Kategorier
Artikel

Udsatte unge vinder fodfæste, når terapien rykker ud i naturen

Ved et knitrende bål, med en snittekniv i hænderne eller på vandring gennem skoven, er det lettere at nå ind til anbragte unge end i det traditionelle terapirum.

Artikel

Udsatte unge vinder fodfæste, når terapien rykker ud i naturen

Foto: Simon Skipper

Ved et knitrende bål, med en snittekniv i hænderne eller på vandring gennem skoven, er det lettere at nå ind til anbragte unge end i det traditionelle terapirum. Kroppen vågner under åben himmel, og færdigheder i friluftsliv kan hjælpe udsatte unge til at slå nye rødder. Afgørende er det, at hele netværket omkring de unge, giver næring til de nye selvfortællinger.

Af Anne Anthon Andersen

23.04.2021

Få artiklen læst op

Sigrid Reinvard Kølster havde i et par år forsøgt at nå de unge på det anbringelsessted for udsatte unge, hvor hun var ansat til to dage om ugen at holde psykologsamtaler med de unge. De var mellem 13 og 17 år, havde ofte komplicerede udfordringer, forskellige diagnoser og kæmpede med lavt selvværd og mange skift og svigt i bagagen. Der var alt for meget kaos i deres liv, til at de bare sådan uden videre kunne træde ind i terapirummet, sætte sig i en stol og tale om deres følelser og udfordringer.

Ofte måtte Sigrid Reinvard Kølster ud for at finde dem på skolen og afbryde dem i, hvad de var i færd med. Måske havde de glemt, at de havde en aftale med hende, måske havde de bare ikke lige lyst. Det var svært på så kort tid at få dem indstillet på, at nu skulle de sidde og dele deres inderste.

”Gang på gang oplevede jeg, at jeg ramte panden mod en mur. Mange af de unge havde svært ved at indgå i terapien i de rammer, måske blandt andet fordi de i forvejen havde mødt så mange kommunedamer, som ville dem noget. De var slet ikke mentalt indstillet på terapien i den form”, forklarer hun.

Hvad ville der ske, hvis man rykkede samtalerne med de unge ud i naturen og fandt et fælles tredje at lade terapien tage afsæt i? Den tanke slog hende en dag. Selv havde hun altid selv fundet en særlig ro i naturen. Hun havde oplevet, hvordan naturen gav hendes egne børn den samme ro, når hun tog dem med ud. Og da hun begyndte at cykle mountainbike med en kollega, der arbejdede med den samme målgruppe af unge, begyndte de på deres cykelture at tale om, hvad det ville kunne tilføre terapien arbejde med de unge i naturen. Et frø var sået, og herfra tog det friluftsterapeutiske forløb EmpowerMe langsomt form.

”Jeg startede med at invitere en større tværfaglig gruppe til en indledende brainstorm. Vi var tre psykologer, en socialrådgiver, en lærer, en socialpædagog og en friluftsvejleder, som i et halvt år arbejdede på i fællesskab at udvikle og beskrive det tværfaglige behandlingsforløb, som vi kaldte ”friluftsterapi”, inspireret af et norsk projekt fra psykiatrien ved Sørlandet Sykehus i Kristianssand”, forklarer Sigrid Reinvard Kølster.

Sammen med sin psykolog kollega Anne Frimer-Larsen og pædagog og friluftsvejleder i Gribskov Kommune Thomas Lindum har hun de sidste par år givet anbragte unge oplevelser i naturen, konkrete friluftsfærdigheder, de kunne vokse og udvikle sig af og terapeutiske samtaler, som kunne tage afsæt i netop et fælles tredje – oplevelserne i naturen, mens de var i gang.

Naturen vækker kroppen  

Der ligger stadig et tyndt lag is på skovsøen, træernes pistlede grene rækker mod himlen, mens fuglestemmer varsler forårets komme. Vi møder Sigrid Reinhard Kølster og Thomas Lindum ved lejrpladsen Kulsvierhytten i Aggebo Hegn ved Græsted i Nordsjælland. Flammerne danser i bålet, kaffen koger i kedlen, og fåreskind på siddestenene indbyder til lejrbålshygge om bålet.

Sådan startede de friluftsterapien hver dag. Omkring bålet tog de en runde, hvor alle på skift fortalte, hvordan deres morgen havde været, hvad de kom med til dagen, unge såvel som voksne, før dagens praktiske udfordringer gik i gang: Det kunne være at lære at tænde et bål, at bygge en bivuak, at klatre eller snitte en vandrestok.


Foto: Simon Skipper

Til at begynde med var det op ad bakke. Det var ikke usædvanligt, at de unge kom i hvide sneakers og nylonstrømper. Uden jakke eller i korte bukser i november. For nogle var alene det at skulle være ude i skoven angstprovokerende, og det var ikke oplagt at ligge på knæ på jorden og puste ind i bålet for at få liv i flammerne iført nylonstrømper eller at klatre i træer i tynde lærredssko. Men kroppen husker. Også at det er ubehageligt at fryse eller gør ondt at ligge på knæ i skovbunden iført tynde nylonstrømper, og langsomt blev de unge bedre til at tage det friluftstøj på, som de havde fået af kostskolen som en del af forløbet.

Det handler om overlevelse

I virkeligheden er det en central del af friluftsterapiens effekt. I naturen er man nødt til at mærke kroppen. Den vækker vores instinkter mod overlevelse, og den er konsekvent.

”Her oplevede de unge, at de skulle tage jakken på eller huske de varme sokker, ikke fordi der var en voksen, der sagde det til dem, men fordi de selv mærkede, at det var vigtigt, for at de fik en god dag. Det er en fuldstændig afgørende erkendelse for socialt udsatte unge, der ikke er vant til at mærke sig selv”, forklarer Sigrid Reinvard Kølster:

 ”Naturen er konsekvent. Naturen kan være lige så ubarmhjertig, som den kan være helende. Men den er retfærdig. Når det regner på dig, regner det også på mig. Hvis du bliver våd og kold, er der kun én, der kan gøres ansvarlig: dig selv og ingen andre. Man kan ikke bebrejde ”de voksne”, hvis opdragende konsekvenser måske opfattes som uretfærdig straf, man må opponere imod”.

Naturen kalder kroppens naturlige behov frem for sindet. Man bliver sulten af at være og arbejde i naturen. Derfor var madlavning også en vigtig del af forløbet.

Piger der de første par gange havde siddet helt tavse og gemt sig lukkede for omverdenen bag deres hår, lå pludselig nede i skovbunden.

– Signe Hoffmann Pedersen.

Thomas Lindum lægger en stor bålpande over bålet, mens Sigrid Reinvard Kølster finder en plade kanelsnegle frem og lægger dem på panden.  

”Det at fremstille noget lækkert over bål, fangede hurtigt et par af pigernes interesse. Det at de kunne mærke de andres glæde ved det, de lavede og serverede for dem, fik dem til at vokse vildt ved opgaven. Piger der de første par gange havde siddet helt tavse og gemt sig lukkede for omverdenen bag deres hår, lå pludselig nede i skovbunden for at samle kviste til optænding og serverede stolt bålpandekager for resten af gruppen”, forklarer hun, mens sneglene syder i smørret på panden.    

”Det at lære at klare sig i naturen virker stærkt, når man skal opbygge selvværd. I virkeligheden er det helt basalt. Det at lære at bygge en bivuak, er jo at lære at indrette sig med det, man har og at finde ro i det. Følelsen af at kunne skabe sit eget hjem er ekstremt uafhængighedsskabende for os alle, men særligt for unge, som kan opleve at føle sig rodløse og hjemløse, fordi de er blevet anbragt”, forklarer Thomas Lindum.

Tværfaglighed med grænser

Hver dag havde et terapeutisk tema. Efter dagens praktiske arbejde, mødtes alle igen omkring bålet til en gruppesamtale om det. 

”Det kunne være temaet ”At kunne klare sig selv – evnen til at overleve”, der dannede rammen for at tale om, hvordan de unge kunne bruge dagens færdigheder og oplevelser i andre situationer i livet”, forklarer Sigrid Reinvard Kølster. De unge fik også med mellemrum alenetid, hvor de blandt andet skulle skrive refleksioner over dagen i hver deres logbog.

En klar styrke ved forløbet har været at holde stærkt fast i og blive i hver deres fagligheder. Her har de brugt deres styrker, men lige så meget deres usikkerhed i det fag, der ikke var deres som en indgang til de unge. Når Thomas fx har demonstreret knob eller snitteteknikker for de unge, har det været en fordel, hvis Sigrid og Anne har fumlet med reb og kniv og på samme niveau som de unge.

”På den måde er friluftsaktiviteterne med til at bringe os i øjenhøjde, skabe det ligeværd og den menneskelige relation, det kan være vanskeligt at etablere i det traditionelle terapeutiske rum, og som er ekstra vigtigt i mødet med udsatte unge, som så mange gange er blevet mødt af et system, hvor de har følt sig talt ned til”.

”Samtidig har vi kunne bruge hinanden til at bevidne forskellige situationer. Når Thomas for eksempel har haft en aktivitet i gang med en gruppe unge, har Anne, de unges lærere og jeg kunne observere imens og starte en reflekterende samtale med afsæt i den helt konkrete situation”, forklarer Sigrid Reinvard Kølster.

De unges arbejde med friluftsaktiviteter gjorde det også muligt at gribe muligheden for i nuet at starte en samtale med en ung om det, han eller hun var i gang med, og hvad det for eksempel kunne fortælle om, hvad han eller hun kan eller er for én.

”Det kan være en konstatering som fx: ”jeg så at du tilbød din ven hjælp til det, han syntes var svært…”, og så kan den snak foldes ud, og fortællingen hos den unge kan måske ende med, at ”jeg er sådan én, der hjælper mine venner, en man kan regne med, jeg er en god ven”.

”I færd med at snitte en vandrestok eller bygge en bivuak tænker de ikke over, at de samtidig er i terapi”, konstaterer Thomas Lindum.

Præstationspresset fordamper

I det hele taget tager naturen følelsen af at skulle præstere ud af terapien, alene fordi naturens omgivelser skaber et rum uden krav til øjenkontakt, forklarer Sigrid Reinvard Kølster.

”Når man sidder side om side og kigger ud over en stille skovsø, vandrer eller snitter imens man taler, er det helt naturligt, at man fæstner blikket ved noget andet end hinandens blikke. Her er det helt okay at dvæle og meget lettere at holde de pauser mellem ordene, som er nødvendige for at skabe rum til refleksion undervejs”, siger hun.

”Det er præcis det, som lejrbålssamtalen kan”, supplerer Thomas Lindum:

”Lejrbålet fæstner alles blikke omkring flammerne. Det skaber tryghed og et helt unikt rum for fortrolige samtaler”.

Formiddagsdisen over den spejlblanke skovsø er gledet ind mellem træernes stammer, opløst af dagen. EmpowerMe friluftsterapiprojektet har været en del af et forskningsprojekt iværksat af Bikubenfonden, som samler erfaringer fra en række naturprojekter med unge. Undervejs i forløbet og udviklingen af friluftsterapiprojektet har Sigrid, Thomas og Anne delt viden og erfaring med de andre deltagende projekter i Bikubenfondens Natur Til et Godt Liv – Laboratorium.

Foto: Simon Skipper

Hele netværket skal tale med

De er ikke i tvivl om, at de unge er vokset med projektet. Der var hende, der var kendt som den negative, regelrette og indesluttede på skolen, der holdt sig for sig selv, fordi hendes særlige følsomhed gjorde, at det var utroligt svært at udholde de andres larm, og hvad hun oplevede som regelbrud og kaos, når rammer og planer blev ændret, men som i skoven blev gruppens helt, fordi hun var den, der kunne klatre højest i træerne og var mest udholdende på vandreturene.

Der var pigerne, der ikke var til at få ind i bussen, da de skulle vandre i Sverige, men som lyste af stolthed og ro, som de lagde kilometerne bag sig, da først de var kommet afsted. Og der var ham, der tidligere havde prøvet lidt af hvert for at dulme følelserne og lukke af for tankerne, men som endte med på en sten om bålet at erklære, at han følte sig høj af naturen, og at det var endnu bedre end at være på stoffer.

Men de er heller ikke i tvivl om, at der er ting, de har lært, og som de vil gøre anderledes fremover. Hvis friluftsterapien skal virke, hvis oplevelserne af mestring og de nye selvfortællinger skal etablere et varigt fodfæste for de unge, er hele systemet, alle de voksne omkring de unge, nødt til at være en af projektet.

”Naturen er den bedste ramme for nye selvfortællinger og empowerment. Men både forældre, lærere på skolen, socialrådgivere og andre tætte relationer til barnet er nødt til at bakke op om og tale ind i de nye fortællinger, hvis de skal vare ved. Hvis de nye fortællinger skal forankres både i de unge selv og hos dem, der er omkring de unge og dermed give en vedvarende effekt ind i de unges hverdag, er opbakningen i netværket afgørende”.  

Om projekt EmpowerMe:

Med behandlingsforløbet ”EmpowerMe – Friluftsterapi til unge” har et hold af psykologer, lærere, socialpædagoger og friluftsvejledere hjulpet unge fra en nordsjællandsk kostskole for anbragte unge med at finde ro i naturen og genfinde troen på sig selv.

Gennem håndgribelige opgaver i naturen, gruppeterapi og individuelle samtaler er det lykkedes at møde og nå ind til de unge på måder, hvor den traditionelle samtaleterapi har svære vilkår og begrænset effekt, forklarer Aut. psykolog Sigrid Reinvard Kølster, der står bag forløbet i samarbejde med psykolog og specialist i børnepsykologi Anne Frimer-Larsen og pædagog og friluftsvejleder Thomas Lindum.

Forløbet er en del af ”Natur til et godt liv – laboratoriet” – et natur-socialt udviklingsprogram faciliteret af Københavns Universitet og BikubenFonden. Målet er at få mere viden om, hvordan naturen kan bidrage til at øge udsatte unges livsmestring.


Anne Anthon Andersen

Journalist og medlem af redaktionsgruppen

Anne Anthon Andersen er journalist med særlig forkærlighed for den fortællende journalistik, som hun blandt andet vil bidrage med til Socialt Indblik.


Læs også

En normal hverdag på en psykiatrisk afdeling. Er det helt skørt?

De psykiatriske patienter skulle behandles og udskrives efter kort indlæggelse. Og derfor lukkede man for 20 år siden værksteder og andre aktiviteter på de psykiatriske afdelinger. Nu er de på vej tilbage som en del af behandlingen. Fordi det virker.

”Hvorfor ikke møde alle som om, de har et traume?”

Op imod halvdelen af den danske befolkning har været udsat hændelser, der er så voldsomme, at de kan udløse traumereaktioner Med en traumebevidst tilgang kan blandt andet psykologer, læger og socialrådgivere blive bedre til at møde de traumatiserede.

Naturen stabiliserer voldsramte kvinder og børn

Jord mellem hænderne, regndråber på kinden eller iskoldt vand på kroppen. I Krisecenteret Danner bruges naturen til at vække instinkter og sanser – og til at genskabe de fortællinger, som kvinderne har mistet i de voldelige forhold.

Podcasts

Perspektiv

I PERSPEKTIV giver vi dig nye perspektiver på dit arbejde inden for socialsektoren. Vi flytter din forståelse af verden – både fagligt og personligt

Børnene først – hvordan?

Hvordan sætter vi børnene først? Hvordan får vi barnets perspektiv med i både lovgivning og den daglige indsats for udsatte og anbragte børn i Danmark? Hvad med forældrene? Skal de sidst i køen, når børnene skal sættes først? Og hvor er forskerne i debatten?