Unges brug af psykedeliske stoffer udfordrer rusmiddelbehandlingen

Jeg mærkede mig selv på en ny måde. Jeg har aldrig prøvet at kunne være så naturligt i øjeblikket. Det føltes som det nemmeste i hele verden at eksistere lige her. Jeg kunne mærke det kald, jeg har haft, lige siden jeg var lille.

Sådan fortæller nogle af de unge, der har deltaget i Aarhus Universitets forskningsprojekt ’Den psykedeliske renæssance’, og som Socialt Indblik har talt med.

Der er sket en opblomstring i interessen for psykedeliske stoffer som LSD, ayahuasca og svampestoffet psilocybin blandt unge. Det ses blandt andet ved en stigning i antallet af online-fællesskaber, der også har fået flere medlemmer. Og det afspejles i tal fra rusmiddelbehandlingen. Mens 1,7 procent af unge mellem 18 og 26 år, som var i rusmiddelbehandling i 2008, havde brugt psykedelika, var tallet, ifølge forskningsprojektet på Aarhus Universitet, i 2018 ni procent.

Ifølge Margit Anne Petersen, der er lektor på Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet og leder af forskningsprojektet ’Den psykedeliske renæssance’, er udviklingen blandt andet sket i takt med, at medierne beretter om gode resultater ved at bruge psykedeliske stoffer terapeutisk.

”Især bliver mange inspireret af de meget positive fund fra de kliniske studier. Selv om forskningen fremhæver, at det er foreløbige resultater, inspirerer det. Samtidig er internettet fyldt med fællesskaber, hvor man samles om det at tage psykedeliske stoffer og giver hinanden gode råd. Og flere kendte danskere deler offentligt deres erfaringer med blandt andet LSD og MDMA,” siger Margit Anne Petersen.

Forskningsprojektet på Aarhus Universitet er et samarbejde med Aarhus Kommune og kommunens ungecenter og undersøger, hvordan og hvorfor de unge bruger psykedelika – og ikke mindst, hvordan man kan forbedre hjælpen til de unge, der har brug for det. Flere behandlingstilbud oplever nemlig en stigning i henvendelserne fra unge, som enten efterspørger råd og vejledning om psykedelisk terapi eller har oplevet noget psykisk svært i forbindelse med at bruge psykedeliske stoffer, men flere steder mangler man viden om, hvordan man bedst hjælper dem.

”Der er ikke noget der tyder på at man udvikler afhængighed af psykedeliske stoffer. Og det ser også ud til, at de unge har nogle andre formål med at bruge psykedeliske stoffer end de fleste andre stoffer. Derfor er det en anden form for hjælp, der er brug for. Måske er det ikke så meget rusmiddelproblematikker, man skal have fat i, men mere noget psykisk eller noget socialt. Det er det, vi er i gang med at finde ud af,” siger Margit Anne Petersen.

Mere end et rekreativt formål

Årsagerne til, at de unge tager psykedeliske stoffer, spænder vidt. Det viser projektets interviews med cirka 30 unge mellem 16 og 35 år, hvoraf cirka halvdelen af dem er i kommunal rusmiddelbehandling. En del bruger dem rekreativt, men for mange af de unge har de psykedeliske stoffer også et funktionelt formål, fortæller Margit Anne Petersen.

”Nogle bruger dem til at blive mere kreative. Andre til at finde ud af, hvorfor de har svært ved nogle ting. Altså mere terapeutisk. Så er der nogle, der bruger dem smertestillende eller til at bearbejde sorg, og nogle, der bruger dem spirituelt. Der er mange forskellige årsager, men for flertallet af dem, vi taler med, har de et funktionelt formål. De vil måske gerne forbedre noget i deres liv eller arbejde med sig selv, og det oplever de, at de kan bruge stofferne til, ” siger Margit Anne Petersen og fortæller, at de fleste af de unge, der er interviewet i projektet, har sat sig godt ind i, hvordan stofferne virker.

”Flere af dem har læst lige så mange videnskabelige artikler, som vi har, og er meget optaget af, at det skal være fornuftigt og sikkert,” siger hun.

Ifølge Margit Anne Petersen er det forskelligt, hvad de unge fortæller, de oplever, når de bruger psykedeliske stoffer. Mens nogle føler, de får beskeder udefra eller smelter sammen med universet, genoplever andre noget fra tidligere i deres liv, måske nogle barndomstraumer – og føler derigennem, at de forstår sig selv bedre.

Dino er 21 år og er en af de unge, der er blevet interviewet i forskningsprojektet, og som Socialt Indblik har talt med. Dino, der bruger pronominet ’de’, har prøvet både LSD og psilocybin, der kommer fra svampen spids nøgenhat. Dino har primært brugt stofferne terapeutisk. Første gang de prøvede LSD var for fire år siden i 2.g. Det var en voldsom oplevelse.

”Jeg kiggede mig i spejlet – og jeg følte, at jeg kiggede på en person, der ikke var mig selv – og samtidig var det som om, jeg kunne se alt, hvad jeg havde gået igennem i mine øjne og mit udtryk. Det var intenst skræmmende lige, da det skete, men så kom der sådan en omsorg for mig selv – og mit tidligere jeg. Jeg ser det lidt som et wake up-call. Jeg prøvede på at være en, jeg ikke var. Men samtidig følte jeg, at jeg ikke behøvede at dømme det. Der var en grund til det, ” siger Dino og fortæller, at en hård opvækst betyder, at de i dag lider af PTSD.

Dino tager fortsat psykedeliske stoffer, måske fire gange om året, primært LSD.

”Jeg bliver mere grounded i mig selv. Det fører mig et sted hen, hvor jeg gerne vil være, og jeg oplever, at jeg ikke længere er en del af de kasser, som andre putter en i,” siger Dino og fortæller, at der også har været spirituelle oplevelser.

”Specielt med musik og natur. Jeg føler, at jeg kan se en skønhed i ting, jeg normalt ikke kan se, og at jeg smelter sammen med det, jeg giver fokus.”

Anders er en anden af de unge, der har ladet sig interviewe til forskningsprojektet, og som Socialt Indblik har talt med. Han er 27 år og havde sit første svampetrip som 18-årig. Han husker det som en vild indre rejse, der gav ham en vigtig indsigt.

”Jeg lænede mig tilbage, og så havde jeg en vild rejse – både inden i og ud i universet. Jeg var ikke bange, selv om jeg gjorde det alene. Det handlede meget om musik. Jeg var i militæret på det tidspunkt, og det gik op for mig, hvor meget jeg savnede at spille musik. Det endte med, at jeg droppede militæret, tog på højskole og fulgte det kald, jeg havde haft siden jeg var lille, ” fortæller han.

Anders har siden brugt psykedeliske stoffer nogle gange om året, mest svampe, men også MDMA, LSD og ayahuasca.

”Jeg har haft mange trip med venner, hvor det bare har været fis og ballade. Men det har også været en vej til at komme i forbindelse med mig selv. Det hjælper mig til at elske mig selv og indse, at de tanker, der nogle gange fylder meget i mit hoved, ikke er så voldsomme i virkeligheden.”

Mens Dino har læst mange videnskabelige artikler om psykedeliske stoffer, har Anders primært hentet sin viden fra venner og gennem sine egne erfaringer.

Negative slagsider

Både Dino og Anders har haft det, de betegner som dystre oplevelser, men aldrig noget de har fundet farligt eller skræmmende. De har derimod oplevet venner, der har haft dårlige oplevelser. Blandt andet fortæller Dino om en ven, der blev paranoid, da han blev efterladt af sine venner på en bar, mens han var på svampe.

”Jeg har altid selv gået meget op i at være i et trygt setting – og med nogle mennesker jeg er tryg ved,” siger Dino.

At psykedeliske stoffer også har negative slagsider, er imidlertid noget, Thorsten Hauerslev Larsen gang på gang støder på. Han er kommunal rusmiddelbehandler, hvor han møder unge, der har haft psykisk svære oplevelser, mens de har været på psykedeliske stoffer. Han er desuden tilknyttet forskningsprojektet ’Den psykedeliske renæssance’, hvor han blandt andet har været med til at interviewe de unge.  

”Det sker ofte, når de er ustabile. De psykedeliske stoffer forstærker dine følelser, og det, du oplever, kan føles mere virkeligt end virkeligheden. Det minder meget om en psykotisk oplevelse, men det er ikke alle hjerner, der har godt af at bliver eksponeret for sådan en psykotisk oplevelse. Vi kan se, at der er nogen der bliver skubbet ud over kanten og har nogle meget ubehagelige oplevelser, ” siger han.

Margit Anne Petersen peger på, at det netop er, når de unge har den slags svære oplevelser, at der kan mangle et alternativ til de råd, der gives i diverse fora på nettet.

”Der er nogle, der beskriver, at de har fået det så skidt af at tage psykedeliske stoffer, at de håber at de kan bearbejde deres problemer uden nogensinde at skulle tage et stof igen. Og så er der måske nogle i de her internet-fora, der skriver, ”at det er fordi, de ikke har arbejdet færdigt med det, og derfor skal tage et nyt trip”. Men det er jo ikke sikkert, det gælder for alle. I disse fora er der nogle holdninger, der knytter sig til bestemte overbevisninger om, hvad psykedelika er og kan gøre for folk. Og det er langt fra sikkert, at de lige præcis rammer rigtigt i forhold til den enkeltes situation, ” siger Margit Anne Petersen.

Thorsten Hauerslev Larsen peger på, at han ud over de unge, der har haft svære psykiske oplevelser på psykedelika, også møder unge, der bliver ’afhængige’ af den mening, de føler, de psykedeliske stoffer tilbyder dem.

”Hvis du pludselig bliver vist, at her er meningen med livet, så kan man komme til at jage den mening. Det kan blive en jagt, hvor du bruger psykedeliske stoffer til at opnå mening, men måske aldrig helt når i mål, ” siger han.

Vi kan lære af undergrundsterapeuter

Margit Anne Petersen mener, at vi kan blive klogere på, hvordan vi kan hjælpe unge, der har haft svære oplevelser på psykedelika, ved at lytte til de såkaldte undergrundsterapeuter. Det er terapeuter, som arbejder med psykedeliske stoffer i deres terapeutiske behandling.

”Det kan være nogle, der laver retreats, hvor folk kommer og får ayahuasca eller svampe, og så er der bagefter et terapeutisk arbejde, hvor man deler erfaringer og snakker om det. For mange af undergrundsterapeuterne er stoffet en måde til at åbne op på. Den oplevelse, man har på det psykedeliske stof, er måske meget indsigtsfuld. Og i nogle tilfælde voldsom eller hård. Derfor er det nødvendigt at arbejde terapeutisk for at integrere de indsigter og oplevelser, man har fået, i ens øvrige liv, ” forklarer hun og fortsætter:

”Jeg har interviewet nogle af disse terapeuter – i håb om, at vi kan lære noget af dem, selv om det, de gør, foregår ureguleret og udenfor sundhedssystemet. Nogle af dem har arbejdet med det i 40 år. De har nogle alternative indblik, som vi måske kan lære noget af, hvis vi skal hjælpe de unge og opkvalificere eller udvide kommunal rusmiddelbehandling på det psykedeliske område. De har en forståelse af, hvorfor nogle bruger psykedeliske stoffer – og hvordan man kan tale med folk om det, de oplever,” siger hun og fastslår, at man altid er nødt til at forstå den mening, som folk lægger i det forbrug, de har, for at kunne hjælpe dem.

”Der er altid en grund til, at folk bruger rusmidler, men med de psykedeliske stoffer fylder det mere. Som regel har folk en virkelig, virkelig god grund til at bruge dem,” siger hun.

Også Thorsten Hauerslev Larsen peger på, at man er nødt til at anerkende meningen for at kunne hjælpe de unge, der har haft svære oplevelser – og måske fået psykiske problemer i kølvandet herpå.

Han fortæller, at mange af de unge, de får i behandling i forbindelse med brug af psykedeliske stoffer, har en dobbeltdiagnose – eller har andre psykiske udfordringer i bagagen. For flere af dem er de psykedeliske stoffer en vej ud af ensomhed, eller en måde at bryde med vanetænkning og svære tanker.

Han peger på en pige, han havde i behandling.

”Hun havde problemer med at føle tilknytning, da hun havde været udsat for et seksuelt overgreb. Hun var ensom. Men en gang om måneden mødtes hun med nogle mennesker, som hun var tryg ved og tog MDMA – og så følte hun sig tilknyttet, ” siger han og peger på, at vejen til at hjælpe de unge, der har oplevet psykiske udfordringer på psykedelika, handler om at hjælpe dem til at finde de bevidsthedstilstande, de får gennem stofferne, ad andre veje – og gennem tilknytning til andre mennesker.

”Tit er det eneste meningsfulde, vi som system har at tilbyde dem, et arbejde. Men det rammer oftest helt ved siden af, hvad de her unge søger. Mange af dem har konstrueret en forståelse af sig selv som værende udenfor arbejdsmarkedet og uden for skolesystemet. De har snarere brug for nogle rummelige fællesskaber til at udforske de her dele af sig selv,” siger han.

Margit Anne Petersen fremhæver, at det for nogle unge mere handler om at få hjælp til at bearbejde den psykedeliske oplevelse end til at afholde sig fra at bruge psykedelika.

Projektet ’Den psykedeliske renæssance’ løber frem til udgangen af 2024, hvor det munder ud i en række forebyggelses- og behandlingsvejledninger til kommunale behandlingstilbud.

Dino og Anders er ikke deres rigtige navne. Socialt Indblik er bekendt med deres fulde identitet.