorgsansvar. Og det kræver som udgangspunkt, at vi har et fælles fagsprog for anbringelsens relationelle forhold. Derfor anbefaler vi – for at starte et sted – at man italesætter sammenbrud i anbringelsen som relationsbrud, og at vi stiller nogle minimumskrav om at anvende et fælles mål om at nedbringe de mange relationsbrud. Det skal vi gøre ud fra den teori- og evidensbaserede forskning, vi har, der sigter mod at øge kvaliteten af samspillet mellem professionelle og anbragte børn og deres familier.

Forfatterne er sammen med andre professionelle aktører ved at etablere et netværk, der har fokus på at reducere antallet af relationsbrud i anbringelsessagerne.