Sansemættet pædagogik er nøglen til omsorg: Forsker vil skabe et sprog for effekten af pædagogisk nærvær

Forsker i pædagogik Thomas Gitz-Johansen har de seneste år oplevet en voksende længsel efter sanselighed og æstetik i det pædagogiske arbejde. Stadigt oftere nævner pædagogerne, han interviewer i sin forskning, at de mangler tid til at fordybe sig i kreative projekter, historiefortælling, teater, musik og kreative værksteder. Pædagogerne fortæller, at de længes efter de nærværende rum af ro med børnene, der opstår, når man fordyber sig i at skabe noget i fællesskab.

I forskningsprojektet Eventyr og emotionel udvikling har han undersøgt den pædagogiske omsorgsværdi af at dyrke sanselighed og æstetik i det pædagogiske arbejde og forsøgt at skabe et sprog for den længsel, han mødte ude i praksis.

I sine forskningsinterviews med pædagoger, tegnede sig også et tydeligt mønster af, hvad der står i vejen for fordybelse i det kreative: Stigende krav om evaluering, stringente læreplaner, krav om dokumentation og konstante online-opdateringer om dagens gang til forældre. Mens temaet ’Kulturelle udtryksformer og værdier’ er rykket ned på en sjetteplads på listen over temaer, som de pædagogiske læreplaner skal prioritere.

Når nutidens pædagoger længes efter ’de gode gamle dage’, er det i høj grad det rum til omsorg og nærvær, der naturligt følger med fordybelse og kreativ skaben, de savner.

”De fleste har nok oplevet, hvordan en god og spændende fortælling, et medrivende teaterstykke eller en leg i et kreativt værksted kan vække følelser og skabe et rum af nærvær og selvforglemmelse. Det er blandt andet det, de reformpædagogiske aktiviteter gjorde en dyd ud af at dyrke og bruge til at understøtte børns udvikling,” forklarer Thomas Gitz-Johansen, forsker i pædagogik ved Center for Daginstitutionsforskning på Roskilde Universitet.

Et sprog for sanselig viden

Problemet er, at vi med tiden er kommet til at skylle de reformpædagogiske aktiviteter ud med badevandet i politikernes iver efter at evaluere og optimere, professionalisere og indføre læringsplaner, mener Thomas Gitz-Johansen.

Forårets optag demonstrerede historisk lav tilslutning til pædagogfaget, flere pædagoger har blandt andet her på Socialt Indblik luftet deres savn og længsel efter mere plads til de gode gamle reformpædagogiske dyder – såsom kreativitet, sang, musik, teater, friluftsliv og frihed til at forfølge børnenes indfald. Det er netop denne længsel, der fik Thomas Gitz-Johansen til at undersøge, om han kunne skabe et sprog for, hvorfor sanselighed er vigtigt i det pædagogiske omsorgsarbejde.

”Når vi måler kvalitet, sker det ofte, at det bliver det, vi kan måle og veje, der bliver målet. Men hvordan måler man sanseligt nærvær, omsorg, det æstetisk kreative? Det har vi svært ved, og det er fatalt, når vi ved, at følelser og stemninger er det vigtigste for et barns udvikling de første tre år,” siger han.

Det var baggrunden for, at han satte sig for at observere og beskrive de følelser og stemninger, der opstår i det pædagogiske rum, når pædagoger lader sanselige fortællinger danne ramme for dagligdagen.

”Jeg ville undersøge, hvordan arbejdet med eventyr, sang og teater kan være med til at skabe harmoniske mennesker i harmoniske samfund,” forklarer han.

Da Thomas Gitz-Johansen gik i gang med den indledende research til forskningsprojektet, var der ikke meget at hente. Det var stærkt sparsomt med artikler, der beskrev betydningen af kreativitet og sanselighed i det pædagogiske omsorgsarbejde i de sidste 15-20 år.

Tilbage til børns naturlige behov

Han måtte tilbage til reformpædagogikken – det nybrud i pædagogikken, der i slutningen af 1800-tallet gjorde op med autoritære undervisningsformer – for at finde stærke argumenter for, at kreativ og sanselig udfoldelse er afgørende for børns udvikling.

Reformpædagogikkens kerne var netop at tage udgangspunkt i børnenes såkaldte naturlige behov – og lyst til at udvikle sig og lære gennem musik, teater, leg, værkstedspædagogik og anden kreativ udfoldelse. Kortlægningen tydeliggjorde, hvor milevidt vi de seneste årtier har bevæget os væk fra pædagogikkens grundlæggende udgangspunkt – dengang talte man ikke om læring, men om udvikling.  

Det er netop de seneste 30 års ensporede fokus på læring, der har trængt de æstetisk kreative udfoldelser, friheden og sanseligheden i baggrunden, viser forskningsprojektet.

Undervejs stødte Thomas Gitz-Johansen på forfatteren Bruno Bettelheim – en østrigskfødt amerikansk psykolog, underviser og kritisk tænker, der med værket ”Eventyrets fortryllelse” søgte at undersøge eventyrets fortryllende psykologiske effekter. I tobindsværket udfolder han argumentet, at eventyr og fortællinger er et solidt rum for at skabe en samtale og et rum, hvor børn kan spejle deres egne følelser og tale om dem med voksne og andre børn.

”Problemet er bare, at det ikke er forskning. Her var ingen beviser at hente, kun ren spekulation,” forklarer Thomas Gitz-Johansen.

Det fælles rum for følelser

Med målet at skabe håndfaste forskningsmæssige beviser gav han sig i kast med en række observationsstudier.

”Hvis vi vil tydeliggøre, hvordan fortællinger og dramaturgi hjælper børn til at regulere stemninger og følelser, må vi studere børnenes reaktioner forud for, under og efter forestillingen eller fortællingen,” forklarer han.

Forskningsobservationerne lavede han i kulturhuset Klaverfabrikken i Hillerød, hvor en række tidligere daginstitutionsledere var gået sammen om at lave teaterfortællinger til daginstitutioner, som ønskede at integrere teater og fortællinger i hverdagen.

Jytte Hare er en af de pensionerede børnehaveledere, der driver det dramaturgiske fortælleværksted i Klaverfabrikken.

”Idéen med Mutter Gribs fortælleværksted er at skabe sansemættede oplevelser for børn, som giver dem mulighed for at lege historien og udleve deres følelser på deres egne præmisser,” forklarer hun.

Værkstedet er en fortællehule i en eventyrlig teaterkulisse med huler og små huse. Her får børnene først fortalt en historie, hvorefter pædagogerne klæder sig ud som Mutter Grib og andre karakterer i historien, mens børnene selv får lov til at klæde sig og skabe deres eget eventyrteater i kulisserne, indtage fortællertronen, klæde sig ud i kostumer, lege med rekvisitter som hatte, sværd, kapper og skjold og således gennemspille forskellige udfordringer og følelser.  

Efterfølgende afslutter de forestillingen i det tilstødende værksted, hvor de maler deres oplevelse af historien, som de har oplevet den, som akvarel.

”Børnene får mulighed for at give oplevelsen udtryk og bearbejde de følelser og stemninger, de har oplevet. Den ro, der sænker sig, runder det hele af, og de får billederne med hjem,” forklarer Jytte Hare.

I sine over fyrre år som pædagog har hun oplevet, hvordan der blev stadigt mindre plads til frit at sætte rammerne for kreative værksteder i daginstitutionsarbejdet. Og da hun besluttede at stoppe som børnehaveleder for at gå på pension i 2014, var det i høj grad, fordi hun savnede det frirum til selv at sætte rammerne for det pædagogiske arbejde, dyrke fordybelsen i kreativitet og værkstedspædagogik i den daginstitution, hun ledede. 

”Vi kunne ikke længere lave daginstitution, som vi havde lyst til, fordi vi hele tiden skulle lave dokumentation og det ene EVA-, science, eller sprogprojekt efter det andet. Alt sammen velmenende projekter, men man kunne aldrig nå at gøre det ene færdigt, førend man skulle kaste sig over det andet.”

Børn erfarer gennem sanserne

Fortælleværksteder som Mutter Gribs skaber netop rum for ro og fordybelse, oplever Jytte Hare.

Det er et pædagogisk rum, hvor børnene får lov til selv at skabe rummet, uden at de voksne stiller krav til, hvordan og hvor langt de skal gå i at udfordre deres egne grænser og følelser.

”I eventyrværkstedet opstår fornemmelsen af at træde ind i et magisk rum, hvor vi er sammen i eventyrstemningen. Børnehavebørn erfarer og oplever gennem deres sanser. Når børn leger, bliver historien virkelig for dem,” forklarer Jytte Hare.

”Børnene oplever noget, der er farligt, men i et rum, hvor de kan træde ind og ud – de følelser, de har i legen, er lige så ægte som dem, de har ude i virkeligheden. Børn oplever og erkender gennem deres sanser,” siger hun.

Konklusionen på Thomas Gitz-Johansens forskningsprojekt i Klaverfabrikken er, at æstetisk virksomhed som sang eller eventyr kan virke som en slags gruppebaseret omsorg.

”Vi er vant til at tænke omsorg som én-til-én relationer, men i æstetiske aktiviteter som fx eventyrfortælling eller sang kan der skabes et fælles stemningsmæssigt og bevidsthedsmæssigt ’rum’, som børnenes bevidsthed inviteres ind i. Dette ’rum’ kan virke som en kollektiv ramme for børnenes oplevelser og følelser,” siger han og fortsætter:

”I dette fælles ’rum’ kan børnenes gennem sangen eller eventyret gennemleve en masse følelser og oplevelser, som de føler sig set og rummet i, for de voksne er jo nærværende og deltagende imens. Derfor er æstetiske aktiviteter en rigtig god ramme for børnenes følelsesmæssige erfaringsdannelse og udvikling.”

Det fælles tredjes scene

Ærindet med Mutter Gribs fortælleværksted var først og fremmest at skabe kultur sammen med børn.

”Men vi har undervejs kunne spejle os i Thomas Gitz-Johansens fortolkninger af, at fortællerummet skaber et magisk rum for gruppebaseret omsorg. Det kunne være spændende, hvis nogen gav sig til at forske dybere i gruppebaseret omsorg, og hvis vi mere generelt tænkte pædagogisk omsorgsarbejde ind i det kulturelle kreativt skabende arbejde med børn,” siger Jytte Hare.

Resultaterne af Thomas Gitz-Johansens studier i Klaverfabrikken er en mosaik af minutiøse beskrivelser af børns sanselige og følelsesmæssige reaktioner. Alle beskriver de situationer, hvor udfordrende følelser bliver hjulpet bearbejdet i den stemning i rummet, som teaterfortællingen skaber.  

For eksempel beskrivelsen af kaos og skrig i garderoben, om morgenen på vej ind til teatersalen, hvor en dreng står i hjørnet og græder, knuger sin bamse og undgår øjenkontakt. Det er et klassisk eksempel på, hvordan følelserne kan hænge udenpå tøjet under morgenens aflevering; en scene med stærke følelser fra en almindelig hverdagssituation, hvor rum for nærvær og omsorg er centralt for at lykkes med at skabe tryghed for børn.

”En pædagog begyndte at synge og ledte en del af børnene over mod teaterrummet. Så er det lige om lidt, forestillingen begynder. Og således kunne dagen begynde. Det var et tydeligt eksempel på, hvordan kreativt og sanseligt pædagogisk arbejde med historiefortælling og teater kan skabe stemninger og pædagogiske rum, hvor man kan hjælpe børn med at regulere deres følelser,” forklarer Thomas Gitz-Johansen.

Hvordan håber du, at forskningens konklusioner vil kunne fungere som pædagogernes mandat for at prioritere sanselighed og æstetik – kulturpædagogik – som arena for pædagogisk omsorg?

”Jeg kunne godt tænke mig, at der kommer mere opmærksomhed på, hvordan arbejde med eventyr, drama eller dans kan blive integreret i det pædagogiske omsorgsarbejde med børns følelsesmæssige trivsel og udvikling.”

Kreativitet tilbage på uddannelsen

Det kan både handle om, at børn får erfaringer med at udtrykke sig kunstnerisk og kreativt, men det kan også handle om, at de voksne skaber et æstetisk rum med sang, eventyr eller andet, som børnene kan opleve og være med i, vurderer Thomas Gitz-Johansen.

”Her bliver det også vigtigt, at de voksne selv har lært at arbejde med fx sang og fortælling, og at de har en bevidsthed om, hvad det æstetiske, kunstneriske og kreative betyder for børnenes udvikling. Så det æstetiske, kunstneriske og kreative bør fylde mere på pædagoguddannelsen, end det nok er tilfælde i dag,” siger Thomas Gitz-Johansen.

Også andre forskere har peget på vigtigheden af, at de æstetisk kreative fag bliver prioriteret på pædagoguddannelsen.

Forsker i barndomspædagogik ved UC Syd, Line Togsverd, er en af de forskere, der har været stærkt kritisk over, at de æstetisk kreative fag og faget pædagogik har fået stadigt mindre plads på pædagoguddannelsen. I et kritisk høringssvar til reformen af pædagoguddannelsen i 2013 pointerede hun netop, at politikerne helt havde overset, at pædagogik handler om samarbejde og relationer, der kræver mere end instrumentel og akademisk viden.

Line Togsverd har flere gange siden opfordret til at styrke pædagogfaget ved at vende tilbage til faglig fordybelse i fagets kerne; pædagogikken selv, og også i de æstetisk kreative og praktiske fag.

”De æstetisk kreative fag er en stor del af pædagogikken. De handler om en måde at sanse, fortolke og være i verden på. Ved at fjerne dem, fratager man pædagoger et vigtigt ’fælles tredje’ at mødes med børnene i, som altid har været grundlæggende som pædagogisk værktøj af høj værdi. At dyrke et kreativt fag med børn er også en vej til at vise dem, at man tør vove sig ud i at gå på scenen eller sætte sig selv på spil på anden vis. Det at lære børn at vove at miste fodfæstet. Det smitter og kan være en helt afgørende for børns mod til at sætte sig selv på spil,” siger hun.