Trivselskommissionen er ikke dumpet med opgaven – det er opgavestilleren, der ikke er bestået

Ifølge Trivselskommissionen er det på tide, at vi taler om, hvad trivsel og mistrivsel egentlig er, og gør det klart for vores børn og unge, at tilværelsen ikke altid kan være lutter lagkage.

Sådan lyder det overordnede budskab i kommissionens afrapportering, der har til opgave at belyse trivselsudfordringerne blandt den brede, almene gruppe af børn og unge mellem 0-25 år.

Nogle påpeger, at Trivselskommissionen er dumpet med opgaven. Det mener jeg ikke, den er – det er opgavestilleren, der ikke er bestået. Jeg mener, det er voldsomt problematisk, at man på denne måde fravælger at beskæftige sig med den mest udsatte gruppe børn og unge, nemlig dem, der har skolevægring, eller ufrivilligt skolefravær, som vi kalder det i Autismeforeningen. Det svarer til, at lægen på akutmodtagelsen prioriterer at tage sig af patienten, der har skåret sig i fingeren, frem for at give hjertemassage til patienten, der har fået hjertestop.

Trivselskommissionen mener, vi skal gøre det klart for vores børn og unge, at livet altså må forventes at være andet end sjove videoer på TikTok og solen, der skinner fra en skyfri himmel. Imens står en stadigt stigende gruppe børn og unge midt i orkanens øje og kan ikke finde vej ud, fordi man ikke giver dem den rette hjælp. De ligger derhjemme på værelserne netop nu for nedrullede gardiner med en følelse af, at de ikke har en berettigelse i livet. For det kan være svært at mærke, at der er nogen, udover deres udkørte forældre, der har en oprigtig interesse for dem og deres trivsel.

Det går alt for langsomt med at handle

Siden Inklusionsreformen i 2012 har vi set en katastrofe af dimensioner udvikle sig i slowmotion. Autismeforeningens årlige inklusionsundersøgelse har siden 2016 dokumenteret dét, som dengang var usynligt for skiftende undervisningsministre; at tvangsinklusion af autistiske børn i almenskolen har resulteret i en kolossal udvikling af mistrivsel, som kommer til udtryk som ufrivilligt skolefravær.

I den seneste inklusionsundersøgelse fra 2024 fremgår det, at tæt på halvdelen af respondenternes børn, nemlig 46,1%, har ufrivilligt skolefravær. Af de børn har 20,4% været væk fra skolen i mere end et år, hvilket er det højeste tal, undersøgelsen nogensinde har målt.

Står vi i en mistrivselskrise? Nej. Vi står midt i en dundrende katastrofe, og trækker undervisningsministeren ikke i nødbremsen nu, vil socialområdet aldrig få ressourcer til at reparere al den ulykke, der forårsages af en forkert tilgang.

Vi kan selvfølgelig krydse fingre for, at den af Trivselskommissionen foreslåede ekspertgruppe kommer med en ny rapport om et til to år, der peger på dét, vi allerede ved. Men det går alt for langsomt med at handle på den katastrofale problemstilling, som har eksisteret i mere end 12 år.  

Diagnoser stilles altid på baggrund af lidelse

Det er en alvorlig fejltagelse ikke at forholde sig til den gruppe børn og unge, der har det værst. For sagen er jo den, at når autistiske børn i den grad mistrives i grundskolen – som vores inklusionsundersøgelse år efter år har understreget – så er det en indikator på, at der er brug for at handle. Ikke kun for de autistiske elevers skyld, men for alle børn og unges. Det fremmer ikke trivslen hos nogen at sidde 26-28 elever i et klasselokale, skifte mellem et væld af forskellige lærere og pædagoger og skulle springe fra den ene opgave til den anden uden tid til fordybelse eller mulighed for at beskæftige sig med dét, man finder motiverende og dermed meningsfuldt.

I afrapporteringen henviser Trivselskommissionen da også til, at flere børn og unge taler om en ’forpustethed’, og at de mærker et pres udefra i forhold til tidligt at beslutte, hvad de vil med deres liv. Det er fuldt forståeligt, at børn og unge hiver efter vejret, for folkeskolen er blevet et årelangt sprint, som træner børn til et voksenliv, hvor man hurtigt skal kunne omstille sig og samtidig udmærke sig på alverdens forskellige parametre.

Det skoleliv knækker autistiske børn og unge halsen på, for det er stik imod alt, hvad de har behov for. De udvikler belastningsreaktioner som depression, angst og spiseforstyrrelser og kravler ud af grundskolen uden deres oprindelige kompetencer i behold.

Ifølge tal fra Social.dk ser man i årene 2018-2022 en stigning på 39 procent blandt de 18-22-årige, der blev tilkendt førtidspension. Jeg er ikke en gambler, men jeg tør godt sætte hele formuen på, at sammenhængen er klar.  

Trivselskommissionen opfordrer til, at en ekspertgruppe skal undersøge ’årsager til, og afledte konsekvenser af, at flere børn og unge diagnosticeres.’

Endnu en gang kan jeg konstatere, at faggrupper uden for sundhedsområdet har travlt med at pege på unødvendigheden af rette diagnose.

Ifølge kommissionen er det ”vigtigt at have en opmærksomhed på, at diagnoser ikke er lig med at være i mistrivsel. Man kan godt have en diagnose og være i trivsel, ligesom man kan være i mistrivsel uden at have en diagnose.”

Det virker som om kommissionen har glemt at tage højde for, at en psykiatrisk diagnose altid stilles på baggrund af lidelse. Det er jo ikke børn og unge i trivsel, der får stillet en diagnose. Den følger efter længere tids alvorlig mistrivsel, fordi barnet eller den unge ikke er blevet mødt på sine behov. Men før den rette faglighed har kigget på vores børn med det rette blik, vil de blive set på som en del af den generelle gruppe og blive behandlet derefter.

I præsterer over evne

I Autismeforeningen taler vi igen og igen om rettidig indsats, men den kan ikke stå alene. Det er altafgørende, at en rettidig indsats er suppleret af den rette faglighed, for mødes man ikke af den rette tilgang, bliver man syg. Derfor bliver jeg bekymret, når kommissionen opfordrer til, at betydningen af diagnoser skal minimeres i tildelingen af støtte, hjælp og indsatser. For hvem skal så vurdere, hvad der er på spil? Perspektiver er forskellige, og det er afgørende, at den, der kigger på det enkelte barn, ved, hvad man skal kigge efter.

Trivselskommissionens afrapportering har af flere fået kritik for at være endnu en årsag til at slå forældrene oven i hovedet. Jeg vil gerne give en cadeau til alle forældre til børn med andre behov end flertallet. At de fleste af jer og jeres børn stadig står på benene i dag, er noget nær et mirakel.

Klap jer selv og jeres dyrebareste på skulderen. I præsterer over evne.