Skydeidræt hjælper mennesker med ADHD til at fastholde fokus og balancere energi

15-årige William Lucas Reves hinker med fuld fart frem. Selv på krykker insisterer han på at tage trappen ned til DGI-byens kælder, hvor dagens skydetræning finder sted. Én, to, tre er han nede ad trappen – som var krykkerne et sæt ekstra fuldt fungerende ben og ikke en støttende foranstaltning.

William er i gang med at blive udredt for ADHD, efter at både hans mor og bror fik diagnosen i starten af året.

Hver tirsdag går han sammen med en gruppe skolekammerater fra specialskolen Engskolen på Vesterbro til skydeidræt – de har alle ADHD og autisme, og skydetræningen skal hjælpe dem til at fokusere opmærksomheden og lære at balancere deres kropslige energi.

Skydetræningsforløbet står på skuldrene af forskning, som fysioterapeut og forsker ved Institut for Psykologi på SDU Annegrete Gohr Månsson har bedrevet. I ph.d.-afhandlingen ”Skydeidræt som kropsforankret læring: En kropsfænomenologisk analyse af børn med uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet” har hun undersøgt, hvilken betydning skydeidræt har for børn med ADHD og ADHD-lignende symptomer; uopmærksomhed, hyperaktivitet, impulsivitet, samt trivsel og livskvalitet. Hendes forskning har dokumenteret, at børnene selv oplevede og gav udtryk for, at de gennem skydeidrætten kunne træne deres koncentration og oplevelsen af ro i kroppen.

Fra i mange år at have arbejdet med både børn og voksne med ADHD, blandt andet i psykiatrien, havde Annegrete Gohr Månsson allerede stort kendskab til ADHD-vanskeligheder, men hun vidste intet om skydning, da hun i første omgang hørte om de erfaringer, en række skytteforeninger havde lavet i samarbejde med specialskoler rundt om i landet.

Både forældre, lærere, børn og skytter havde i årevis høstet gode erfaringer, og Trygfonden valgte at skyde penge i et ph.d.-projekt, der systematisk skulle undersøge og dokumentere, hvilken betydning skydning i skoletiden i lokale skytteforeninger rundt om i Danmark har for børn med ADHD og ADHD-lignende symptomer og vurdere, om der kunne være forskningsmæssigt belæg for at lade skydning indgå som et pædagogisk værktøj til børn og unge med ADHD.

Tager roen med fra skydebanen

I tre år samlede Annegrete Gohr Månsson empiri og fulgte en gruppe børn på to skoler, som alle gik til FOKUS-skydning igennem et skoleår, hvor hun var med i skoletiden og i skytteforeningen og under transporten frem og tilbage. I det samlede studie indgik 128 børn med ADHD og ADHD-lignende symptomer, 10-14 år, fordelt på 17 skoler fordelt over hele landet.

Annegrete Gohr Månsson interviewede både børnene, deres forældre, lærere og skytterne, der stod for undervisningen, og hun lavede observationer for at registrere, hvordan børnene reagerede kropsligt, socialt og mentalt på træningen. Resultaterne var overbevisende og viste, at skydeidrætten helt implicit indeholder elementer, der matcher anbefalinger til pædagogisk tilgang.

”Jeg følte, at det var vigtigt, videnskabeligt dokumenteret at undersøge og udbrede den viden og de positive erfaringer, skytteforeninger, lærere og forældre havde. De havde længe kunnet se, at skydeidræt havde positiv indvirkning på børn og unge med ADHD, og at skydeidrætten hjalp dem til at forvalte energien konstruktivt, fordi de i skydetræningen lærer at fokusere på en ting ad gangen og opleve ro i kroppen, og den viden tænker jeg kan være hjælpsom for mange mennesker at kende til,” forklarer Annegrete Gohr Månsson om baggrunden for, at hun kastede sig over projektet som forsker og siden videreudviklede sin Ph.d.-afhandling til bogen med titlen “Når kroppen koncentrerer sig”.

Og det skulle vise sig, at der kunne findes forskningsmæssigt belæg for de positive erfaringer i skytteforeningerne.

”Helt samstemmende viste forløbene, at børnene lærte at fokusere på én ting ad gangen og at skabe ro i kroppen. Børnene fortalte, at de oplevede, at træningen på skydebanen lærte dem at lukke andre stimuli ude og undgå at lade sig distrahere af indre og ydre impulser. Og de fortalte, at de kunne bruge det, de lærte på skydebanen, i andre sammenhænge. De tog altså de kropslige erfaringer med sig. Fx i samtaler med deres kammerater, hvor de oplevede ikke på samme måde at droppe ud af samtalen pga. uopmærksomhed, i undervisningen i klasselokalet og andre steder, hvor de før ville have haft svært ved at fastholde fokus,” forklarer Annegrete Gohr Månsson.

I baglokalet til skydebanen i DGI-byens kælder står riflerne klar på række ved siden af et stativ med skydeveste. Skydeinstruktør Ole Thy Christensen stiller kassen med høreværn frem på bordet og spørger, hvem der har brug for at have vest på i dag.

En skydevest har tyngde, holder ligesom sammen på kroppen, og kan hjælpe til at etablere ro. Det kan også udfordre koncentrationen for mennesker med ADHD, at de ofte tager alle indtryk og stimuli lige ind, uden filter. Distraktion fra omgivelserne er således endnu en modstander, der kan forhindre fokus og ro. Her er høreværnene, som er en naturlig del af skydetræning, en hjælp.

Nødvendig ro

Et par af eleverne tager vest på, før den lille gruppe fortsætter ind til boksene bag glasvæggen.

Side om side, på række, men afskærmet fra hinanden i hver deres skydeboks, tager eleverne plads.

William behøver ikke vest i dag, vurderer han, men spænder høreværn om hovedet, før han trækker den orange sikkerhedssplit ud af riflen og afprøver sit sigte. Ole Thy Christensen deler skydeskiver ud. Skydeskiverne sættes i en klemme på en snor, som i høj fart sendes ned på bagvæggen 15 meter væk ved et tryk på en kontakt på væggen.

Én, to, tre er Williams skydeskive af sted mod bagvæggen. Hurtige bevægelser. Lader, sigter, skyder. Han har knap lagt geværet, før han hamrer knappen i bund, så endnu en skydeskive flyver mod bagvæggen. Som var der point for hurtighed.

Endnu en gang griber han geværet, lader, sigter, trækker af. Hurtigt, som i en lang glidende bevægelse, vupti, har han ramt kontakten, hentet skydeskiven hjem for at tjekke resultatet. Skuddet er gået ind i første cirkel fra midten.

Næste skud rammer samme sted – de næste skud i cirklerne omkring midten, men stadigt længere fra centrum.

”Af første skud i to måneder er det da ikke så værst,” siger han og smiler med øjnene.

Julie Viktoria Saggau, lærer på Engskolen, klapper ham på skulderen.

”Sådan William,” siger hun.

Julie Viktoria Saggau har været med eleverne på skydebanen hver tirsdag siden i sommer.

I starten mødte eleverne projektet med spontan morskab og jokes. Men hurtigt lærte de, at det var meget mere end vild sjov og ballade.

”De opdagede hurtigt, at det at skyde kræver rigtigt meget – at de bruger alle deres kræfter på at fastholde koncentrationen. Når man har ADHD, kan man have en stærk indre trang til, at tingene skal gå meget hurtigt. Skydningen kræver af dem, at de fokuserer dybt. For det er forudsætningen for at lykkes med at ramme,” konstaterer Julie Viktoria Saggau.

De kropslige erfaringer fra skydebanen tager eleverne med sig ud fra skydebanen. I klasselokalet kan Julie Viktoria Saggau referere til episoder fra skydetræningen, når situationer spidser til.

”Det kan være i situationer, hvor eleverne møder modstand og bliver frustrerede. Her kan jeg sige: Kan du huske, hvordan du gjorde på skydebanen – hvordan du fandt ro og fokus ved at bruge øvelsen med det dybe åndedræt,” siger hun og forklarer, hvordan skydetræningen samtidig giver eleverne erfaringer med at finjustere sigtet, så skuddet rammer næste gang. Og at også den læring kan overføres til andre læringssituationer og udfordringer i livet. Skydning er øvelse i, at det er okay ikke at ramme plet eller lykkes i første forsøg, en slags træning i finjusteringens tålmodighed.

”Pyha, nu må jeg ind og have en pause,” konstaterer William efter at have sendt et par skud mere af sted.

Han falder sammen på en stol i baglokalet. Puster ud hen over bordet. Han er glad for at skyde, fortæller han. Fordi det giver ham ro til at fokusere på det, han er i.

”Normalt har jeg svært ved at koncentrere mig. Jeg bliver let distraheret af lyde, mennesker – det, der sker omkring mig. Det er udfordrende i klassen. På skydebanen er jeg afskærmet. Her er bare målet og skuddet. Det føles bare virkelig rart i kroppen,” forklarer han og lægger overkroppen ind over bordet og trækker luft ind. 

Men det er ikke alene det at lukke af for de ydre forstyrrelser, der skaber ro. Det er også en fornemmelse af at åbne op indadtil, forklarer han. På skydebanen oplever han at kunne mærke sig selv og sine grænser.

”Når jeg skyder, kan jeg lige med det samme mærke, når jeg bliver træt og har brug for en pause. Fordi jeg fokuserer så dybt. Men måske også fordi jeg så tydeligt kan se, når jeg bliver træt. For så rammer jeg ikke længere præcist,” forklarer han.

Pædagogisk perfekt

Skydning træner bl.a. fornemmelsen for, hvornår der er behov for pauser, viste Annegrete Gohr Månssons forskning. Fx fortalte en af de drenge, hun interviewede, om, hvordan han havde lært at trække sig tilbage og bruge det dybe åndedræt, når han havde brug for en pause fra sociale sammenhænge.

”Den rolige, dybe vejrtrækning er en fuldstændigt afgørende forudsætning for at lykkes med at skyde, og den fornemmelse indlejrer sig simpelthen i kroppen, så det også i alle mulige andre sammenhænge bliver en naturlig måde at skabe ro i kroppen på,” forklarer Annegrete Gohr Månsson.    

Da William har siddet lidt, er han klar til at tage de ti skud i træk, som er en obligatorisk del af hver skydetræning. Alle elever tager ti skud, hvorefter pointene tælles sammen.

William finder tilbage til sin plads i boksen, tager en dyb indånding. Vipper let fra side til side, før kroppen finder ro. Med albuerne i det ’land’, der er fladen, riflen hviler på, læner han sig let fremover. Det er nu, det gælder. Der er kun ti skud, og hvert skud tæller. Han fokuserer dybt i sigtehullet, trækker vejret dybt, før han trækker, skyder, så kroppen presses let bagover i et hurtigt ryk.

Han lægger riflen. Henter skydeskiven ind. Skuddet har ramt lige i centrum. Rent.

Han gentager processen. Ny skydeskive. Langsommere, mere fokuseret sender han den af sted. Trækker vejret, dybt, som et krav fra kroppen ­– næsten som et tiltrængt suk.

”Se nu her. Tredje skud i træk,” griner han begejstret.

Dagens træning afrundes som altid med en optælling af point på de ti sidste skud. Skydeinstruktør Ole Thy Christensen kommer ud med Williams bunke skydeskiver.

92 point har William fået i dag. Max point pr. skud er ti.

”Det kan du vist godt være tilfreds med. Alt over 90 er virkelig godt, så det er mere end ok,” konstaterer han.   

Skydning som hjernetræning

Ud over den rent kropslige og mentale gevinst, viser skydeidrætten sig helt implicit at matche pædagogiske tilgange, som anbefales til børn med ADHD, forklarer Annegrete Gohr Månsson.

Da hun foretog observationer i skytteforeningerne og sammenholdt dette med, hvad litteraturen anbefaler af pædagogiske metoder for børn med ADHD var det slående, at det, skytterne gør under skydetræningen, er det, litteraturen anbefaler at gøre i arbejdet med børn og unge med ADHD.

”Skydeidrætten og skytteinstruktørernes tilgang er struktureret, rolig og tydelig, for det er afgørende for sikkerheden. Reglerne er aldrig til diskussion. Man går ikke på kompromis. Den form for ufravigelig struktur og nærvær skaber et stressfrit og trygt miljø, som er en afgørende beskyttende faktor for børn med ADHD. Mange af instruktørerne er mennesker, som selv har været skytter i mange år, og deres engagement og ro smitter og skaber et godt fundament. Skydeidrætten indeholder helt implicit en stærk anerkendende én til én relation mellem barn og voksen, hvor der er fokus på det som lykkes, og det ved vi, at mange børn med ADHD og ADHD-lignende symptomer trives godt med – og ja, i det hele taget er denne tilgang godt for rigtig mange børn – også børn uden ADHD,” forklarer Annegrete Gohr Månsson.

Er der ikke andre idrætsgrene, der kan det samme?

”Der er mange idrætter, som er rigtig gode på mange måder, men der er ikke ret mange idrætter, hvor man bruger høreværn, tung skydevest, står i sin egen, afskærmede boks, er afhængige af dybe vejrtrækninger, i én til én relation, hvor man står fuldstændig musestille for at klare sig godt. Skydning er en koncentrationsidræt, hvor du står stille, men hvor din krop er fuldt opmærksom. Det er afgørende, hvordan du står i underlaget, hvordan du bruger din vejrtrækning og har fingeren på aftrækkeren. Alt i alt kræver det en høj grad af kropsbevidsthed,” siger hun.

Annegrete Gohr Månsson er gået i gang med at undersøge, om også andre målgrupper kan have gavn af skydeidrætten. 

I forbindelse med sit forsvar af afhandlingen rejste hun rundt i landet og holdt foredrag. Blandt publikum til et af hendes foredrag var en kvinde, der som ung havde fået epilepsi. Hun havde gennem livet haft adskillige anfald, hvilket til sidst førte til en operation i hjernen. Efter operationen blev hendes hukommelse og koncentration stærkt svækket. Men ved et tilfælde havde hun oplevet, at skydning hjalp hende til at huske, koncentrere sig og skabe en struktur og et fokus, hun tog med i sit arbejdsliv.

Hvad der var startet som en fritidsbeskæftigelse, der kunne give hende og hendes mand fælles oplevelser, blev også målrettet hjernetræning.

”Hun spurgte, om jeg kunne forestille mig, at der var andre målgrupper, der kunne have gavn af den træning, som skydeidrætten giver, og det tænkte jeg bestemt, at der er. Og det blev starten på et samarbejde mellem DGI Nordjylland, lokale skytteforeninger i Aalborg, Hjerneskadecenter Nordjylland og Aalborg Universitet, hvor vi nu er gået i gang med et forskningsprojekt, der skal undersøge skydeidræt som foreningsfællesskab og rehabiliterende indsats for mennesker med erhvervet hjerneskade,” forklarer hun.