Som frivillig arkitekt hjælper Mette voldsramte kvinder med at skabe en base, der gør, at andet også kan vokse

”Jamen, kan du lide dem?” spurgte Mette igen.

Anna havde endnu engang vist hende et billede af de store glas-loftslamper i skæve former, som hun overvejede at købe til sin nye lejlighed, men som hun var i tvivl om: Var de for tacky? Var de for meget? Og var de overhovedet hendes stil? Hun vidste det ikke.

Ti år i et forhold med daglige ydmygelser og latterliggørelser havde gjort et kæmpe indhug i Annas evne til at mærke sig selv. Når hun kom hjem med noget nyt, var det enten rædselsfuldt eller smagløst. Nu stod hun i sin nye lejlighed, sit fremtidige hjem, som hun havde købt efter at have boet på krisecenter det sidste år og indså, at hun var kommet så langt væk fra sig selv, at hun ikke kendte sin egen smag længere.

Hjælper med at mærke efter

Episoden i lejligheden er et halvt år siden. I dag hænger seks store glaslamper i loftet over både køkkenbord og spisebord i det store lyse rum i Annas lejlighed, hvor køkken og stue smelter sammen. På gulvet leger hendes treårige datter.

”Jeg er virkelig glad for, at jeg valgte dem. Men det gjorde jeg kun, fordi Mette blev ved med at spørge ind og fik mig til at mærke efter,” siger Anna.

Mette, hvis fulde navn er Mette Borup, er frivillig arkitekt i Røde Kors’ indsats Fra Bolig til Hjem, hvor hun sammen med andre frivillige arkitekter hjælper kvinder, der er flyttet fra krisecenter til egen bolig, med at skabe et hjem.

Siden det første pilotprojekt i 2019 har hun hjulpet kvinder fra alle samfundslag, som har ét til fælles: De har forladt en voldelig partner – og skal efter et ophold på krisecenter skabe en ny fremtid.

”Det er kvinder, der står i en vanvittig sårbar situation. De fleste af dem med meget få midler, meget lidt overskud og ofte også et begrænset netværk. Mange af dem har været kontrolleret i flere år og har derfor også mistet deres fornemmelse for, hvad de har lyst til og behov for. Min indsats handler derfor meget om at hjælpe dem med at mærke, hvad der er vigtigt: Hvad er et hjem for dig? Har du en yndlingsfarve? I begyndelsen svarer de fleste: Bare mine børn får et værelse, så er jeg glad. Men langsomt begynder de at fornemme, hvad der betyder noget,” fortæller Mette Borup.

For Mette Borup har det været en øjenåbner at møde de kvinder, der står på tærsklen til at skulle skabe et nyt liv efter vold. Hun var simpelthen ikke klar over, at der var mennesker i Danmark, der levede med så lidt.

”Der var en kvinde, der kun havde en utæt luftmadras, som hun måtte stå op og pumpe flere gange i løbet af natten. Og det eneste lys i lejligheden kom fra emhætten,” siger Mette Borup.

Udover Mette Borup og de andre arkitekters hjælp får de kvinder, der er med i Fra Bolig til Hjem, 10.000 kroner til at købe møbler og interiør. Det er ikke meget, men med kreativitet og et besøg i IKEA kan man, som Mette Borup udtrykker det, nå langt. Dog har hun oplevet kvinder, der får anvist boliger, der er i så ringe stand, at end ikke kreativitet hjælper.

”Den første kvinde, jeg hjalp, fik anvist en lejlighed, der ikke var blevet istandsat i 20 år. Der var en vedligeholdelseskonto, men den kunne vi ikke komme i nærheden af, før vi havde udført arbejdet og kunne vise en kvittering,” siger Mette Borup og fortæller, at de 10.000 kroner i dette tilfælde blev brugt til maling.

”Hvis kvinden ikke havde haft de penge, så havde hun ikke haft en chance. Jeg er chokeret over, at vi ikke som minimum tilbyder kvinderne en bolig, der fungerer.”

I begyndelsen så kvinden blot til, mens Mette gik i gang med at male, men efterhånden kom gejsten. Mette lærte kvinden at vaske ned, spartle og male, og til sidst kunne hun aflevere kvitteringen for malingen og indkassere penge, der kunne bruges til de møbler, hun manglede.

Hjemmet er essentielt

Når Mette Borup som frivillig arkitekt hjælper de voldsramte kvinder med at skabe et hjem, føler hun, at det er lige dele faglighed og menneskelighed, hun trækker på.

”Jeg møder kvinderne i en meget sårbar og presset situation, så det er uundgåeligt ikke at komme tæt på dem. Og nogle dage giver det måske mere mening at tale om en verserende sag i Familieretshuset end om farven på væggen. På den måde stiller jeg mig til rådighed. Jeg bruger naturligvis min faglighed og trækker på den viden, jeg har om indretning, men på en anden måde, end når jeg er på arbejde,” siger hun og uddyber:

”Jeg træder tilbage og finder ud af, hvad der er vigtigt for kvinden. Hvad er udfordringen for dig? Hvordan bruger du dit hjem? Og hvad drømmer du om, at din bolig kan? Og så ser vi på, hvad kvinden har at gøre godt med. Det handler ikke om at skabe lækre indbygningsløsninger, men om at skabe et hjem, som kvinden kan lide at være i, og som hun selv kan videreudvikle,” siger Mette Borup og fortæller, at hun som arkitekt altid har været optaget af at undersøge, hvad de fysiske rammer betyder for livet, der leves i dem. På den måde giver det mening for hende at hjælpe de voldsramte kvinder med at skabe rammer, de trives i.

”Har kvinden ikke et hjem, hvor hun er tryg og har lyst til at være, invitere gæster hjem, og hvor børnene kan tage deres kammerater med hjem, så er der stor risiko for mistrivsel, der i sidste ende kan betyde, at hun går tilbage til sin voldelige partner.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

At Mette Borups hjælp ikke bare er praktisk arkitekthjælp, mærkede Anna fra første færd.

”Jeg frygtede, at der kom endnu en person og fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Og det var det sidste, jeg havde brug for. Men så kom Mette, der spurgte ind til, hvad jeg selv havde lyst til. Og vi talte også om alt muligt andet. Mens vi mødtes, fik jeg at vide, at min eksmand havde søgt om fuld forældremyndighed. Jeg var virkelig bange for at miste min datter, så det talte vi meget om,” siger Anna.

Anna er en af de få kvinder, der – på trods af, at hun var udsat for økonomisk vold – havde penge til selv at købe en lejlighed. Men hun følte sig rådvild og alene, da hun skulle skabe en base for sig selv og sin datter.

”Jeg troede, at det store skridt var at forlade min tidligere partner og flytte på krisecenter. Men det er, når man flytter i egen lejlighed, man står alene,” siger hun og fortæller, at hun flyttede til Danmark, da hun mødte sin eksmand og derfor ikke har familie i nærheden.

Selvom de kvinder, Mette Borup hjælper, står med mange af de samme udfordringer, er det vidt forskelligt, hvad de har brug for hjælp til. Mens nogle mangler stort set alt, har andre brug for hjælp til at strukturere og opbevare de mange ting, de har med sig i poser og kasser, og som de ikke kan overskue.

”Der er også nogle af kvinderne, der skal tilbage til det hjem, hvor volden er foregået. Så er man nødt til at tale om, hvor i hjemmet det er ubehageligt at være. Traumerne hænger simpelthen i væggene. Så kan det være, at man skal bytte om på funktionerne i rummene eller få noget nyt ind,” siger Mette Borup.

Kommoden gjorde forskellen

For Mette Borup er det særligt det at se kvindernes udvikling, der driver hende og på fjerde år giver hende lyst til at arbejde som frivillig arkitekt i Fra Bolig til Hjem.

”Jeg er virkelig taknemmelig over at kunne følge kvindernes proces. Jeg møder dem typisk fem til syv gange over seks måneder, og i den tid sker der som regel virkelig meget. Ikke bare i deres bolig, men også i deres tro på at det nok skal gå. Der var en kvinde, der i den periode, jeg hjalp hende, formåede at få en god kontakt med sine ekssvigerforældre. Og inden processen var overstået, var hendes eksmand i lejligheden, når de udvekslede børn. Det er jo ikke hjemmet i sig selv, der gør forskellen. Men når man skaber en god base, er det lettere at få andet til også at vokse,” siger Mette Borup.

Det første møde mellem den frivillige arkitekt og den voldsramte kvinde er altid helt uden forpligtelse. Efter mødet skal kvinden vende tilbage og sige, om hun synes, det er et match.

”Jeg har aldrig prøvet andet end, at kvinden på vej ud ad døren sagde: ’Det vil jeg gerne’. Da jeg besøgte Anna første gang, var hendes datter hjemme – og det blev hendes indre barometer på relationen. ’Når min datter er tryg ved dig, er jeg også’, sagde hun.”

Det var den dag, Mette foreslog Anna at rykke den lille kommode fra gangen og ind i stuen, så den stod i linje med spisebordet og brød den ellers hvide væg, at Anna følte, at lejligheden blev til et hjem.

”Det var, som om hele lejligheden ændrede sig, som om den blev balanceret. Vi flyttede bare kommoden og satte en hylde op, men det skabte en stor ændring,” fortæller Anna.

I dag er Anna stolt af sit hjem.

”Det er her, jeg gerne vil blive og lade min datter vokse op,” siger hun.

Det, at der er mennesker, der uden at få penge for det, har haft lyst til at hjælpe hende med at etablere et hjem, har haft stor betydning for hende.

”Jeg har haft en virkelig god socialrådgiver i overgangen fra krisecenteret. Det sætter jeg stor pris på, men de her mennesker får ikke penge for at hjælpe mig. De gør det, fordi de har lyst. Det betyder virkelig meget for mig,” siger Anna og referer til både Mette Borup og den handyman, der hjalp til, da glaslamperne skulle hænges op i lejligheden – og cyklede til Silvan i silende regn, da de manglede det rette bor.

”Som frivillige arkitekter kunne vi se, at vi indimellem manglede en hjælpende hånd, når noget skulle sættes op eller fikses. Det sagde vi til Røde Kors, som nu har lavet et samarbejde med et andet Røde Kors-tilbud, der formidler kontakt til handymen. For de fleste af kvinderne føles det helt særligt, når vi er to frivillige, der i fællesskab hjælper dem,” forklarer Mette Borup.

Annas navn er opdigtet af hensyn til hendes sikkerhed. Socialt Indblik kender hendes rigtige navn.