Tove Ditlevsen var min mormor: ”Hvis vi skal bryde med skammen om psykisk sygdom, må vi insistere på at tale og skrive om den”

Det er 13 år siden, at Lise Munk Thygesen fandt en mappe med titlen ”Hemmeligheder”, som hendes mor havde efterladt til hende, da hun døde.

To måneder efter, at moderen gik bort, viste hun sig for Lise i en drøm og sagde, at hun sagtens kunne åbne mappen, men at det ville være på eget ansvar.

”Jeg vidste med mig selv, at hun havde ret. Jeg havde min mands sygdom og alt muligt andet i mit liv, der fyldte på det tidspunkt. Først mange år efter min mors død, havde jeg tid og plads til at få den nye indsigt til at falde på plads – til at rumme, hvad end det så måtte være,” forklarer hun.

Da hun besluttede, at nu var det tid, var det trangen til at forstå familiens historie, der pressede sig på. Lise Munk Thygesen var 12 år gammel, da hendes berømte mormor, Tove Ditlevsen, tog sit liv. Gammel nok til at fornemme uroen, men alt for ung til at forstå den.

”Jeg ville gerne forstå min familie og gentagelserne: Hvorfor psykisk sygdom var gået i arv, noget som havde haft så store konsekvenser; vi var flere kvinder i familien, der var vokset op moderløse, ikke fordi vores mor var død, men fordi hun havde haft svært ved at være i moderskabet,” forklarer hun. Da hun gik ombord i sin oldemor Kristine Alfrida Ditlevsens historie, fandt hun ud af, at hun og hendes søster havde passet sig selv, fra de var henholdsvis fire og seks år gamle: ”Pludselig gik det op for mig, at vi stod fem generationer af kvinder, der var vokset op moderløst.”

”Tove Ditlevsen var min mormor” er blevet til en historie om syv generationers kvindeliv og alt det, der er gået i arv – misbrug, overgreb og svigt. En fortælling om, hvordan adfærd og tankemønstre overleveres igennem generationer og påvirker vores livsvalg.

Men bogen er også et opgør med den tavshed og skam, der har forhindret familiens kvinder i at frigøre sig. Og den er et vidnesbyrd om, hvordan man ved at insistere på at tale åbent om psykisk sygdom kan bryde den skyld og skam, som følger med psykisk sygdom og lader den vandre gennem generationer.

I bogen beskriver Lise Munk Thygesen, hvordan psykisk sygdom satte spor i hendes tipoldemors, oldemors, mormors, hendes mors og hendes eget liv, og hvordan hun som barn oplevede sin mors psykiske sygdom. Om hvordan hendes mor Helle var vokset op med stedfarens druk. Og hvordan Helle selv begyndte at drikke, da hun var 15 ”med det ene formål at mærke bedøvelsen og ikke livet”, som Lise Munk Thygesen beskriver det i bogen.

Her kan man blandt andet læse om den nat, Lise som barn vågnede og hørte tumult inde i stuen. At hun halvt i søvne steg ud af sengen, listede ind og fandt sin mor på en madras på gulvet, meget fuld og højrøstet. Tonen i hendes stemme var hård og grødet. Lise kunne ikke forstå, hvad moderen sagde.

”Min mor var på en gang skræmmende og uhyggelig, hjælpeløs og ufarlig,” skriver hun i bogen. Allerede den nat anede Lise, at hendes forældres tid sammen var slut. Året efter blev de skilt.

Lise Munk Thygesen beskriver, hvordan hun savnede sin mor og altid har gjort det, men også hvordan hun i dag forstår moderens valg om at forlade hende og overlade ansvaret til faderen som en konsekvens af, at hun ikke stolede på sine egne evner som mor, ikke magtede at være der, og derfor ikke var en del af hendes dagligdag.

I bogen beskriver Lise Munk Thygesen, hvordan hendes mors psykiske sygdom har grundlagt et konstant alarmberedskab i hende. Også selvom hun i en stor del af sin barndom har levet med sin far på afstand af moderen. Om hvordan hun som niårig fandt moderen i hendes lejlighed; hvordan hun lå vandret hen ad det gullige, lakerede trægulv, hvordan hendes fødder lå spredt ud til hver side, som sov hun. Om de tomme pilleglas, der stod på bordet. Og om hvordan hun overværede, at ambulancefolkene, der kom med udrykning, klappede moderen på kinderne, hev i hende, meget voldsomt, råbte hendes navn.

Hun beskriver, hvordan moderen ringede til hende en sen aften nogle år senere for at fortælle, at hun havde taget en overdosis og drukket en del og ringet efter en ambulance, fordi hun ville indlægges og mente, at det var den eneste måde, hun kunne blive det på. Men at Lise ikke måtte blive bange. Og hvordan hun kort efter mødte sin mor, som lå i en seng på Rigshospitalet, beruset og skæv.

Sin rette plads

Her på afstand kan hun se, at hendes mor i sin egen optik overlod hende til faderen for at redde hende – for at bryde de handlemønstre, der var nedarvet i generationer.

”Hendes teori var, at hendes psykiske tilstand var direkte forårsaget af hendes barndom og var en del af den sociale arv; at selvmordsforsøg, alkohol- og pilleforbrug var en tillært adfærd. De perioder, jeg ikke så hende, var, når hun havde det dårligt. Hun ville ikke have, at jeg skulle udsættes for det syn og den følelse,” skriver hun.

Lise Munk Thygesens mormor Tove Ditlevsen blev diagnosticeret maniodepressiv (i dag bipolar), da hun var indlagt til afvænning i 1950. Tove Ditlevsens datter, Helle, som er Lise Munk Thygesens mor, ”var overbevist om, at hendes depressioner skyldtes hendes miljø, at de var produkt af hendes dysfunktionelle opvækst så tæt forbundet med en mor, der så åbenlyst led af og selv forsvandt ind og ud af depressioner, ind og ud af selvmedicinering og ind og ud af psykiatriske afdelinger,” skriver hun.

I arbejdet med bogen er det gået op for Lise Munk Thygesen, hvor stor en rolle fortielserne har spillet, hvor meget skyld og skam har fyldt, og hvor alvorlige konsekvenser det har haft.

”I vores familie startede det allerede hos mine tipoldeforældre. Min tipoldefar selvmedicinerede sig, drak og gik i delirium. Min tipoldemor skammede sig over ham, over hans psykiske sygdom og den vold, han udsatte familien for. Ligesom hun skammede sig over, at han tog sit eget liv, selvom det måske nok også var en lettelse for hende,” forklarer hun.

I familien blev fortællingen om tipoldefaren, at han ikke var noget værd.

”Faktisk hadede min oldemor sin far, fordi han var voldelig og havde slået dem. Hadet og skammen kommunikerede hun videre til sin datter,” forklarer Lise Munk Tygesen.

Og således sker der en videreførelse af måden, man ser på de psykisk syge – og det glider ind i det blik på psykisk sygdom, vi sammen bygger ind i samfundet, mener forfatteren.

Derfor er hendes ønske med bogen også at opfordre til at bryde med skyld og skam – nedbryde fordommene om psykisk sygdom og tale åbent om den.

”Vi knækker skyld og skam ved at insistere på at tale og skrive om, at psykisk sygdom findes. Den findes i vores familie. Den har været en del af vores livsvilkår i syv generationer. Den gør sådan og sådan ved os. Idet man anerkender, at den findes, og giver den sin rette plads, får den ikke længere lov til at fylde det hele,” siger hun.

Det er hendes håb, at folk, der læser bogen, får lyst til at lære deres forældre og forrige generationer at kende og hermed få en større forståelse for hinanden. Og at der med forståelsen opstår større samhørighed og kærlighed.

”Jeg tror, at det er enormt vigtigt at gå et skridt tilbage og kigge på det menneske til menneske. Det har hjulpet mig meget med min mor. Det at se på hende som menneske og ikke mor har givet mig en stærkere forståelse. Det ændrer ikke på det faktum, at der har været perioder, hvor jeg har været ked af, at hun ikke kunne være min mor. Men jeg kan forstå hende, og det giver plads til endnu mere kærlighed til hende,” forklarer hun.

Ud i lyset

Selvom hun mener, at vi er begyndt at tale mere åbent om psykisk sygdom, end vi har gjort tidligere, er psykisk sygdom fortsat tabubelagt. Og det er vi nødt til at ændre, hvis vi vil hjælpe psykisk syge og deres pårørende til et bedre liv, mener Lise Munk Thygesen.

”Min tipoldefar begik selvmord, min tipoldemor skammede sig og gav skammen videre til sine børn og så videre. Psykisk sygdom er lidelse på lige fod med fysisk: Den forandrer os og verden omkring os og for nogles vedkommende deres virkelighed. Det er helt umådeligt ensomt at gå rundt og have en psykisk sygdom, man skal skamme sig over,” siger hun.

Som Lise Munk Thygesen minder om, er psykisk sygdom enormt farligt. 600 mennesker mister hvert år livet til selvmord. Det er tre gange så mange som mister livet i trafikulykker. Mange har enten forsøgt selvmord eller mistet livet til selvmord i Lise Munk Thygesens familie. Efter bogens udgivelse har hun fundet ud af, at selv hendes mors nærmeste venner ikke vidste, hvor plaget hun egentlig var, og at hun havde tanker om selvmord.

”Jeg troede faktisk, at min mors nære venner og veninder vidste, at hun var selvmordstruet. Men efter at jeg har udgivet bogen, har jeg fundet ud af, at det vidste de ikke. Det er jo helt umådeligt trist, at vi ikke som venner til psykisk syge, som børn af psykisk syge og pårørende ikke kan tale om psykisk sygdom og hjælpe hinanden med at sikre den psykisk syge hjælp,” siger hun.

Et vigtigt skridt i forebyggelse af selvmord er inddragelse af venner og pårørende, mener Lise Munk Thygesen. Også her kræver det, at vi får skabt en kultur, hvor psykisk syge tør være åbne omkring, hvordan de har det, hvor det bliver naturligt at række ud og være der for hinanden. Skammen og den skyld, som mange psykisk syge bærer, skaber et facadens skjold, som gør det svært at gennemskue lidelsen.

”Min mor var rigtig god til ikke at tale om sig selv. Hun var stærkt øvet i det gennem hele sin barndom, siden hun var tre år gammel, drevet af skam, var det lykkedes hende at skabe et narrativ om sig selv, som hun gerne ville se sig selv. Hun havde ikke selv lyst til at definere sig som psykisk syg og ønskede at beskytte sin mor, som jo også var psykisk syg og narkoman. Min mor voksede op i et hjem, som var meget atypisk i forhold til andres. For at kunne være i det, skabte hun en fantasi, som var mere tålelig end virkeligheden,” forklarer hun.

Selvom bogen i lange stræk er et portræt af psykisk sygdom, og de skygger, den har kastet ind i familien, portrætterer den også fem ekstremt stærke kvinder, der har klaret sig godt på trods, mener Lise Munk Thygesen.

”Jeg håber også, at jeg med det, jeg skriver, formår at vise alt det potentiale, psykiske syge også har. Psykisk sygdom dømmer ikke en ude af tilværelsen. Man kan være succesfuld og velfungerende på sit arbejde og så gå hjem og kæmpe for sit eget liv hele aftenen og natten for så at gå på arbejde igen næste morgen,” siger hun.

Det burde vi hylde og fejre, som vi ville gøre det i situationer, hvor mennesker med somatiske sygdomme arbejder og klarer sig på trods.

”Det er enormt godt gået konstant at kunne have alle de kampe med sig selv, og så samtidig lykkes med at opretholde et arbejdsliv og en karriere. Vi mangler den fejring,” siger hun.

En form for hyldest af psykisk syges indsats ville være med til at signalere anerkendelse og give det rygstød, psykisk syge har behov for, mener Lise Munk Thygesen – en oplevelse af at de er okay, og at det bliver rummet og set, at de kæmper.

”Jeg tror, at min mor, som så mange andre, var ekstremt bange for at blive dømt ude og set på som svag på arbejdet, af andre og af sig selv. Og at det var rart for hende at være i en funktion, hvor hun ikke skulle forholde sig til sin psykiske sygdom – at have et lille frimærke, hvor hun ikke behøvede at tage stilling til det.”

Forståelsens fred

Der er ikke tilstrækkelige støtteforanstaltninger til psykisk syge til rådighed på arbejdsmarkedet. Og det styrker skammen, mener Lise Munk Thygesen.

”Hvis du tager kræft og andre somatiske sygdomme som eksempel, giver vi her i langt højere grad plads til hinanden, viser hensyn, omsorg, og tilbyder hjælp, også til pårørende. Det har vi godt på plads i sundhedsvæsnet. Med psykisk sygdom står man alene. Det styrker skammen, for det underbygger, at psykisk sygdom ikke regnes for noget, ikke er samfundets ansvar, men den enkeltes eget,” siger hun.

Hvis man forstår, at han eller hun ikke bare kunne tage sig sammen, fordi han eller hun faktisk er syg, så er det er ikke længere hans eller hendes skyld.

”Jeg appellerer til; at vi ser hinanden som medmennesker. Der er ikke noget, der er det enkelte menneskes skyld alene.”

Hvorfor er det skamfuldt, at et familiemedlem er død af selvmord, når det ikke er skamfuldt at dø af kræft? Det er, som om, at alt andet, det menneske har stået for, bliver slettet, at eftermælet ligesom går til grunde i skammen. Men efterladte og pårørende har en lige så stor sorg at bære på, og kærlighed til den mistede at bære videre. Og det menneske, der har mistet livet til selvmord, er lige så meget værd, som det menneske, der har mistet livet til kræft, argumenterer hun.

”Det ligger også i sproget, når vi taler om, at mennesker ’begår’ selvmord. Som var det en forbrydelse. Hvorfor siger vi ikke mister livet til selvmord?”

Hvad har det givet dig at åbne mappen med hemmeligheder – og at skrive og udgive fortællingen?