Tvangsanbragt: ”Jeg bliver æresdræbt, hvis min familie finder mig”

Maria var 16 år, da hun opsøgte sin skoleleder for at få hjælp til at komme væk hjemmefra. Hun vidste, at det var farligt, det hun gjorde. At det ville få alvorlige konsekvenser, hvis hendes forældre fandt ud af det. Men det var for alvor gået op for hende, at den vold og kontrol, hendes forældre udsatte hende for, ikke var normal.

”Jeg måtte ikke selv bestemme, hvad for noget tøj jeg gik i, eller hvem jeg fulgtes med i skole. Jeg havde ikke nogen venner. Og jeg havde ikke nogen fritidsinteresser. Det eneste, jeg måtte, var at gå i skole og være derhjemme, hvor der var både fysisk og psykisk vold. Den psykiske vold kom mest fra min mor. Hun truede mig og fortalte mig blandt andet, at jeg var grim og dum og aldrig ville blive til noget.”

Sådan fortæller Maria, der i dag er 23 år. Hun har de sidste seks år boet på en anonymiseret adresse på det socialpædagogiske opholdssted DUKASKU. Først da hun var i sikkerhed her, fik hendes forældre at vide, at hun var blevet tvangsfjernet.

Marias forældre har flere gange forsøgt at kontakte hende gennem Marias sagsbehandler for at få hende til at komme hjem. Først med trusler – også overfor sagsbehandleren – og siden med kærlighedserklæringer og gaver. Men Maria ved godt, hvad der vil ske, hvis hun tager hjem – eller hvis forældrene finder hende. 

”Vi har haft nogle kvinder i min familie, der blev skilt fra deres mænd, og det har ikke været godt for dem. Det var en skam – og de blev behandlet virkelig dårligt. Jeg er flygtet fra mine forældre og har fortalt, hvad de har gjort mig. Det er virkelig en stor ting, så jeg tror … nej, jeg ved, at jeg ville blive æresdræbt,” siger Maria.

Hun fortæller, at det har givet hende tryghed at bo på DUKASKU sammen med de andre unge og pædagogerne, som er blevet som en slags familie for hende.

Men snart slutter det såkaldte efterværn, der har gjort, at hun har kunnet blive boende, også efter hun fyldte 18. Udsigten til det har gjort, at hun igen er begyndt at få mareridt og angst.

”Jeg er bange for, at jeg går ned psykisk, hvis jeg skal flytte nu. Jeg er i gang med en uddannelse, og det betyder virkelig meget for mig, at jeg er i stand til at gøre den færdig. Jeg kan nærmest ikke beskrive det. Jeg har altid fået at vide, at jeg ikke kunne blive til noget. Jeg troede aldrig, jeg ville få en uddannelse. Det handler også meget om min sikkerhed. Jeg føler mig tryg her,” siger Maria og fortæller, at hun flere gange har søgt om at få nyt cpr-nummer. Hun har allerede skiftet navn, men et nyt cpr-nummer ville gøre det endnu sværere for hendes familie at finde hende – og dermed gøre hende mere tryg i forhold til at skulle stå på egne ben, men hun har fået afslag.

Efterværn bør møntes på den enkelte

Hos DUKASKU bor der lige nu 11 børn i alderen 6-17 år og ti unge i alderen 16-23 år. De unge bor i egen bolig, men er en del af fællesskabet på DUKASKU. Alle er enten tvangsanbragte eller frivilligt anbragte pga. æresrelateret vold eller negativ social kontrol. Og de fleste af dem får ligesom Maria efterværn, så de kan blive boende til, de er 23 år.

Det tager tid at opbygge det indre fundament af selvværd og tryghed, der gør, at de kan stå på egne ben – og modstå det ofte store pres fra deres familier, fortæller Rikke Møller. Hun er socialpædagog hos DUKASKU og har gennem 20 år arbejdet med unge, der har været udsat for æresrelateret vold eller negativ social kontrol.

”De unge, der bor her, har været udsat for massiv vold og omsorgssvigt. De har lært, at de ingen rettigheder har. De har fået at vide, hvad de skal gøre, hvordan de skal klæde sig, hvordan de skal spise nærmest. Det er alt sammen noget, vi skal arbejde med i forhold til at opbygge deres indre kerne. Det tager tid, og samtidig kæmper flere af dem med psykosociale problemer, PTSD blandt andet,” siger hun og fortsætter:

”Oven i det er der så presset fra familien. Det kan være trusler, men det kan også være, at familien lover bod og bedring, hvis de kommer hjem – eller at en kusine tager kontakt og fortæller, at ens mor er ved at dø af kræft. Det er et virkelig hårdt pres, som kræver meget at stå imod. Mange af dem savner også deres familie og føler en loyalitet, på trods af det de har været udsat for,” siger Rikke Møller og fortæller, at det er vigtigt at forstå, at denne type vold og kontrol oftest ikke kun kommer fra forældrene, men fra hele familien og netværket omkring familien. Det kan være, at de udøvende – forældre eller søskende – er presset til at udføre vold og social kontrol. Og presset kan endda kan være transnationalt.

”Der kan være en onkel i Irak, der trækker i trådene. Den æresrelaterede vold tager oftest afsæt i et kollektivt pres. Men ingen familier er ens – og derfor er man nødt til at undersøge mønstrene og dynamikkerne i hver eneste familie,” siger Rikke Møller.

Hun fremhæver, at de unge, der bor hos DUKASKU, har forladt alt, hvad de havde. Forældre, søskende, venner. De skal bygge et helt nyt netværk op.

Hun mener, at det er et problem, at tilbuddet om efterværn slutter ved det 23. år.

”Der er meget på spil, hvis de flytter for tidligt. Og konsekvenserne kan være fatale. Derfor burde efterværn mønte sig på den enkelte og vedkommendes udvikling frem for et tal. Det er meget forskelligt, hvad de har med sig. Og dermed også hvor lang tid det tager, før de er klar,” siger Rikke Møller.

Arbejdet med de unge handler, ifølge Rikke Møller, særligt om at opbygge tillid. Mange af dem har været vant til at leve et dobbeltliv, hvor de var tvunget til at lyve hele tiden. Sanktionen, hvis de fx blev taget i at have en dansk kæreste, kunne være enorm. Nu skal de lære, at det betaler sig at være ærlig – også selv om man har gjort noget dumt. At der ingen sanktioner er. Samtidig skal de lære deres grænser at kende – og finde ud af, at det er ok at have en mening.

Men det handler også om at skabe ro.

”De fleste af de unge har levet et liv i kaos og overvågning, hvor de skal kigge sig selv over skulderen hele tiden,” siger Rikke Møller.

Maria kan godt huske, hvordan hun havde det, da hun som 16-årig ankom til DUKASKU.

”Jeg havde en spiseforstyrrelse, og jeg var angst og bange, jeg havde skyldfølelse og svigtfølelse, særligt i forhold til mine mange søskende, som jeg også var nødt til at forlade, og som stadig måtte være hos mine forældre. Og det var jo nogle helt nye mennesker, som jeg ikke vidste, om jeg kunne stole på.”

I dag synes Maria, at hun fik en ny chance i livet ved at blive tvangsfjernet og bo på opholdsstedet DUKASKU. Først og fremmest fremhæver hun, at hun er omgivet af mennesker, der har behandlet hende med respekt, og at hun har lært sig selv at kende.

”Jeg har lært, hvad der er normalt, og hvad der ikke er normalt, hvad mine værdier er, og hvad jeg ikke synes om. Jeg havde jo altid bare været derhjemme og fået at vide, at jeg var dum og grim. Jeg skulle lære at tro på, at folk mente det, når de sagde, at jeg var sød og den slags,” siger Maria og fortæller, at hun også har skullet lære sine egne grænser at kende, i forhold til fx hvilket noget tøj hun kunne gå i, alkohol, fyre osv. Alt var nyt.

Rockere har bedre beskyttelse

DUKASKU har eksisteret i ti år, men først for seks år siden begyndte stedet at rette sig mod unge med æresrelaterede problematikker. De har derfor endnu ingen konkrete erfaringer med, hvordan det går de unge, når efterværnet ophører. Og der er endnu ikke meget forskning på området, de kan læne sig op ad.

Men faglig koordinator Henrik Dich, der har arbejdet i DUKASKU i snart fire år, har oplevet mange af de unge bukke under for enten savnet efter eller presset fra familien, og han har også set, hvad der sker, når de kommer hjem til familien.

”Der bliver måske givet løfter om, at det ændrer sig. Men så kommer de hjem, og den negative sociale kontrol og vold fortsætter. Nogle af dem formår at komme ud af det igen, fordi de har fundet noget pondus ved én gang at bryde med familien. De finder måske en lejlighed eller flytter ind til en veninde. Nogle af dem, der kommer videre, har vi stadigvæk kontakt med, men der er også dem, vi aldrig hører fra igen,” siger han.

Ligesom Rikke Møller mener han, at efterværnet burde møntes på den enkeltes udvikling frem for et tal. Blandt andet fordi det er så vigtigt, at de har fået opbygget en indre tryghed for at kunne stå imod presset fra familien. Og han kan se, at de unge går tilbage i deres udvikling ved tanken om at skulle bo alene – uden at være klar til det.

”Maria er et godt eksempel. Hun er i gang med en god udvikling. Men udsigten til at skulle stå på egne ben gør, at hun bliver retraumatiseret. Noget af det, der er fundamentet i et dansk velfærdssamfund er, at vi selvforsørgende, at vi tager en uddannelse, får et job osv. Maria er godt i gang med et uddannelsesforløb – som den første i sin familie. Vi risikerer, at hun dykker så meget, at hun dropper ud af det. Så står vi der med en borger, der kommer til at koste samfundet mange flere penge,” siger Henrik Dich og peger på anden problematik, der handler om de unges sikkerhed.

”Hvis du er rocker i et exit-program, kan du få et nyt cpr-nummer, hemmelig bolig og nyt navn. Men de her unge har ikke mulighed for at få et nyt cpr-nummer, selv om deres liv er i fare. Vi har lige haft en sag, hvor vi igen fik afslag, selv om vedkommende er stærkt truet,” siger Henrik Dich.

Rikke Møller supplerer sin kollega:

”Jeg havde en ung, der sagde: Jeg tror, jeg skifter køn, så kan jeg få et nyt cpr-nummer. Først grinede jeg af det. Men der er jo en pointe: Det lader sig gøre ved kønsskifte, men ikke når ens liv er i fare.”

Lovgivning ikke målrettet disse unge

Rikke Møller mener, at der mangler en lovgivning, der hjælper unge med æresrelaterede problematikker ind i voksenlivet. En ting er det ufleksible efterværn. Noget andet er den såkaldte voksenudredningsmetode (VUM), der er den metode, sagsbehandlere bruger til at vurdere, hvilken hjælp voksne med handicap, psykiske vanskeligheder eller sociale problemer har brug for.

”Med VUM undersøger man, om de kan lave mad, gøre rent og passe en lejlighed. Men for den her gruppe handler det om noget helt andet – nemlig om noget fundamentalt livsnødvendigt som at føle sig sikker. De her piger har lavet mad og vasket tøj, siden de var to. Det er ikke det, der er udfordringen. Det er spild af tid at undersøge deres praktiske kompetencer, som lovgivningen foreskriver, at man skal,” siger Rikke Møller.

Hun fremhæver, at det ikke handler om, at de unge skal blive i systemet til de er 30, men at der er et fleksibelt efterværn rettet mod den enkelte – og en lovgivning, der tilgodeser denne gruppe af unge.

”Det kunne fx være, at støtten fra DUKASKU eller et andet opholdssted fortsatte, når den unge var kommet i egen bolig,” siger Rikke Møller.

Tilbage til Maria ser hun frem til at flytte ’hjemmefra’ en dag. Hun drømmer om at blive færdiguddannet, om at få et arbejde og at skabe sin egen familie.

”Det glæder jeg mig til, men jeg håber, at jeg kan blive her, i hvert fald til at jeg er færdiguddannet om halvandet år,” siger Maria.

Marias sag er overgået til den kommune, hun er flyttet til. De har afvist at forlænge Marias ophold. Hun planlægger derfor at anke sagen.

Maria savner fortsat sine søskende, men hun er klar over, at de selv må tage deres kamp.

”Det gør mig ked af det at vide, at mine søskende skal tvangsgiftes og ikke bliver uddannet. At de ikke får samme muligheder som mig. Jeg kan stadig godt få skyldfølelse. Men de er nødt til selv at bryde,” siger hun.

Og Rikke Møller supplerer:

”Jeg kunne godt ønske mig, at de voksne – lærere og pædagoger blandt andet, der møder disse børn, fik mere viden om den æresrelaterede vold, så man kunne gribe ind tidligere – og på den rette måde. Oftest vil det være en dårlig idé at ringe hjem til forældrene og give udtryk for sin bekymring. Det kan gå ud over barnets sikkerhed.”

Marias navn er opdigtet af hensyn til hendes sikkerhed. Redaktionen er bekendt med hendes navn.