SF-socialordfører: Vi skal sikre anbragte unge ret til efterværn og støttepersoner, de er trygge ved

Som tidligere pædagog, dagtilbudsleder og medlem af kommunalbestyrelsen for SF i Vesthimmerlands Kommune, kender Theresa Berg Andersen til anbringelser, som har haft ulykkelig udgang, når anbringelsen blev afsluttet. Når den unge skulle flytte fra plejefamilien ud i egen bolig, var hjælpen utilstrækkelig.

”Fx kan jeg huske en plejefamiliemor, der ringede til mig. Hun var dybt frustreret og følte sig magtesløs over, at den dreng, hun havde haft boende, var blevet flyttet i egen ungdomsbolig af kommunen. Fra den ene dag til den anden sad han i en helt tom bolig. Han havde hverken tøj, tallerkener, møbler eller mad. Fra at have været anbragt i en plejefamilie, skulle han finde ud af alting selv. Det var et alt for voldsomt skifte, og det endte desværre også som en trist historie,” forklarer Theresa Berg Andersen.   

Siden folketingsvalget i november, hvor hun blev stemt i Folketinget, har hun været socialordfører for SF. Den 6. februar stillede hun et skriftligt spørgsmål til socialminister Pernille Rosenkrantz Theil (S), om hvornår forhandlingerne af et styrket efterværn kan begynde. Forhandlingerne skulle have fundet sted sidste sommer, men blev udskudt på ubestemt tid, da der blev udskrevet folketingsvalg.

Ret til efterværn

Som vi her på Socialt Indblik i en række artikler har beskrevet, får kun en ud af tre tidligere anbragte unge den hjælp, som efterværnet ellers muliggør, efter at deres anbringelse er afsluttet. Og kun en ud af ti får efterværn til det 23. år, som Serviceloven åbner op for. Blandt andet fordi det er op til kommunerne at afgøre, om den unge skal have efterværn. Fordi kommunerne har vidt forskellig praksis for vurderingen af efterværn, og fordi kommunerne alt for sent går i gang med at forberede de anbragte unge på voksenlivet, der venter. Først når de unge er 17,5 år, skal kommunerne ifølge de nuværende regler i gang med at vurdere, om den unge har brug for efterværn.

På listen over, hvad Socialistisk Folkeparti ønsker lavet grundlæggende om i et nyt styrket efterværn, er retten til efterværn. Efterværn skal ikke være noget, de unge skal kæmpe for. Det skal være en rettighed, de har krav på.

”Jeg kunne godt tænke mig, at vi får skrevet ind i loven, at det skal være en rettighed. Så vi slipper for bureaukrati, og at kommunerne kan afvise. De unge skal ikke forsvare og kæmpe for deres ret til efterværn. De skal ikke være afhængige af kommunernes skøn og tigge og bede og fortælle en historie. En tidlig investering er en nytteinvestering. Vi kan simpelthen ikke være det bekendt overfor de unge mennesker. De har i forvejen haft det hårdt,” siger Theresa Berg Andersen.

”Det nytter ikke, at den unge skal igennem en stor visitationsproces i kommunen. Den unge skal have ret til hjælp til uddannelse, job, netværk. Vi ønsker at indføre et efterværnsbevis, der sikrer anbragte unge ret til at få hjælp til det 25. år,” siger Theresa Berg Andersen.

Det skal være en rettighedsbaseret, fleksibel ordning. Så retten til efterværn ikke forsvinder, men er til rådighed, hvis der opstår udfordringer, som den unge har brug for hjælp til.

Med den nuværende efterværnsordning afkobles en del anbragte unge fra at for hjælp, fordi de naturligt har brug for at løsrive sig fra systemet. Når de fylder 18 år, og kommunen vil afslutte anbringelsen, vil de helst bare videre, bevise at de kan stå på egne ben og får ikke vurderet behov for efterværn. Men når problemerne senere melder sig, og de fx mangler et sted at bo, får det svært på uddannelsen eller møder andre udfordringer, står de pludselig alene uden den hjælp, som efterværnet jo netop skulle sikre dem.

”Måske skal de unge lige ud og prøve livet af. Men det må ikke gøre, at vi så bare slipper dem, og at de skal kæmpe en hård kamp for at få hjælp, hvis behovet senere opstår. Vores tanke er, at efterværnsbeviset skal sikre de tidligere anbragte unge en forlomme, hvis og når livet viser sig at være svært,” siger Theresa Berg Andersen.

Trygge relationer er afgørende

Også formen for hjælp skal ændres og gøres mere fleksibel, mener hun. En del af SF’s udspil er, at de anbragte unge selv skal have større indflydelse og medbestemmelse – fx i forhold til at vælge, hvem der kan fungere som støtteperson. I dag er det almindelig praksis, at efterværnet består af en række samtaler med en kontaktperson fra kommunen, som kommunen vælger. 262 millioner millioner kroner af de 1.325 millioner kroner, kommunerne samlet set bruger på efterværnsindsatsen, går til, at de tidligere anbragte unge får samtaler med en kontaktperson fra kommunen.

Undersøgelser har vist, at skift mellem kontaktpersoner skaber utryghed for tidligere anbragte, der i forvejen har levet et liv med mange skift. Det skaber en afstand til efterværnsstøtten, når de unge mister tilliden til systemet.

På Børne- og Ungecenter Vejle Fjord har man haft stor succes med at lade pædagogerne på opholdsstedet være kontaktpersoner i de anbragte unges efterværn, efter at anbringelsen sluttede. Det har skabt en tryghed, fordi efterværnsstøtten da hviler og bygger videre på en allerede langvarig relation, fordi pædagogerne på opholdsstedet har fulgt de unge som deres livsvidner gennem mange år.

Det at give de unge medbestemmelse i, hvem der skal være deres kontaktperson, og åbne op for, at det ikke nødvendigvis skal være en kontaktperson fra kommunen, vil være en del af SF’s indspil i forhandlingerne, forklarer Theresa Berg Andersen.

”Vi skal sikre, at den unge selv får mulighed for at vælge en kontaktperson, fordi relationen er så vigtig. Selvfølgelig skal det være et menneske, der er kvalificeret til at hjælpe, men det er ikke nødvendigvis det rette match, at det er en kontaktperson fra kommunen. Jeg kan godt forstå, at de unge bliver trætte og oplever, at systemet svigter, når de gang på gang får at vide, at nu skal de fortælle deres historie en gang til, fordi de har fået en ny kontaktperson,” siger hun.

Anbragtes fodfæste er statens ansvar 

Da Socialt Indblik i sidste uge satte mulighederne i et nyt styrket efterværn til debat ved et live debatarrangement i Villa Kultur på Østerbro, åbnede vi op for, at de inviterede kunne stille spørgsmål, som vi ville tage med til en række socialordførere.

Blandt paneldeltagerne ved Socialt Indblik Live var Bikubenfondens direktør Sine Egede Eskesen, som fortalte om Bikubenfondens næste skridt for at styrke efterværnet.

Bikubenfonden har de seneste år været en del af det såkaldte Policy Lab, en række organisationer, der er gået sammen for at samle viden om udfordringerne med efterværnsstøtten og bringe den videre som oplæg til de politiske forhandlinger.

Bikubenfonden er aktuelt i gang med at lave en social investeringsfond – et socialt investeringsprojekt, der blandt andet skal styrke efterværnet – målet er at samle 50 millioner fra forskellige interessenter – selv har de lagt 12 millioner kroner i puljen. Idéen med at styrke efterværnet via en social investering er at skabe et fælles ansvar, ejerskab og fodslag i investeringen, så alle parter har en interesse i, at investeringen skaber resultater.

Hvad tænker du om den idé – at styrke og finansiere efterværnet ved hjælp af en sådan social investeringsfond?

”Den tanke synes jeg er spændende. Men det er helt afgørende, at staten også bidrager og spytter penge i. Det er et samfundsansvar, og staten skal gå først i det her. Det er staten, der har valgt at anbringe flere børn og unge, så kan vi ikke bare give slip, før vi er sikre på, at de unge kan klare sig og komme godt og trygt ind i voksenlivet,” siger Theresa Berg Andersen.

”Det skal ikke være op til sociale fonde og projekter. Vi vil i den grad arbejde for, at staten smider i en sådan social investeringsfond. Staten skal klart være involveret i meget høj grad.”

Et andet spørgsmål fra salen gik på, om det var en idé at indføre obligatorisk opskrivning på venteliste til bolig?

”Det er en god idé at sikre, at de anbragte unge allerede tidligt bliver skrevet op til en bolig. Og hjælp til at klare sig selv i den. Min klare overbevisning er, at de unge ikke skal slippes ud, før de har slået rod i deres voksenliv – de skal have hjælp til job og bolig og uddannelse og praktisk hjælp til at klare sig. Det er jo helt fundamentalt for, at det går dem godt i deres videre liv,” siger Theresa Berg Andersen.