Undskyldningen kan løse overgrebets gordiske knude

Det vakte stor bevågenhed, da statsminister Mette Frederiksen sagde undskyld til henholdsvis Godhavnsdrengene, der blev udsat for overgreb og medicinske eksperimenter på skolehjemmet Godhavn og til de grønlandske eksperimentbørn, der blev fjernet fra deres familier og sendt til Danmark i 1951.

De følelser, undskyldningen forløste, og den offentlige opmærksomhed, ceremonierne tiltrak sig, gjorde det tydeligt, at undskyldningens kraft rækker ud over symbolværdien.

Det, at Social- og Ældreministeriet kort efter satte fem forskere til at bruge to år på at lave en grundig udredning af eventuelle overgreb og magtmisbrug på særforsorgens institutioner for at afgøre, om også her skal falde en officiel undskyldning, viser, at vi er ved at forstå, at undskyld er mere end et ord.

Den 457 sider lange udredning af forholdene i særforsorgens institutioner fra 1933-1980 udkom kort før påske, og socialminister Astrid Krag (S) har meddelt, at ministeriet er i færd med at granske udredningen og overveje, om der skal siges undskyld.

Men hvorfor er det, at en undskyldning kan være så vigtig? Og så endda så mange år efter, at overgrebet har fundet sted?

Traumet lægger sig i lag

Undskyldninger er psykologisk grundstof. For de kan ramme punkter i den menneskelige natur, der er bærende for vores opfattelse af os selv og verden.

Derfor er et undskyld ofte nøglen til at slutte fred og komme videre fra traumatiske svigt og overgreb, lyder vurderingen fra traumepsykolog Berith Bro.

Hun er forkvinde for Selskab for Psykotraumatologi under Dansk Psykologforening og har arbejdet som traumepsykolog i over 30 år.

For at forstå, hvorfor undskyld er meget mere end en symbolsk gestus, må man forstå traumets natur. Traumets kerne er, ifølge Berith Bro, tabet af tillid til, at omverdenen møder vores grundlæggende forventninger.

”Det er så grundlæggende. Troen på, at andre mennesker vil os det godt, er nødvendig for at føle, at vi kan regne med en vis grad af forudsigelighed og tryghed i vores liv. Det er derfor, at overgreb ofte skaber uro og skader mennesker for livet,” forklarer Berith Bro.

Traumer ligger sig som et lag af konstant alarmberedskab i sindet. De er typisk styret af sanserne og kan blive vækket af dufte, lyde eller andre stimuli.
¨
”Alt, hvad der minder det mindste om overgrebet, kan tænde den gamle film,” siger Berith Bro. Også selvom den eller de traumatiserende hændelser skete for årtier siden.

Dømmekraftens erosion

Et overgreb er et frontalangreb på det mest afgørende for den menneskelige psykologi: Anerkendelse.

Den tyske professor og filosof Axel Honneth er blandt dem, der mest indgående har beskrevet anerkendelsens psykologi: Hvordan anerkendelse er en forudsætning for, at individet kan opretholde det gode forhold til sig selv og udvikle en identitet. Når vi bliver anerkendt, bliver vi bekræftet i, at vi er værd at elske – og at vi kan elske os selv. Anerkendelse opbygger selvværd og er forudsætningen for, at vi kan leve frit.

Det er derfor, systematiske krænkelser og overgreb rammer mennesket så hårdt på hele dets identitet. Bliver vi ikke anerkendt, kæmper vi for at blive det.

Når Godhavnsdrengene eller andre kæmper for en officiel undskyldning for de overgreb, de er blevet udsat for som børn, kæmper de for at blive mødt, set og anerkendt. Men de kæmper også for at genskabe troen på sig selv.

Overgrebet har nemlig ikke alene smadret tilliden til omverdenen. Overgrebet har langt mere subtilt opløst troen på, at offeret kan stole på sin egen dømmekraft.

”Selvom vi inderst inde mærker, at det er forkert, hvad vi bliver udsat for, kan vi ikke begribe det, før vores oplevelse bliver verificeret af andre. Indtil da tager vi selv skylden, for så må det jo være os selv, der er forkerte,” forklarer Berith Bro.

I mere end 30 år har hun hjulpet traumatiserede mennesker med at bearbejde og komme videre efter alvorlige traumatiserende begivenheder. Hun har oplevet reaktioner på ulykker, overgreb og andre former for omsorgssvigt på nært hold.

Hendes erfaring viser, at en hurtig undskyldning ikke er en garanti for at komme videre og sjældent er nok.

Behandling af traumer kræver tid og timing – og indsigt og erkendelse er en forudsætning for at blive klar til at modtage en undskyldning, så den skaber ro og afklaring. Og det skal vi, ifølge hende, huske i en tid, hvor det bliver stadigt mere almindeligt at levere officielle og offentlige undskyldninger for svigt, der har fundet sted, hvor samfundet har svigtet.

Overgrebets paradoks

For traumet handler ikke kun om det, der skete, da traumets frø blev sået. Og om at få en undskyldning og blive mødt og set af dem, der svigtede. Traumet handler også helt grundlæggende om tab af kontrol. Det forklarer, hvorfor mennesker med traumer i bagagen kan blive ved med at blive forfulgt af traumer fra barndommen, selv om de som voksen har skabt en tryg tilværelse med familie, job og venner, der anerkender dem, lyder vurderingen fra Berith Bro.

En traumatiserende oplevelse indebærer altid det ultimative kontroltab. Overgrebet eller ulykken brød med alt, hvad vi havde forestillet os.

”Det er med til at forklare, hvorfor vi som oftest forsøger at placere skylden hos os selv. Selvransagelsen er stærk, netop fordi det er så angstprovokerende at erkende kontroltabet. Paradoksalt nok, er det en del af svigtets natur, at offeret i udgangspunktet placerer skylden hos sig selv. Det gør det ekstra svært at bearbejde og komme videre,” forklarer Berith Bro.

I traumebehandlingen hjælper hun sine patienter med at genvinde kontrollen. Ved at samtale om det, der er sket og sætte ord på, får de en oplevelse af langsomt at få styr på hændelserne. Oplevelser er sprogløse og diffuse fornemmelser, der kan skabe enormt ubehag, angst og depression, fordi de er flygtige og svære at få greb om. De er styret af den højre hjernehalvdel, der er styret af vores følelser.

”Når vi sætter ord på det skete, aktiveres venstre hjernehalvdels funktioner, som tænker i fakta, logik og mere rationelt – det er derfor, at samtaleterapi kan være med til at give os en fornemmelse af at have hold på det skete. Det kan trække rigtigt meget energi ud af traumet,” forklarer Berith Bro.

Denne realitetsafstemning er afgørende for, at den, der et blevet krænket, er klar til at modtage en undskyldning. Hvis ikke undskyldninger er timet, kan de let blive misforstået eller være uden værdi. Men undskyldninger kan også falde alt for sent. ”Og man kan ikke bare sige, at det var desværre datidens måde at gøre tingene på, fordi vi dengang ikke var klogere. For da bliver de aldrig et bevis på, at den, der er blevet gjort uret, føler sig set og anerkendt og mødt i sin uretfærdighed,” advarer Berith Bro.

Undskyldningens kollektive kraft

Hun har oplevet det igen og igen – fra soldaterveteraner til incestofre. Hvordan genoprettelsen af dømmekraften har været det springende punkt fra kamp og depression til ro og afklaring.

”For soldaterveteranerne har anerkendelsen af deres arbejdsskade skabt grundlag for, at de kunne forsone sig med traumet. Det verificerede deres oplevelser; det var sandt, at det var forfærdeligt, hvad de oplevede. Det var ikke dem, der var noget galt med.”

Undskyldningen er samfundsmæssigt opbyggelig. Ikke alene for traumatiserede ofre, men for os alle sammen. For det påvirker os kollektivt, når vi oplever, at myndigheder svigter. Det udfordrer vores grundlæggende tillid til velfærdssamfundet, mener Berith Bro.

I stedet for at blive bange for, at vi udvander undskyldningens værdi i det fokus på officielle og offentlige undskyldninger, der har fået skeptikere til at kalde vores tid undskyldningernes tidsalder, bør vi fokusere på, hvordan undskyldninger kan være med til at holde os fast på vores grundlæggende værdier og støve procedurer af, så vi undgår at begå fejl og uret. Men det kræver, at vi tager ansvaret på os, og at de, der siger undskyld, tager ved lære af undskyldningen.

”Vi bliver nødt til at holde fast i, at vi som mennesker evner at forbedre os. Det er jo den gode undskyldnings mandat – at vi lover at lære af det skete og forpligte os til at udvikle og forbedre os. Forråelse udspringer sjældent af ondskab, men utilstrækkelige vilkår og betingelser,” siger Berith Bro.