Sociale iværksættere: Dokumentation af effekterne er afgørende for succes

Når den socialøkonomiske virksomhed Hans Knudsen Instituttet mødes med kommunen for at sælge deres særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, er de forberedte på at dokumentere deres resultater: Hvor mange af de unge i STU-forløb får de videre i beskæftigelse og uddannelse? Og hvor mange får de afklaret til førtidspension eller andet?

”Det handler om at vise, at vi laver en god businesscase for jobcenteret i de tre år, den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse varer, ” fortæller Charlotte Holmer Kaufmanas, der er forretningschef hos Hans Knudsen Instituttet og tidligere leder af Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder, hvor hun mødte sociale iværksættere, der stod på tærsklen til at starte en socialøkonomisk virksomhed.

”Det samme gælder, når vi leverer til kommunen som anden aktør i forhold til beskæftigelse. Her overpræsterer vi faktisk i forhold til de mål, vi har sat. Men det ved vi jo kun, fordi vi måler – og fordi vi har et system, som vi kan trække data ud af. Det er jo vægtige argumenter i forhold til at sælge vores ydelse og vinde et udbud. Vi er nødt til at kunne argumentere for, hvor gode vi er til at lave resultater,” siger Charlotte Holmer Kaufmanas.

Mens Hans Knudsens Instituttet for længst har taget til sig, at de skal måle og dokumentere for at kunne sælge deres ydelser til blandt andet kommunerne, kan andre sociale iværksættere være mere fodslæbende: For hvad er formålet overhovedet med at måle? Og hvordan vurderer man effekten af socialt arbejde?

”For mange, der arbejder inden for velfærdsområdet, er det en proces at acceptere, at det er nødvendigt at måle og dokumentere. Måske er man lærer eller pædagog og kan se, at man skaber en forandring, og hvorfor skal man så dokumentere det? Derudover er det også en proces at lære, hvordan man sætter mål og dokumenterer sit arbejde, ” siger Charlotte Holmer Kaufmanas og tilføjer:

”Jeg tror, vi skal blive bedre til at tale om dokumentation og målinger. Og vi skal gøre det med en vis stolthed, for det er her, vi viser, at alt vores gode arbejde virker.”

Gevinster ud i fremtiden

Carsten Strømbæk Pedersen er forsknings-og analysechef hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE og har blandt andet forsket i evaluering. Han peger på, at målinger og evalueringer overordnet kan tjene tre forskellige formål: Dokumentation/kontrol, læring og udvikling eller vidensoplysning.

Når Hans Knudsen Instituttet eller andre sociale iværksættere dokumenterer deres resultater over for kommunen, kan det ses som dokumentation eller som en form for forbrugerinformation eller markedsføring, der skal gøre forbrugeren, i dette tilfælde kommunen, i stand til at træffe et valg på et oplyst grundlag.

Og selv om dokumentation, som Carsten Strømbæk Pedersen udtrykker det, kan have en negativ klang, er det helt legitimt, at man som kommune eller filantropisk fond ønsker dokumentation for resultaterne i den indsats, man har skudt penge i.

Skal målingen give mening for alle parter, er det imidlertid vigtigt, at man som social iværksætter går i dialog med fx kommunen om, hvad det giver mening at måle på.

”Før man går i gang med at måle, er man nødt til at definere, hvad der er en god indsats? Hvad kendetegner god kvalitet? Og i forlængelse heraf, hvad er det så vigtigt, at vi måler på, og hvilke data skal vi bruge? Det er afgørende, at det sker i den rækkefølge,” siger han og fremhæver, at noget af det, der gør det udfordrende at måle på sociale indsatser er, at det er svært at dokumentere, hvilke effekter de har – særligt på længere sigt.

”Tager man en pille i medicinsk forstand, så virker den, eller også virker den ikke. Sådan er det ikke med sociale indsatser. Det kan være rigtig svært at forudse, hvilke effekter og dermed økonomiske konsekvenser, det fører med sig på langt sigt, både de direkte og afledte. Hvis man for eksempel lykkes med at hjælpe børn, der ikke trives, kan det være, at det betyder, at mor og far kan gå på arbejde og ikke længere skal have ydelser fra det offentlige. Og at barnet ikke har brug for hjælp senere i livet. Men vi har meget lidt viden om de såkaldte dynamiske effekter af sociale indsatser, fordi de er svære at spore,” siger Carsten Strømbæk Pedersen.

For nogle år siden var han med til at udvikle Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM), der netop har til formål at gøre det nemmere for kommuner og andre at regne på de økonomiske konsekvenser af sociale indsatser. Modellen består af dels en beregningsramme og dels en database med viden fra effektundersøgelser af indsatser fra både Danmark og udlandet.

”SØM er et avanceret regneark, der ikke bare ser på omkostninger, men også på eventuelle økonomiske gevinster. Udgangspunktet tages i registre, så det er selvfølgelig ikke muligt at lave præcise regnestykker i forhold til de konkrete indsatser. Men det gør, at man løfter blikket og måske prioriterer at betale lidt mere for en ydelse, fordi man kan se, at indsatsen på den længere bane ikke er så dyr i forhold til andre indsatser,” siger han og fremhæver, at modellen skal forstås som mere end et regneark, der hører til i økonomiafdelingen.

”Det skal være et dialogværktøj, der kvalificerer vurderingen af de sociale indsatser: Hvad betyder det, når vi lykkes med at flytte nogle mennesker? Og hvilke forventninger kan man have i forhold til at rykke målgruppen? Når man skal tale om det i forhold til de konkrete indsatser, er der lige så meget brug for fx socialfaglig indsigt som økonomisk.”

Lav en plan

At det kan være svært at dokumentere effekten af den indsats, man laver som social iværksætter, gælder, ifølge Carsten Strømbæk Pedersen, særligt i et land som Danmark.

”Sammenlignet med andre lande, gør vi allerede rigtig meget i vores velfærdssamfund for at hjælpe udsatte mennesker, og det kan derfor være svært at dokumentere effekten af den ekstra indsats, man tilbyder.”

En anden ting, der er en udfordring for mange sociale iværksættere er, ifølge Charlotte Holmer Kaufmanas, at få lavet det fodarbejde, der sætter dem i stand til at dokumentere den sociale værdi, de skaber.

”Jeg har set mange ildsjæle, der er motiverede af at gøre en forskel for nogle mennesker, og som starter en virksomhed uden at have hverken mål eller forretningsplan, og så kan det være svært både at skabe en bæredygtig forretning og at dokumentere resultater, ” siger Charlotte Holmer Kaufmanas.

Hun fortæller, at de i Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder besluttede at lave en at guide til, hvordan man skaber det fundament, der gør det muligt at dokumentere sine resultater.

”Det er en simpel model, der viser vejen fra idé til vision til udvikling af de konkrete aktiviteter, der kan skabe både de kortsigtede resultater og de langsigtede effekter. Samtidig hjælper den iværksætteren til at skabe en økonomisk bæredygtig forretning: Hvad koster det, hvis vi skal kunne lave vores aktiviteter og nå vores mål? Og ikke mindst: Hvilke styrker har jeg selv? Og hvilke kompetencer er der behov for at hente ind? Det at sætte det rette team har en kæmpe betydning,” siger Charlotte Holmer Kaufmanas.

Mens Charlotte Holmer Kaufmanas fremhæver, at man for at kunne måle sit arbejde er nødt til at lave sit fodarbejde i form af en forretningsplan, peger Carsten Strømbæk Pedersen på, at det også er en god idé at evaluere sin indsats i udviklingsfasen for at kunne rette den til.

”Modsat kontrolevalueringen vil fokus her være at udvikle en given indsats. Her vil man typisk zoome ind på det, der ikke fungerer: Hvorfor er de ikke motiveret? Har de rette mennesker den rette viden på det rette tidspunkt? Hvad kan vi gøre anderledes? På den måde kan man løbende forbedre – og på sigt blive klar til den mere summative vurdering, som efterspørges fra kommune eller andre kunder.”

Både Charlotte Holmer Kaufmanas og Carsten Strømbæk Pedersen fremhæver, at den store udfordring for sociale iværksættere er at skabe og vise resultater på to bundlinjer: Den sociale og den økonomiske.

Ifølge Charlotte Holmer Kaufmanas er vejen til at skabe resultater på begge bundlinjer at tænke sig selv som en forretning – i respekt for de borgere, man vil gøre en forskel for.

”Det er den eneste måde at blive bæredygtig på, både socialt og økonomisk. Jeg kender en socialøkonomisk café, hvor ejeren arbejdede 80 timer om ugen for at få det til at hænge sammen. De socialt udsatte, der arbejdede der, arbejdede også for meget og blev slet ikke tilgodeset. Til sidst måtte de lukke,” siger Charlotte Holmer Kaufmanas.