Tidligere overlæge i psykiatrien Mikkel Rasmussen: Jeg har sendt patienter hjem, der var lige på grænsen til at være akut selvmordstruede

Patienter med domsbehandlinger indlagt på åben psykiatrisk modtagelse. Selvmord under indlæggelserne. Og patienter på grænsen til at være akut selvmordstruede, som måtte sendes hjem igen pga. manglende sengepladser.

Sådan så virkeligheden ud, da tidligere overlæge i psykiatrien Mikkel Rasmussen tilbage i 2016 var ansat i psykiatrisk akutmodtagelse på Aarhus Universitetshospital i Risskov.

”Det var selvfølgelig ikke akut selvmordstruet, vi sendte hjem, men det var patienter, hvor det var lige på grænsen, og hvor jeg måtte kigge dem og deres pårørende i øjnene og sige desværre, men prøv at komme igen i morgen, så har vi måske plads,” siger Mikkel Rasmussen og fortæller, at han og hans kolleger konstant måtte lave krumspring for inden for de meget snævre rammer at kunne hjælpe de mennesker, der virkelig havde brug for det.

”Vi forsøgte jo at gøre, hvad vi kunne, men det var altid på trods af. Jeg har lavet, jeg ved ikke hvor meget skyggearbejde efter arbejdstid. Det kunne være, at jeg ringede til en anden region for at finde et herberg, så et ungt menneske, der havde det rigtig skidt, ikke skulle ende på gaden. Eller at jeg gik op på et sengeafsnit for at følge op på en svær selvmordstruet patient, der ville udskrive sig selv.”

Skal Mikkel Rasmussen skitsere den overordnede problematik, så handler det om, at den snævre økonomisk ramme for psykiatrien skaber en kamp. På den ene side har man økonomistyringen, der skal sørge for, at man opnår de mål, man er blevet beordret til at skulle opnå – og på den anden side almindelig sund fornuft, faglighed og medmenneskelighed.

”Det er det skisma, mange også står i i dag, og det er derfor, vi ser en udvanding af psykiatrien. Man når til et sted, hvor man simpelthen ikke kan stå inde for det fagligt længere. Det var jo også grunden til, at jeg i sin tid rejste mig op,” siger Mikkel Rasmusen.

Ind i politik

I første omgang førte Mikkel Rasmussens frustration til, at han sammen med andre faggrupper på det psykiatriske hospital i Risskov stiftede partiet Psykiatri-Listen. Han endte med at blive valgt ind i Region Midtjylland, hvor han sad i regionsrådet i tre år. Sideløbende startede han græsrodsbevægelsen Værdig Psykiatri For Alle, som han har brugt som platform til at få hul igennem til politikerne på Christiansborg. Både gennem farverige events foran borgen og gennem foretræde for Sundhedsudvalget. Senere har han også via sin post som næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab arbejdet for at forbedre rammerne for psykiatrien.

Som politiker i regionsrådet fik Mikkel Rasmussen syn for, at der virkelig manglede viden om psykiatrien. Men måske fordi han kom direkte fra infernoet i akutmodtagelsen, som han udtrykker det, oplevede han, at der faktisk blev lyttet til ham, og at det derfor lykkedes for ham at få afsat ressourcer regionalt.

Lige nu kæmper han for at få politikerne på Christiansborg til at lytte til de faglige anbefalinger, der ligger i 10-årsplanen for psykiatrien, som han har været med til at udarbejde i følgegruppen i Sundhedsstyrelsen i kraft af sin rolle som næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab.

De fem prioriterede områder i planen, der blandt andet handler om forebyggende indsatser, kapacitet og tilgængelighed, er for ham at se afgørende, hvis psykiatrien skal hjælpe særligt de allermest syge.  

”Det er et kæmpe problem, at man ikke kan komme ind i psykiatrien, når man er rigtig dårlig. Og det er også et kæmpe problem, at når man er færdigbehandlet og kunne komme ud af psykiatrien, så er der ikke er noget støttetilbud. Og det er et problem, at den ambulante hjælp halter, så man ikke kommer ud til de mennesker, der er for syge til selv at opsøge hjælp.”

Mikkel Rasmusen vurderer, at forholdende på mange områder kun er blevet værre, siden han selv forlod akutmodtagelsen i 2016. Blandt andet er det nåleøje, man skal gå igennem for at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling, blevet meget mindre i takt med, at der er kommet flere patienter.

”Man skal nærmest være selvmordstruet i svær grad eller være udadreagerende,” siger Mikkel Rasmussen.

I dag bruger vi 110 milliarder om året på psykiatrien, men, ifølge Mikkel Rasmussen, er det lige nu kun ti procent, der går til at forebygge og behandle. Resten går til udgifter til førtidspension og sygemeldinger.

”Både menneskeligt og samfundsøkonomisk ville det betale sig at bruge flere af de penge til at behandle mennesker, så de kan få et godt liv – og måske bidrage til samfundet,” siger han.

Det handler også om kultur

Men selvom ressourcerne er afgørende, retter Mikkel Rasmusen også kritikken et andet sted hen.

”Lige nu råber vi meget op om 10-årsplanen og penge, og det er vi nødt til. Vi er nødt til at have rammerne på plads, men når det er sket, skal vi også kigge ind ad og se på kulturen og den måde, vi har struktureret psykiatrien på. Blandt andet har vi nogle meget specialiserede ambulatorier, der gør patienten til kastebold, også internt i psykiatrien. Og i det hele taget mangler der sammenhæng i behandlingen i psykiatrien,” siger Mikkel Rasmussen og fremhæver, at det er noget, der er muligt at ændre på, uden at det behøver at koste penge. Det samme gør sig gældende med den stramme målstyring.

”Fokus er så hårdt rettet mod, om man nu overholder udrednings- og behandlingsgarantien eller nedbringer ventelisterne, at man glemmer at kigge på, hvordan de patienter, der kommer ind i psykiatrien, kommer ud igen. Har de færre symptomer? Har de bedre livskvalitet? Og fastholder vi dem i uddannelse og arbejde? Vi er nødt til at kigge på, om det vi gør, er godt nok kvalitativt, og hvordan vi kan måle effekterne.”

Allerede da Mikkel Rasmussen oplevede at måtte gå på kompromis med sin faglighed på den psykiatriske akutmodtagelse i Aarhus, var han i tvivl om, hvorvidt han skulle fortsætte sit virke i den offentlige psykiatri. Men netop hans blik for de strukturer inde i psykiatrien, han kunne være med til at ændre, fik ham til at tage en tørn mere. Denne gang som ledende overlæge på et hospital; nemlig Psykiatrisk Afdeling Vejle.

”Jeg kom til en afdeling, hvor det hele drejede sig om drift: Hvor mange senge har vi? Hvem har vagten? Og hvem kan snart udskrives? Man skulle kigge virkelig langt efter den faglige samtale om patienterne, hvor man sammen bliver klogere, og hvor man tør vise sin sårbarhed. Arbejdsmiljøet var dårligt, og mange havde forladt afdelingen,” fortæller Mikkel Rasmussen, der besluttede sig for at sætte massivt ind på uddannelsesmiljøet.

”Jeg sagde, ’det kan godt være, at vi har stramme budgetter, men jeg har ikke nogen limit, hvis I gerne vil videreuddanne jer eller deltage i kongresser eller kurser.’ Jeg sagde nej til læger, der søgte ind, hvis jeg ikke vurderede, at de havde de faglige standard, der skulle til. Mit mål var at vise, at vi godt kunne løfte den faglige standard, også under de rammer, der var.”

Som leder var det nu Mikkel Rasmussen, der skulle stå på mål, når der manglede sengepladser til patienter, eller når en patient, der var indlagt i over et år, fik et dårligere funktionsniveau, fordi der ikke var nogen støtte klar i kommunerne, og man derfor ikke kunne udskrive.

Han valgte at invitere journalisterne på besøg. Han mener nemlig, at åbenhed omkring forholdene i psykiatrien er vejen frem, hvis noget skal ændres.

”Hvis du spørger mig, har man været alt for lukket om det, der sker i psykiatrien. Vi er nødt til at vise, hvad der foregår, hvor det er udfordrende, og hvor arbejdsmiljøet halter, men vi skal også fortælle de gode historier, hvor vi faktisk lykkes med at hjælpe mennesker. Og så mener jeg, at vi har en opgave i at afstigmatisere psykiatrien. Det tror jeg virkelig er vigtigt, hvis vi skal have den opprioriteret,” siger Mikkel Rasmussen og uddyber:

”Der er kommet fokus på at afstigmatisere i medierne. Men det handler mest om depression eller angst. Der er stadig store tabuer omkring diagnoser som fx skizofreni, for slet ikke at tale om dobbeltdiagnoser, hvor man udover en psykiatrisk diagnose også har et misbrugsproblem. Vi skal sætte fokus på, at det ikke er en situation, folk selv vælger, ingen planlægger at blive misbruger. Det er mennesker, der uønsket er endt i en situation, hvor de har brug for hjælp.”

Sidste år valgte Mikkel Rasmussen at forlade sit job som leder på Psykiatrisk Afdeling i Vejle. Men ligesom han ikke slipper kampen for at forbedre den offentlige psykiatri, afviser han ikke at vende tilbage som overlæge.

Og i øjeblikket ser han – trods de store udfordringer – også kræfter, der trækker i rette retning:

”Jeg oplever en ny generation af unge mennesker, som gerne vil være psykiatere i psykiatrien, og som skaber en kulturændring. Der er meget mere fokus på inddragelse og samskabelse – og på, at patienterne og de pårørende skal være meget mere ind over behandlingen. Og det er der faktisk også politisk. På den måde synes jeg, der sker noget positivt i kulturudviklingen.”