Svampetrip kan bryde hjernens mønstre – Er det fremtidens behandling af psykiske lidelser?

Lamperne i de flettede kurve på gulvet kaster et dæmpet mønster af lys op på de lyse vægge. Gardinerne er lette, og uldtæppet på gulvet og sengen med de bløde puder bidrager til at give mig en fornemmelse af at træde ind i et soveværelse eller et indbydende hotelværelse.

Men faktisk befinder jeg mig i et rum på Institut for Psykologi på Københavns Universitet, som psykolog og forsker Dea Siggaard Stenbæk har indrettet som terapirum.

Var jeg en af Dea Siggaard Stenbæks forsøgspersoner ville jeg snart få det psykedeliske stof psilocybin og blive hjulpet over på sengen og ind i en seks-otte timers lang psykedelisk oplevelse.

Igennem hele sessionen ville Dea Siggaard Stenbæk sammen med en anden terapeut og en læge støtte mig for at sikre, at jeg ikke loopede, dvs. sad fast i en dårlig psykedelisk oplevelse.

”Før vi gav dig stoffet, ville jeg selvfølgelig først finde ud af, om du var klar. Og forud for sessionen havde du også fået taget blodprøver, og vi havde talt om og øvet nogle små teknikker, så du havde gode muligheder for at kunne give slip og slappe af under stofindtaget,” fortæller Dea Siggaard Stenbæk.

Psilocybin er det aktive stof, der findes i blandt andet svampen spids nøgenhat, og som i 1960’erne blev udvundet i sin rene form og brugt rekreativt og til behandling. Efter en del år, hvor man har lagt afstand til behandling med psykedeliske stoffer, har man i de senere år fået øje for, at psilocybin kan have en positiv indvirkning på særlige patientgrupper. Det er fortsat forbudt at bruge psilocybin til behandling, men det er tilladt at forske i effekten, hvilket man er godt i gang med i blandt andet USA, England og Danmark.

Dea Siggaard Stenbæk har de sidste otte år været optaget af at finde ud af, hvad der sker med hjernen, når man indtager stoffet. I første omgang ved sammen med et forskerteam på Rigshospitalet at hjernescanne frivillige sunde og raske forsøgspersoner før, under og efter psilocybin-sessioner og sammenholde scanningerne med deres subjektive oplevelser.

Nu er hun i gang med at undersøge, hvordan psilocybin virker i terapiforløb med patientgrupper med henholdsvis hovedpine, depressioner og alkoholafhængighed. For netop i forhold til grupper som disse ser stoffet ud til at kunne gøre en forskel. Det kan nemlig bryde fastlåste tankemønstre i hjernen.

”Det tyder på, at psilocybin kan hjælpe til bryde med vante og automatiske måder at tænke på. Hukommelsen vil stadig være der, men forbindelsen mellem det, at ’jeg tænker på det her’, og så ’føler jeg med det samme det her’ bliver brudt og koblet med nye ting. Det kan give nogle muligheder for de patienter, hvor psyken er kørt fast,” siger hun.

Resultaterne i de nye studier er først helt klar om et par år, men hun fortæller, at ligesom med de raske forsøgspersoner er det gået rigtig godt i forhold til gruppen med alkoholproblemer, som er den første gruppe, de har igennem.

Livshistorie i nyt lys

Da Dea Siggaard Stenbæk og hendes kolleger gik i gang med deres studier, var der ikke meget viden om, hvordan psilocybin påvirker hjernen. Men nogle farmaceutiske studier havde peget på, at blokerer man den såkaldte serotonin 2a-receptor i hjernen, inden man får psilocybin, får man ikke nogen psykedelisk oplevelse.

”Vi havde altså en idé om, at vi skulle ind og aktivere den her receptor for at skabe den psykedeliske oplevelse. Og det viste sig at holde stik. I vores skanninger kunne vi se, at der skete en meget klar stimulering af serotonin 2a-receptorerne, når forsøgspersonerne indtog stoffet,” fortæller Dea Siggaard Stenbæk og forklarer, at serotonin 2a-receptorer blandt andet styrer det netværk i hjernen, der håndterer de selvrefererende data: Hvem er jeg? Hvad er min selvidentitet? Hvordan husker jeg mit liv?

”Det er et netværk, der automatisk er aktiveret, når du ikke laver noget. Når man får psilocybin, ser det ud til at disintegrere og vende sig ud mod alle de andre netværk i hjernen. Det integrerer sig altså på nye måder, og ens oplevelse af sig selv kan ændre sig. Der opstår nogle nye perspektiver,” forklarer Dea Siggaard Stenbæk og kommer med et eksempel:

”En del kvinder tænker automatisk negativt om deres krop. Under de her sessioner sker det, at de samme kvinder tænker på deres kroppe som helt fantastiske. Hjernen er altså pludselig konfronteret med to versioner af samme virkelighed, men du kan ikke både være uduelig og en gudinde. Derfor opdaterer hjernen nogle gange og bryder med automattænkningen,” forklarer hun og fremhæver, at det også kan være en vej til at gå tilbage og besøge tidligere konfliktsituationer eller svære oplevelser og få nye perspektiver på dem.

”Det kan være, at man genbesøger sit forhold til sin far, man har følt sig svigtet af, en skilsmisse eller et dødsfald. Men nu er der bare ikke den automattænkning eller forsvarstænkning, som der før var. Man får på en måde renset brillerne og kan kigge på sit tidligere liv på en anden og mere hel måde,” forklarer Dea Siggaard Stenbæk.

Flere af forsøgspersonerne fortalte, at de fik en øget åbenhed over for verden og deres relationer gennem den psykedeliske oplevelse, som fortsatte efter psilocybin-sessionerne.

”De var mere åbne over for følelser og for nye idéer og havde en øget intellektuel nysgerrighed. Vi har kunnet se en øget fleksibilitet og åbenhed i personligheden – og bedre evne til at være til stede i nuet, som hænger ved også efter psilocybin-sessionerne,” siger Dea Siggaard Stenbæk.

Udover de patientgrupper, hun lige nu undersøger – alkoholafhængige, hovedpine-patienter og deprimerede – ser hun også potentialer i forhold til mennesker med psykiske belastninger som traumer, OCD og angst.

”Mennesker med problemstillinger, hvor psyken er kørt fast, kan få nye muligheder, hvis stoffet kan få psyken til at konsolidere sig på en ny måde,” siger hun og fortsætter:

”Der er også nogle, der har overvejet, om de psykedeliske oplevelser kunne være en måde at træne folk, der har psykoser, i at bevæge sig i de ændrede bevidsthedstilstande. Men lige nu er det noget, vi ekskluderer folk på baggrund af i vores undersøgelser. Der er stadig tvivl om, hvorvidt stofferne kan sætte gang i en psykose hos folk, der har en latent tilbøjelighed. Manier og skizofreni er typisk det, man ekskluderer på baggrund af,” siger hun.

Fare for kaos i hjernen

Selv om Dea Siggaard Stenbæk ser et stort potentiale i psilocybin særligt i forhold til bestemte patientgrupper, så fremhæver hun, at det er vigtigt at gå varsomt til værks.

”Det er sådan med stoffet, at man mister tidsfornemmelsen. Tiden bliver anderledes. Det betyder, at har man det godt, kan det føles som at være i en ekstase, der varer for evigt. Men det samme gælder, hvis man har det dårligt. Derfor skal vi hjælpe til, at folk er i flow og ikke looper. Altså bliver hængende i en dårlig oplevelse. Det er okay at være der midlertidigt. For mange kan det fx godt være turbulent at komme ind i det, vi kalder peak-fasen af stofeffekterne. Men bliver man hængende for længe i en meget dårlig oplevelse, kan det skabe alvorlige traumer,” siger hun og fortæller, at det er derfor, at der altid to terapeuter og en læge til stede under hele sessionen, som kan hjælpe, hvis det er nødvendigt.

”Desuden har vi angstdæmpende medicin, som lægen kan give, hvis det skulle blive nødvendigt. Det har det dog aldrig været.”

I øjeblikket er Dea Siggaard Stenbæk i gang med at undersøge, hvordan musik kan supplere den psykedeliske terapi. Det er ikke nyt for hende at bringe musikken ind i terapien. Hun har en efteruddannelse i en form for musikterapi, der hedder Guided Imagery and Music, som blev udviklet efter, de psykedeliske stoffer blev forbudt, fordi den mentes at kunne skabe nogle af de samme effekter.

Det er Dea Siggaard Stenbæks antagelse, at musikken kan supplere den psykedeliske oplevelse, men også, at musikken kan bringe en form for tidslighed ind i oplevelsen.

”Musik forløber i tid i modsætning til en psykedelisk oplevelse, hvor tiden til tider går helt i stå. Noget af det, vi antager, er, at musikken kan gøre noget for at holde flow i oplevelsen – og dermed også reducere angst og dårlige oplevelser. Vi har også en forestilling om, at musikken kan kalde noget mere autobiografisk materiale frem og give plads til følelsesmæssig bearbejdning af det,” siger hun.

Mere end blot et lægemiddel

Hvis studierne i psilocybin fortsat viser positive resultater, vurderer Dea Siggaard Stenbæk, at det bliver svært for Det Europæiske Lægemiddelagentur, der er det agentur i EU, der står for at evaluere og overvåge lægemidler, ikke seriøst at overveje en godkendelse af psilocybin. Det vil sige at gøre det lovligt for nogle særligt certificerede fagpersoner at udskrive det som medicin.

”Man vil selvfølgelig være meget optaget af, om folk bliver psykotiske eller selvmordstruede. Det er det, alle er meget opmærksomme på,” siger hun og peger på en anden udfordring i forhold til godkendelsen. Nemlig at give plads til det psykoterapeutiske perspektiv.

”De lægemiddelagenturer, som skal godkende stoffet, er ikke sat op til at godkende andet end stoffet i sig selv. De ser ikke på det i en terapeutisk sammenhæng. Men lige nu er der ikke nogen, der giver de her stoffer uden psykologisk støtte. Og jeg tror, de fleste vil synes, at det var uetisk og forkert. Men lægemiddelagenturerne må ikke godkende andet end stoffet,” siger hun og forklarer, at det kan lægge et pres på, at agenturerne reducerer kompleksiteten i behandlingen, så der kun er fokus på effekten af det rene stof.

Selv har hun modsat tidligere studier på området haft fokus på at undersøge, hvad den psykoterapeutiske ramme betyder for effekten.

”Der er ingen studier, der systematisk har undersøgt, hvad den psykoterapeutiske ramme betyder for det kliniske resultat. Det har været stoffet overfor placebo. Rammerne har været ens. I mine studier prøver jeg at holde stoffet ens, men at ændre på rammen. Det kan være musik eller ikke musik. Eller én psykologiske ramme overfor en anden psykologisk ramme,” siger hun.

Hun er bekymret for, at psykologer eller andre fagfolk end læger ikke får samme adgang til at producere viden indenfor det psykedeliske forskningsfelt, for det vil betyde, at der vil være typer af viden, man kommer til at mangle.

”Som psykolog kan man ikke få lov at lave studier med psilocybin, uden at en læge står som projektansvarlig for dit projekt overfor lægemiddelstyrelsen, da studierne bliver betragtet som lægemiddelforsøg. Selv om det giver god mening i forhold til sikkerhed og kontrol med lægemiddelforsøg, kan det betyde, at der om ti år ligger meget mere lægevidenskabelig evidens, end der ligger socialt, psykologisk eller humanistisk,” siger hun.

Tendens til at tænke mere kollektivt

Jeg skal til at give slip på den hjemlige stemning i terapirummet på Københavns Universitet – og bevæge mig ud i verden igen.

Går vi tilbage til det scenarie, at jeg var en af Dea Siggaard Stenbæks forsøgspersoner, så ville jeg nu blive hentet af en pårørende, som nok ville blive den første, jeg delte min psykedeliske oplevelse med.

Højst sandsynligt ville jeg fortælle om at have set verden og mine relationer i et mere kærligt lys. Det er i hvert fald det, mange af Dea Siggaard Stenbæks forsøgspersoner har berettet om.

”Langt de fleste beskriver store og smukke oplevelser – og ser verden og deres relationer i et meget kærligt skær,” fortæller Dea Siggaard Stenbæk.

Efter at have delt min oplevelse, ville jeg gå hjem og skrive en rapport om, hvad jeg havde oplevet. Og i morgen ville jeg igen indfinde mig i terapirummet.

”Så ville vi gå hele forløbet igennem og behandle den store oplevelse, og jeg ville spørge til, hvordan din aften forløb: Hvor har du været henne? Hvem har du set? Hvordan gik din første deling af oplevelsen?” siger hun.

Inden jeg rejser mig fra den bløde lænestol, spørger jeg Dea Siggaard Stenbæk, hvorfor hun tror, at det netop er nu – 50 år efter, at vi vendte ryggen til de psykedeliske stoffer i behandlingen – at vi igen er begyndt at interessere os for effekten.

Hun peger på, at vi i mange år har haft et stort fokus på individet. At det fokus måske er nået en afmatning.

”Jeg kan godt tænke, at andre måder og ikke så individorienterede måder at forstå mennesket på bliver tiltrækkende for os, fordi vi står over for nogle problemstillinger, der er så store og så kollektive. Det er selvfølgelig bare min personlige vurdering, men der er noget i den måde de psykedeliske stoffer fungerer på, der taler ind i en tendens til at bevæge sig fra individet og tænke mere kollektivt,” siger Dea Siggaard Stenbæk, inden vi tager afsked.

Vi aftaler, at tales ved. Ikke i morgen, men når hun er klar til at dele nogle af delresultaterne fra sine undersøgelser af de tre patientgrupper.

Måske er der ikke længere så lang vej til, at et besøg hos en psykolog kan inkludere en seks timers rejse ind i en ændret bevidsthedstilstand, hvor hjernen kan blive renset fra fastlåst vanetænkning – og nye perspektiver kan opstå.

Kilde: Alle citater er fra artiklen ”Samspillet mellem kemikalier og levende væsener”, Frontieres in Pharmacology, der belyser Dea Siggaard Stenbæks forskning.