Systemstress fører til, at folk mister håbet og tilliden til systemet

Vores velfærdssystem er skabt for at hjælpe, men alt for ofte ender det med at gøre det modsatte. Systemstress rammer borgere og pårørende, når langvarig, kompleks og konfliktfyldt sagsbehandling gør dem mere syge, end de var til at begynde med. Samtidig udvikler offentligt ansatte moralsk stress, når de bliver tvunget til at følge regler og rammer, der strider mod deres faglighed og samvittighed. Det er ikke bare et spørgsmål om fejl og sjusk, problemet er selve systemets opbygning.

Mange tror, at når systemstress rammer den enkelte borger eller pårørende, så er årsagen som oftest forkerte afgørelser, misforståelser eller inkompetence. Men selv når alt foregår efter bogen, kan selve processen med at få den rette hjælp være så langsom, rigid og uigennemsigtig, at forløbet i sig selv bliver en belastning.

Svedige håndflader og åndenød hos brugerne

Når jeg arbejder med systemstress, ser jeg tegnene på det overalt hos både borgere og deres pårørende. De viser fysiske tegn som svedige håndflader, åndenød, hjertebanken og diffuse smerter. Symptomerne er kroppens reaktioner på den mentale og følelsesmæssige belastning, der opstår ved systemstress. Når mennesker føler sig presset af systemet, reagerer kroppen med fysiske symptomer som følge af den vedvarende stress.

De berørte viser emotionelle tegn som vrede, gråd og frygt. Det kan også vise sig ved følelser som opgivenhed, skyld, skam og humørsvingninger. Disse følelser opstår, når børn, unge, voksne, ældre og deres pårørende oplever frustration over, at systemet ikke fungerer, eller når de føler sig hjælpeløse og oversete. De emotionelle reaktioner kan være intense og ændre sig hurtigt, hvilket kan gøre det svært at finde ro og klare tankerne i en situation, hvor de ramte føler sig fanget af systemet.

De viser også kognitive tegn som fx dårlig hukommelse, fordi det vedvarende pres påvirker hjernens evne til at koncentrere sig og bearbejde information. Når mennesket er i en konstant tilstand af stress, kan det blive svært at fokusere på opgaver, huske vigtige detaljer og tænke klart. Det er et problem, fordi de ofte selv skal koordinere indsatser, rykke for svar på ansøgninger, indkalde de rigtige medarbejdere på tværs af sektorer til møder m.v.

Jeg oplever, at systemstress kan føre til, at folk mister håbet og tilliden til systemet. De berørte kæmper mod et system, der virker for langsomt og for bureaukratisk, og i mange tilfælde ender det med, at de bliver syge af den langvarige kamp. Det er foruroligende at se, hvordan det underminerer deres mentale sundhed og også deres tillid til velfærdsstaten som helhed.

Systemets ansatte oplever moralsk stress

De offentligt ansatte, jeg møder i mit arbejde med systemstress, udviser ofte tegn på moralsk stress. Jeg kan se det i deres adfærd og bemærkninger, når de må træffe beslutninger, der strider mod deres faglige vurdering og samvittighed. Tegnene på moralsk stress kan være subtile og kan fx vise sig ved, at ansatte virker ligeglade med borgernes problemer. De vrisser ad borgerne. De tager ikke telefonen og ringer ikke tilbage. De udøver selvcensur for at undgå konflikter med samarbejdspartnere og ledere. De ansatte gør kun det allermest nødvendige og vejleder ikke borgerne om støttemuligheder og spørger heller ikke ind til andre problemer, som borgerne bringer op.

Nogle offentligt ansatte arbejder i skyggen. De fortæller mig sommetider, at de finder uofficielle måder at hjælpe borgerne på, fordi systemet forhindrer de ansatte i at give relevant hjælp. De ansatte bliver hyppigt sygemeldte, og nogle ser jeg aldrig igen. Enten fordi de har fået nyt arbejde eller helt har forladt faget. Men løsningen aldrig ligger hos den enkelte medarbejder; det er systemet, der skal ændres!

En af de strukturelle udfordringer i systemet er den store arbejdsbyrde på kommunale medarbejdere, fx i skolerne. Her ser vi efter en fejlslagen inklusionsreform for mange børn med særlige behov i klasserne og for få voksne med specialviden. Særligt bekymrende på dette område er de mange eksempler på børn, der i årevis bliver fastholdt i utilstrækkelige skoleforløb, selv når det er tydeligt, at de har brug for en anden indsats. Når et barn i årevis ikke magter at deltage i et fuldt skoleskema uden at få den nødvendige støtte, eller når ansvaret for barnets trivsel skubbes over på forældrene, så udløser det systemstress i sin reneste form.

Jeg møder ofte forældre, som efter lang tids kamp fortæller, at når de møder mig, så er det første gang, de oplever, at nogen ser på selve rammerne frem for at placere skylden hos dem. Det er ikke enkeltstående tilfælde, men en tendens i systemet, at hjemmet bliver gjort til forklaringen på barnets problemer. Problemer, der i virkeligheden skyldes skolens manglende specialpædagogiske ressourcer og systemets uvilje til at visitere til specialtilbud. I mange tilfælde fører det til, at børnene bliver ’glemt’ i systemet, fordi der simpelthen ikke er de rette rammer.

Jeg bemærker også, hvordan nogle ansatte med tiden ændrer adfærd. Nogle bliver mere opgivende, andre distancerer sig fra borgerne, og nogle begynder at tale kynisk om de mennesker, de skal hjælpe. Det tyder på, at mange udvikler strategier for at beskytte sig selv enten ved at lukke af for empatien eller ved at finde måder at retfærdiggøre de beslutninger, de bliver tvunget til at træffe. Over tid kan denne form for moralsk stress føre til udbrændthed, høj gennemstrømning af personale og en forråelse, der gør det endnu sværere at skabe et velfærdssystem, der faktisk hjælper.

Afmagt fører til forråelse

Forråelse kan opstå af alt fra afmagt, moralsk stress, omsorgstræthed og pseudoarbejde. Skåret helt ind til benet opstår moralsk stress, når det faglige råderum er for lille, og derfor er en stor del af løsningen også at øge fagligheden.

Moralsk stress kan reelt bekæmpes ved at skabe en kultur, hvor kritik både efterspørges, og hvor det er legalt at udtrykke det. Moralsk stress kan også bekæmpes ved at sætte fokus på pseudoarbejde og ved at indføre ”organisatorisk slack‟, altså give plads til faglige vurderinger uden konstant tidspres og kontrol, som psykolog og forfatter Dorthe Birkmose udtrykker det.

Både brugere og ansatte skal have bedre vilkår

Systemstress og moralsk stress er altså ikke uundgåelige bivirkninger af et velfærdssystem, de er et resultat af politiske prioriteringer. Hvis vi vil ændre det, kræver det:

• Mere gennemsigtighed og forudsigelighed i sagsbehandlingen, så borgere ved, hvad de kan forvente, og hvad næste skridt er.
• Kortere sagsbehandlingstider og færre unødige krav, så folk bliver fastholdt i en konstant kamp.
• Mere faglig frihed til offentligt ansatte, så de kan træffe beslutninger, der giver mening i den konkrete situation.
• Et opgør med den økonomisk motiverede forsigtighed, hvor myndigheder ofte afviser ansøgninger, fordi en bevilling vurderes som for dyr eller bindende, snarere end fordi borgeren ikke opfylder betingelserne.

Vores velfærdssystem skal ikke være en labyrint af frustrationer. Det skal være en støttefunktion, der arbejder for borgerne, ikke imod dem. Hvis vi ikke anerkender og bekæmper systemstress som en reel samfundsudfordring, risikerer vi, at tilliden til velfærdsstaten langsomt bliver nedbrudt.

Det burde ikke være en kamp at få den hjælp, man har brug for. Men så længe vi accepterer et system, der skaber mere stress end støtte, vil systemstress og moralsk stress fortsat slide på både borgere og dem, der arbejder i systemet.