Social skævhed begrænser kunsten

Spørger man en af årets nyudklækkede billedkunstnere fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, er der ingen tvivl om, at social baggrund har stor betydning. Både for, om man søger ind på akademiet og for, hvordan man oplever at gå på uddannelsen.

”Social baggrund er 100 procent en ting, man mærker som studerende her,” siger Mads Hyldgaard Nielsen, der er blandt årets afgangselever. Han er vokset op i Lemvig som barn af to socialrådgivere. Og som elev på Kunstakademiet har han tydeligt mærket, at han ikke er født ind i den kreative klasse i København.

”Jeg tror, der er en masse usagte spilleregler og måske også noget indspisthed, som jeg ikke er en del af. Men jeg føler ikke, det har forhindret mig i at få en masse ud af uddannelsen og udvikle mig kunstnerisk her,” siger han og uddyber:

”Jeg tror, det er sådan i alle brancher, at man mærker, at man har forskelligt udgangspunkt, alt efter hvilken baggrund man har. På Kunstakademiet mærker man det måske særligt, fordi det er så lille en uddannelse. Hvis dine forældre har kreativ baggrund eller en videregående uddannelse, har du måske bedre forudsætninger for at gå her.”

Hvordan har du selv mærket, at du ikke er ’indfødt’ i kunstmiljøet?

”Når du kommer udefra, er du på en eller anden måde lidt på overarbejde i forhold til at få alt det her til at spille. Det er ikke nødvendigvis dårligt at være på overarbejde, for det er også udtryk for, at social mobilitet er muligt. Men hvis man laver en liste over akademistuderende, der fx har gået på Bernadotteskolen eller kommer fra kunstnerfamilier, så er det nok en høj procentdel,” siger han.

”Det handler ikke om nepotisme. Det handler om, at nogen har et selvfølgeligt kendskab til miljøet og meget tidligt ved, at kunsten kan være en vej i livet. Og så er kunstverdenen også meget Københavner-centreret. Mange af dem, der kommer ind på Kunstakademiet, kender hinanden fra folkeskolen eller gymnasiet,” siger Mads Hyldgaard Nielsen.

Social arv gælder også i kulturlivet

Det billede genkender kunsthistoriker Merete Jankowski, der er tidligere rektor på Det Fynske Kunstakademi og mangeårig leder af Overgaden – Institut for Samtidskunst i København. I 2021 forlod hun hovedstadens kunstliv, flyttede til Fanø og er i dag direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

”Hvis man ser på, hvem der rekrutteres til kunstakademierne, er det nok generelt dem, man kalder ’bedre folks børn’. Man kan altid finde undtagelser, men rigtigt mange kommer fra familier, hvor forældrene selv er kunstnere eller fra kreative erhverv – eller har akademikerbaggrund,” siger hun, der selv er vokset op i Fredericia som barn af en TV-reparatør og en skolesekretær.

Er det et problem, hvis kunstnerne primært kommer fra middelklassen?

”Det synes jeg, det er, hvis man har et ønske om, at den kunst, vi møder på museer og udstillingssteder, skal være relevant for alle grupper i samfundet. Det er kunsten ikke, hvis den kun afspejler middelklassens liv og erfaringsverden,” siger hun.

Tilbage i 2010’erne var hun som rektor på Det Fynske Kunstakademi i Odense med til at lave en stor, fællesnordisk undersøgelse af akademistuderendes socioøkonomiske baggrund. Dengang var det tydeligt, fortæller hun, at flertallet af eleverne på kunstakademierne i Norden havde baggrund i den veluddannede middelklasse eller kom fra hjem med kreativ kapital. De data er ikke opdateret siden da.

”De senere år er vi begyndt at dokumentere køn og etnisk baggrund i kunstlivet, men vi mangler at tage hul på betydningen af social klasse. Reproducerer kunstuddannelserne en erfaringsverden, som primært ses fra et veluddannet synspunkt? Det vil måske ikke være overraskende, for den sociale arv er meget stærk, også i kulturlivet. Men jeg synes, det er vigtigt at få opdateret viden om det,” siger Merete Jankowski.

Kreative uddannelser er socialt skæve

At rekrutteringen til visse kreative uddannelser er socialt skæv, ses tydeligt i en analyse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Af den fremgår det, at Det Kongelige Akademi, der bl.a. uddanner arkitekter og designere, er den mest socialt ulige af alle uddannelsesinstitutioner herhjemme: Her har akademikerbørn 13 gange så høj chance for at få en uddannelse som børn af ufaglærte/faglærte.

Zoomer man ind på de enkelte uddannelser, ligger Arkitektuddannelsen på KADK på tredjepladsen over de mest socialt ulige videregående uddannelser: Her har akademikerbørn 17 gange så store chancer. På første og andenpladsen finder man Statskundskab og Medicin på Københavns Universitet.

Om tendensen på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler er den samme som på Det Kongelige Akademi, ved rektor Lars Bent Petersen ikke. Men ligesom Merete Jankowski håber han, det vil blive undersøgt:

”I Sverige lavede man for år tilbage en sociologisk undersøgelse af studentersammensætningen på Kungliga Konsthögskolan i Stockholm. Den viste, at der var en overrepræsentation af studerende, der kom fra familiebaggrunde der var – eller havde haft ønske om selv at være – kreative, eller var højtuddannede. Vi har ikke nogen faktuel viden om, hvordan det ser ud her hos os, men jeg synes, det vil være en oplagt opgave for det nyetablerede Kulturens Analyseinstitut at undersøge det. Så kan vi tage diskussionen om eventuel social ulighed på et kvalificeret grundlag,” siger han. 

Uligheden er også geografisk

På Det Jyske Kunstakademi i Aarhus ser rektor Søren Taaning ikke kun en socioøkonomisk skævhed, men også en geografisk ulighed i dansk kunstliv:

”Mange børn og unge uden for de større byer møder aldrig den professionelle billedkunst i løbet af deres opvækst. De har aldrig hørt, at der er noget, der hedder et kunstakademi. Der er en lidt verdensfjern forestilling i nogle miljøer om, at alle selvfølgelig ved, at billedkunstner er en profession, man kan uddanne sig i. Sådan ser virkeligheden bare ikke ud mange steder i landet,” siger Søren Taaning, der selv er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2001.

Den geografiske skævhed i kunstlivet bliver særligt tydelig, mener han, når man kigger på finansieringen af kunstakademierne: Alle tre kunstakademier er statsanerkendte, men Kunstakademiet i København er det eneste statsligt finansierede. Det modtager hvert år 47,9 mio. kr. i statsstøtte.

Det Jyske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi er selvejende institutioner, som overvejende finansieres af Aarhus Kommune og Odense Kommune. De to ’provinsakademier’ får kun 1,0 og 1,4 mio. kr. i statstilskud, og deres økonomi er således afhængig af, hvad skiftende kommunalpolitiske flertal vil betale. Den usikre finansiering har flere gange i årenes løb ført de to kunstakademier i Odense og Aarhus tæt på lukning.

”Den her økonomiske skævhed påvirker ikke blot de studerende, men også udviklingen af det kunstneriske og kulturelle liv uden for hovedstaden. Hvis man vil give flere samfundsgrupper en stemme i kunstlivet, er der brug for at styrke vilkårene for kunsten i hele landet,” siger Søren Taaning, der igennem hele sit arbejdsliv har været optaget af at brede samtidskunsten ud til flere grupper i samfundet.

Før han blev rektor på Det Jyske Kunstakademi har han bl.a. været leder af Det Danske Talentakademi i Holstebro og medstifter af kunst- og naturparken Deep Forest Art Land mellem Herning og Billund. Og i hans optik er det tydeligt, at kunstlivet herhjemme deler sig efter både sociale og geografiske skillelinjer.

Fordel for dem, der møder samtidskunsten tidligt?

”Der er en fødekæde i kunstlivet, som alle ikke har lige adgang til,” siger Søren Taaning og forklarer:

”Det begynder med skolerne, hvor du kan være heldig at gå på en skole, hvor du møder og undervises i samtidskunst. Dernæst kommer billedskolerne, som er et fritidstilbud, der oftest ikke er gratis og som heller ikke findes i alle kommuner. I modsætning til, hvordan det ser ud på musik- og idrætsområdet, hvor der er en lang række tilbud for børn og unge, hvoraf nogle er gratis.”

”Og så er der forskoler og kunsthøjskolerne, der mod betaling tilbyder kurser, hvor eleverne kan forberede sig til optagelse på kunstakademierne. De gør et fantastisk arbejde med at hjælpe unge i gang med en uddannelse som billedkunstner, men det giver en skævvridning i forhold til andre unge, som drømmer om en uddannelse som billedkunsten, men som ikke er blevet gjort opmærksom på, at disse forskoler findes, eller ikke har råd. Hvis ikke du har adgang til samtidskunsten dér, hvor du bor, er det mindre sandsynligt, at billedkunst bliver relevant for dig,” siger han.

Lige nu er Søren Taaning og hans kolleger i gang med at vurdere årets ansøgere til Det Jyske Kunstakademi i Mejlgade. Omkring 180 kunstnerspirer søger i år ind, 15 optages. Søren Taaning vurderer, at omkring halvdelen af årets ansøgere har gået på forberedelseskurser af den ene eller anden art.

”Vi kan tydeligt se på det materiale, ansøgerne sender ind, hvis de har gået på en forskole, fordi de allerede har et godt kendskab til samtidskunstens felt og kontekst. I optagelsessamtalerne kan vi mærke, at de behersker evnen til kritisk refleksion og har et veludviklet sprog, når de fortæller om deres værker. Desuden kan vi se det på deres portfolioer (mapper med eksempler på ansøgerens kunstneriske arbejde, red.), fordi forskolerne understøtter kursister i at opstille dem,” siger han, der med egne ord er ’meget bevidst’ om, at de ansøgere, der ikke har været på forskole, også kan have et stort kunstnerisk potentiale.

”Hvis man sidder et sted i Danmark uden adgang til samtidskunst og miljøer, hvor man kan finde inspiration og vejledning, så bærer ens ansøgning også præg af det. Det prøver vi at tage højde for i optagelsesudvalget. Vi kigger efter det originale, det selvstændige, og på om man brænder for noget og har mod til at eksperimentere,” siger han og tilføjer:

”Men i virkeligheden mener jeg ikke, at det kun skal være op til os selv at være opmærksomme på den her skævhed. For det peger jo bredere på, at der er for mange børn og unge, der vokser op uden at møde samtidskunsten, og dermed også går glip af alt det, kunsten kan, i forhold til at skabe liv, læring og udvikling.”

Billedet er nuanceret

At elever på kunstakademierne kommer fra den kreative klasse og har familier med høje uddannelser, kan Laura Hjort Jensen, femteårsstuderende på Det Jyske Kunstakademi dog ikke genkende:

”Jeg kan sagtens tage fejl, men jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis er sandt, at vi studerende på Det Jyske Kunstakademi stort set alle er børn af akademikere eller kunstnere. Så vidt jeg ved, kommer vi fra relativt diverse baggrunde socioøkonomisk,” siger hun, der selv har en far, der er maskinmester og en mor, der var hjemmegående, da Laura voksede op.

Hun oplever ikke, at hendes sociale baggrund har stillet hende dårligere på uddannelsen end hendes medstuderende. Men hun tror heller ikke på, at der er lige adgang for alle til at uddanne sig til billedkunstner og blive en del af kunstlivet.

”Nej, jeg tror ikke, der er lige adgang til uddannelser i det hele taget. Jeg ville fx nok have haft en fordel, hvis jeg havde villet uddanne mig til maskinmester, fordi det er kompetencer, jeg har med hjemmefra. Som med så meget andet er billedkunst et felt, hvor der er en særlig viden, et blik og et sprog omkring faget, og hvis man er opvokset med det blik, er det sandsynligvis lettere at tilgå og skabe værker,” siger hun.

Efter uddannelsen på kunstakademiet er det en kæmpe fordel, hvis man allerede har foden indenfor i kunstlivet, tror hun: ”For så begynder man for alvor at bruge sit netværk. Hvis ens netværk allerede er stort, er der mulighed for at blive taget i betragtning til samarbejder og udstillinger. Det giver et godt CV, der så giver mulighed for at blive tildelt legater og støtte,” siger hun.

Hendes egen interesse for billedkunst blev vakt via kunst- og kulturprogrammer som Smagsdommerne, Kulturkøbing og Kunstrazzia på DR TV, fortæller hun. Og netop kunstformidling på fx DR er vigtig at styrke, sammen med mere og bedre undervisning i billedkunst til børn og unge, hvis man vil have flere forskellige stemmer i dansk kunstliv, mener hun:

”Hvis billedkunsten og kunsten generelt blev taget mere seriøst i medier og på uddannelser, tror jeg folk ville opleve den som mere tilgængelig og mindre selvomsluttende. Og på den måde ville man allerede fra barnsben have en tilgang til kunsten, der ikke kun var en særlig del af befolkningen forundt. Man kunne tilbyde mere undervisning i skulptur, tegning #m.m. som en pendant til musikundervisning og sportsgrene, man kan gå til. Jeg tror, at det ville gøre en forskel, hvis børn blev eksponeret for mere billedkunst i deres hverdag, også i mindre byer, så det blev en mere naturlig del af opvæksten og så man lettere kunne forestille sig at arbejde som billedkunstner som voksen,” siger hun.

”Og så synes jeg at fornemme, at det er en udbredt tendens i kulturlivet lige nu, at der er en kapital i at komme fra en baggrund uden tilknytning til kunstverdenen og være fra underklassen. Den tendens tror jeg også er med til at ruske op i ting.” 

Kunst med højt lixtal

Kulturlivets fornyede interesse for social klasse, først og fremmest i litteraturen, har Merete Jankowski også bidt mærke i. Men hun ser den ikke i billedkunstmiljøet, fortæller hun:

”Efter jeg er flyttet til Vestjylland, og ikke længere bor i ’kunstboblen’ i indre København, er det blevet tydeligere for mig, hvor lidt samtidskunsten egentlig betyder andre steder i landet. Det siger jeg ikke for at tale samtidskunsten ned. Jeg har arbejdet i kunstlivet det meste af mit arbejdsliv og elsker billedkunst. Men jeg synes, at mange af samtidskunstens udstillinger og projekter udviser meget lille interesse for publikum. Man vil signalere over for omverdenen, at man er en intellektuel kapacitet, og imponere fagfæller. Og så tager man for givet, at beskueren er i stand til at forstå kunstteori og akademisk sprog med et ret højt lixtal,” siger hun, og retter i samme åndedrag pilen mod sig selv:

”Som leder af Overgaden har jeg selv været med til at lave udstillinger, som jeg i dag synes, ikke var tænkt og formidlet klart nok. Ofte var det en kamp at gøre kunsten og udstillingerne vedkommende for publikum og skrive enkle, let forståelige udstillingstekster. I dag kan jeg godt tænke, hvor var det snobbet, hvor var det ikkeinkluderende, hvor var det dog en manglende villighed til at lytte til folk, der mente noget andet end os.”

Lyt til publikum

Hvis samtidskunsten er ufolkelig, skyldes det ikke ond vilje, men snarere frygt for ikke at blive taget alvorligt i omverdenen, påpeger hun:

”Meget samtidskunst kræver ikke de vildeste tekniske skills. Og publikum har måske svært ved at aflæse et værk med fire plasticposer, en pose vingummi og en højtaler som kunst. Måske er det derfor, at nogle kunstnere og kunsthistorikere har behov for at tilskrive kunsten værdi på anden måde: Hvis man formulerer en akademisk tekst om den, er det med til at legitimere værket som kunst. Det betyder bare, at man taber mange publikummer på gulvet. Og den ligegyldighed overfor publikum, som jeg ser på store dele af samtidskunstscenen, oplever jeg faktisk som en lidt overklasseagtig holdning,” lyder det fra museumsdirektøren, der i dag har udsigt over Esbjerg Havn fra sit kontor.

Her, i den natur- og kulturhistoriske del af kulturlivet, oplever hun en helt anden holdning til publikum:

”Natur- og kulturhistoriske museer er enormt optagede af, hvordan publikum forstår – eller ikke forstår – vores udstillinger. Vi laver løbende brugerundersøgelser og udvikler vores udstillinger efter de svar, vi får,” siger Merete Jankowski, der minder om, at det i sidste ende rammer kunstlivet selv, hvis publikum ikke synes, det, der vises i kunstens institutioner, er relevant for dem.

”Hvis kunsten ikke er relevant for publikum, har kunsten ikke relevans i vores tid. Det betyder ikke, at kunstlivet skal være dumt eller kommercielt, men for os her på Fiskeri- og Søfartsmuseet er det fx naturligt at spørge publikum, hvad de synes om vores udstillinger. Og hvis der er noget, de ikke forstår, så kigger vi på det og laver det om.”

Ny bevidsthed på vej

Tilbage på Kunstakademiet i København modtager Mads Hyldgaard Nielsen snart sit afgangsbevis som færdiguddannet billedkunstner. Når han ser sig omkring blandt sine medstuderende, der nu her i foråret springer ud i kunstlivet, kan han se, ”at jo, vi er nok flest fra middelklassen”.

”Jeg tror, det skyldes, at det er nemmere at satse på at blive kunstner, hvis du kommer fra et socialt lag, som er rimeligt sikkert. Du er mere risikovillig, og det skal du være for at give dig i kast med arbejdslivet som kunstner, som økonomisk er meget usikkert. Så er det godt at have et sikkerhedsnet og måske kontakter til kunstlivet i din familie,” siger han.

”Men jeg oplever, at vi faktisk er flere på kunstakademiet, der ikke nødvendigvis har en baggrund i den kreative klasse eller har forældre med lange videregående uddannelser. Vi er begyndt at tale om, hvilken rolle fx køn og minoritetsbaggrund betyder i kunstlivet. Og jeg synes også, vi er i gang med at tale mere om betydningen af social baggrund, ikke kun i kunsten, men i hele samfundet. For det er jo ikke kun i kunstlivet, at den sociale arv er svær at bryde.”