Skal vi tale om forældrenes manglende evner uden at tale om vilkårene for forældreskabet?

Lige nu handler mistrivselsdebatten (igen) om forældre, der skal være med til at skabe robuste børn. Men se på, hvad ordet ’robust’ egentlig dækker over: At man kan gøre sig hård og upåvirkelig overfor omgivelserne. Det skal vi ikke stræbe efter, for det har en pris for både én selv og for andre.

Vi taler nogle gange om mælkebøttebørn som et udtryk for, at nogle børn kan trives i tilsyneladende hvad som helst, de bydes. Og glemmer at mælkebøttens succes hviler på, at den har udviklet en lang pælerod, der suger al vand og næring i området omkring den uden at efterlade noget til de mindre hårdføre planter. Vi skal til gengæld have resiliente rammer og interessere os for, hvordan vi får det. Så kommer alle de positive træk, vi ønsker for vores børn, helt af sig selv. Jeg sammenligner nogle gange kontakten mellem mennesker med silketråde. De spindes og brydes hele tiden mellem os, og jeg ville ønske, at man kunne se dem i virkeligheden. Fordi vi så måske bedre kunne forstå, hvor vigtige de er, opdage, hvor de mangler, og lære, hvordan vi holder dem stærke. Når en tråd mellem to mennesker er intakt, så er der en relation og en form for udveksling mellem dem. Måske kan den godt bare vare det øjeblik, det tager at spørge om vej. Det er ok. For der er ikke brug for mere i denne situation. Begge er enige om at give slip, så snart spørgsmålet er besvaret.

Hvad skaber vi for os selv og andre, hvis vi ikke tør risikere noget?

Tråden mellem et barn og en voksen skal derimod være både stærk og stabil, men stadig eftergivelig. Barnet skal vide, at den ikke forsvinder, før det selv er klar til at slippe. Heller ikke selvom der bliver trukket hårdt i den. Forestil dig nu, at du sidder som et lille barn i vuggestuen og lige har kæmpet med alt, hvad du har, for at holde fast i far. Du holder stadig fast i din bamse og din ende af silketråden, mens du betragter den voksne på stuen og hans eller hendes forsøg på at samle trådene op fra ti andre børn. Hvordan skal du vide, om den voksne har øje for din? Hvordan skal den voksne vide, hvornår lige præcis du er klar til at læne dig væk for at mærke styrken i tråden eller sende en ny ud til en anden? For det er sådan, din udvikling foregår. I små trin: Du sikrer dig styrken i den ene tråd, du har, og når du er klar, så sender du en ny ud, der er lidt længere end den anden. Men allerede da du blev aflevereret i vuggestuen, blev valget om, hvornår det er tid til at danne en længere tråd, taget fra dig. Det er et problem. Især hvis den voksne forsvinder helt fra stuen en dag, vil det være som en tråd, der uden varsel klippes over. Du må starte forfra med en helt tynd tråd og nu med den erfaring i baghovedet, at også denne må nogen kunne klippe over. Det er særligt sårbart for det lille barn med en grad af neurodivergens, som har brug for mere tid og ro, før de tør sende en ny tråd ud. Måske er det derfor bedst ikke at hænge sig alt for modigt i den eller i hvert fald gøre den helt kort. Det er der bare ikke ret meget trivsel og udvikling i. Det påvirker stadig, når man som ung står på det sted, hvor man skal skabe en ny type af silketråde, der skal være så stærke, at de kan bære én over broen fra barndom til voksenliv. Hvad hvis det aldrig er gået godt tidligere? Så kan man i dag lave mange tråde og håbe på, at bare nogen af dem bliver til noget. Som når man i det tidlige forår forspirer langt flere planter, end man har brug for. Den strategi kan man tage med sig igennem resten af livet, understøttet af SoMe. En ung kan sende i hundredvis af små tråde ud på én gang med et enkelt klik. Det er at skabe tryghed for sig selv uden at risikere noget. Men hvad skaber vi for os selv og andre, hvis vi ikke tør risikere noget og blot sikrer os selv overlevelse? Robusthed, med en verden fuld af utrygge og selvbeskyttende (mælkebøtte)mennesker. Som østers, der passer på det bløde og sårbare indre med et hårdt og ufleksibelt ydre.

Puster til forældres usikkerhed

Det, jeg med min silketrådsmetafor beskriver, er det centrale i tilknytningsteorien, som blev beskrevet af John Bowlby. Hans egen søn, Sir Richard Bowlby, har siden interesseret sig for, hvad det betyder, at børn nu ofte kommer i daginstitution. Han skriver, at børn godt kan trives her, men det kræver, at de får mulighed for at udvikle en stabil og tryg relation til én anden voksen. Det er, som om vi har glemt den del, og endnu mere at i dag er tiden en anden. Da tilknytningsteorien blev til, var et barn sammen en lille håndfuld mennesker: mor, søskende og måske nabokonerne med deres børn – helt indtil det var tid til at starte i skole. Der var ikke tale om, at dagene gik med lutter stjernestunder og babyrytmik. Der var dengang langt flere ting, der skulle passes, holdes og laves fra bunden, som vi i dag har effektiviseret ud af den daglige husholdning. Som barn måtte man følge med og blev givet ansvar, efterhånden som man blev klar til det. Hårdt? Ja, men også udviklende, at livsviden blev givet i små doseringer, fra én man kendte så godt, at man sjældent var i tvivl om noget. Jeg så denne sætning i en artikel om folkeskolen: ”Børn lærer ikke af livet i dag. De lærer om livet”. Sandt, men ærgerligt, at det tilsyneladende er blevet en accepteret sandhed, at den udvikling næsten alene skyldes forældrenes evner til at være forældre i stedet for deres muligheder for at tage opgaven på sig.

Der pustes hele tiden til den tvivl, der ulmer i alle fædres og mødres hjerter, om de nu gør det godt nok. En glød, der allerede har skabt et ret betydeligt marked for bøger og rådgivning om børneopdragelse. Fordi noget skal kompensere for den utryghed der opstår, når vores daglige kontakt med vores børn er blevet reduceret til så tynd en tråd, at det ’eneste’, der stadig holder den intakt, er kernen af kærlighed. Men tryghed i relationer kan ikke opretholdes på kærlighed alene. Silketråden af tryghed opstår over tid af at kende hinanden så godt, at man kender svaret på det spørgsmål, man ikke behøver at stille. Det er den kommunikation, der hele tiden går to veje og konstant vedligeholdes af input fra begge parter. Når de fleste af barnets vågne timer foregår væk fra hjemmet, så svinder den ind. Det bliver sværere for forældre at mærke, hvor den rette balance er mellem at stille krav og give tryghed. De bliver selv utrygge og stiller flere spørgsmål til og om barnet. Så bliver de skældt ud i medierne for at være krævende forældre, der vil have særhensyn, og som gør deres børn til små konger og dronninger. Jeg tror, de gør det, som vi alle gør, når vi bliver i tvivl: mærker efter om silketråden stadig er der.

Skal vi tale om vilkårene for forældreskabet?

Hvad med at se på rammen om silketråden mellem forældre og børn? Hvor mange timer har en fireårig med sine forældre i dag sammenlignet med årene inden, institutionaliseringen tog fart, og begge forældre blev udearbejdende? Helt sikkert færre. Hvor mange børn har så i det mindste en anden gennemgående voksen fra vuggestue til sidste skoledag sammenlignet med, da jeg var barn? Helt sikkert også færre. Alligevel er fokus stadig næsten kun på forældre i stedet for på de mange relationsbrud, et barn udsættes for i dag. Det er en slidt metafor, men den holder stadig: Det nytter ikke at glo stædigt på den blomst eller fisk, der er ved at dø, uden at interessere sig for livsbetingelserne.

Jeg håber derfor, at det næste fokusområde for trivselskommissionen bliver rammen om relationen. For nogle dage føler jeg mig lidt som den lille, sure, hvidhårede dame, der holder et skilt oppe med teksten: ”I cant believe I still have to protest this shit”. Jeg kan ikke forstå, at vi skal blive ved med at tale om forældrenes tilsyneladende manglende evne til at være forældre uden at tale om vilkårene for forældreskabet? Og vi har ellers bevæget os igennem hele spektret af forkerte forældre fra køleskabsmødre til speltbagende curlingfædre. De må nu igen høre eksperterne sige til dem, at de skal gøre noget anderledes, hvis vi skal løse krisen med mistrivsel. Nu stiller de for få (kærlige) krav til deres børn. Men jeg synes, de skal sende kravet tilbage og spørge: hvor meget kan man som forælder nå, når tiden med børn er reduceret til hektiske morgener og skrigende ulvetimer? Husk også, at et langt liv for dine børn forudsætter, at de undgår det ultraforarbejdede mad, så der skal laves langsom mad. Husk også at tjekke de 38 beskeder på AULA, men sluk skærmen, og vær nærværende. Husk, at du bare kan prioritere anderledes og arbejde mindre, hvis du synes, tiden med småbørn er travl. Selv hvis det var sandt, så er den vej jo forresten også lukket nu. For vi er blevet bedt af statsministeren om at arbejde mere. Ligner det ikke lidt en knibtangsmanøvre, hvor familierne faktisk ikke har mulighed for at prioritere forældrerollen over samfundets behov for arbejdskraft, og samtidig afkræves, at de skal give lidt mere?

Hvornår kan silketråden slippes?

Når jeg ser ned over listen af de debatindlæg, jeg har skrevet, kan jeg konstatere, at der nu er omkring 30 og alle med nogenlunde det samme omdrejningspunkt: Mennesker har brug for den nærmagiske tryghed, der kun findes i stabile og kontinuerlige relationer. Den kommer ikke alene af forældres ubetingede kærlighed, men af at man får etableret en kontakt med et andet menneske, der er så stærk og forudsigelig, at man tør satse sit eget liv på den. Det kræver, at man kender hinanden nok til, at man ved, hvad den andens reaktion vil være, hvis man beder om hjælp, eller hvis man prøver grænsen af for egen formåen og andres tålmodighed. Med det følger følelsen af at være kompetent, værdsat og beskyttet. Så behøver man ikke udvikle en lang pælerod, der tager fra andre.

Vi kan godt få det. Men så skal vi skabe et samfund, hvor børn og forældre er med til at bestemme, hvornår en silketråd kan slippes og nye dannes.