Unges mistrivsel: Vi skal tage det, de unge siger, alvorligt

Unges trivsel, mentale sundhed, skolegang og uddannelses-og fremtidsvalg står lige nu højt på den politiske dagsorden. Og det med god grund. Et rekordhøjt antal unge i Danmark trives ikke, viste den Nationale Sundhedsprofil sidste år. Flere unge end nogensinde før er stressede og har dårligt mentalt helbred. Og omkring 42.000 unge er hverken i job eller i gang med en uddannelse.

Unges udfordringer kalder selvklart på nye løsninger ­– nogle af dem er blevet foreslået af Reformkommissionen i maj 2023 – og det er godt, at både eksperter, fagprofessionelle og beslutningstagere forsøger at tage hånd om de mange komplekse problemstillinger, unge står med og midt i. Men hvor finder vi de unge selv i debatten og bestræbelserne på at finde nye veje?

Det er vores oplevelse, at vi ikke tager de unge alvorligt nok, anerkender og giver plads til deres erfaringsbaserede viden som et væsentligt og nødvendigt bidrag på vejen mod nye og bedre løsninger. Trods gode intentioner og mange tilgængelige metoder er det vores erfaring, at vi – set over en bred kam – stadig er for dårlige til for alvor og systematisk at lytte til og involvere de unge, der oplever udfordringerne på egen krop, i udviklingen af de systemer, som lige nu ikke virker efter hensigten.   

De unge er ikke reelle vidensaktører

I analyser og undersøgelser fremlægges data om de unge, måske med eksemplificerende citater. I medierne møder man ofte personlige beretninger, som fx i Politikens seneste serie om den såkaldte restgruppe eller forleden i Genstarts samtale med Ditte på 22 år, som også er del af den restgruppe. På temadage og konferencer møder man også ofte unge på scenen – i sidste uge kunne man møde Agnes, der fortalte sin historie om det, der gik galt for hende, til #Ebbefosfondens Talk om unges mistrivsel.

Ungdomsorganisationer som Modstrøm og Danske Skoleelever er med til at skabe nye generationer af meningsdannere, der kan påvirke politisk. Det er alt sammen godt og værdifuldt. Statistik er med til at dokumentere den brændende platform. De personlige historier er med til at give indsigt og konkrete billeder på, hvordan udfordringer opleves i et ungeperspektiv. Det kan både være med til at nuancere og mobilisere til handling. På samme måde er ungdomsorganisationernes arbejde et vigtigt demokratisk bidrag.

Men det, vi oplever, er, at unge alene forbliver statistik, individuelle vidnesbyrd, case-historier eller nogen, der repræsenterer andre og gennem det søger at påvirke. De unge, det handler om, får sjældent en fælles stemme, og de inviteres ikke indenfor som reelle vidensaktører, der er med til at samle erfaringerne i fælles vidensprodukter og udforme konkrete forslag til ændring af policy og praksis. Endnu sjældnere er de unge med til at følge det faktiske udviklingsarbejde undervejs i overgangen til design af fx pilotprojekter og opsamling af erfaringer med nye måder at gøre tingene på. Selvom borgerinddragelse og samskabelse har været buzzwords i en lang årrække, får de unges levede erfaringer ikke reel plads i udviklings- eller reformarbejde.

Konsekvensen er for det første, at vi får et fattigere vidensgrundlag for politiske reformer og nationale eller lokale indsatser og initiativer. Vi går simpelthen glip af væsentlig viden og vigtige perspektiver i arbejdet med at transformere systemerne og skabe bedre indsatser. Desuden misser vi en mulighed for at skabe adgang til deltagelse og indflydelse blandt ofte marginaliserede grupper, der kan styrke både individet og sammenhængskraften i samfundet. Endelig kan man, når vi taler børn og unge sætte spørgsmålstegn ved, om vi lever op til FN’s Børnekonvention, som slår fast, at alle under 18 år – uanset hvem de er, og hvad de slås med – har ret til at kunne sige deres mening og være med til at bestemme over det, der angår dem.

Hvor går det galt, og hvad kan vi gøre?

Her er tre bud på det, der går galt:

1. Vi spørger forkert. Man rækker måske nok ud og spørger unge i målgruppen til råds gennem interviewundersøgelser, ungepaneler #m.m., men de ansvarlige sætter som systemets repræsentanter rammen for, hvad der er vigtigt at fokusere på. Samtalen bliver derfor på systemets præmisser, og det koster både på kvaliteten af den viden, der kommer ud af det, og på de unges oplevelse af indflydelse.

2. De unge er ikke inviteret med i analysen. Viden fra ungeperspektivet filtreres efterfølgende af andre, uden at unge i målgruppen er med til at analysere og udlede pointer og mønstre på tværs af deres fælles input. De unge med erfaringer er derfor sjældent med til at definere, hvad der fra deres perspektiv er vigtigst at gøre noget ved.

3. Involveringen stopper for tidligt. Når det, de unge oplever, bringes i samspil med anden vigtig viden fra fx fagprofessionelle og forskning, er de unge som oftest ikke med. Der hvor ‘forhandlingerne’ og beslutningerne om vejen frem former sig, er de unge for længst ude af billedet. Derfor bliver de unge ikke reelle vidensaktører med adgang til indflydelse på udviklingen af rammerne for de hjælpe- og støttesystemer, som påvirker deres liv og muligheder.

Hvad har vi brug for at sætte i stedet?

Ét aspekt er at opøve kapacitet til at spørge til det, der er betydningsfuldt for unge. Hvis ikke vi spørger om det, der betyder noget for dem, leverer vi viden om det, der betyder noget for os, der spørger. Derfor skal vi skal væk fra det systemfokus, som ligger i formuleringer om, hvordan man oplever den ene eller den anden indsats, eller hvad de unge drømmer om at ændre ved den. I stedet skal vi formulere problemstillinger, der åbner op for livserfaringer hos unge, og som kan relatere sig til den hverdag, de er midt i. Hvis vi går efter unges input til ‘drømme-tilbuddet’, har vi misset pointen: Det handler om at skabe præmisserne for, at unge har mindre brug for systemets tilbud.

Et andet væsentligt aspekt er at styrke kapaciteten til at facilitere samtalen mellem vidensformer. Viden fra det levede perspektiv kan og skal ikke stå alene. Hvis vi skal løse de komplekse sociale udfordringer på fx ungeområdet, er den viden, fagpersoner som fx socialrådgivere, pædagoger, frivillige organisationer mv. besidder, vigtig. Det samme gælder viden fra forskere, virksomheder, interesseorganisationer og mange andre.

Det handler om at skabe en ‘samtale’ mellem vidensformer. Vi er nødt til at designe de rum, hvor samtalen og den fælles analyse kan finde sted, for de findes ikke i dag, og vi er ikke vant til at lade den erfaringsbaserede viden ’tale med’.

Systematisk involvering af unge med levede erfaringer kan være et centralt element i arbejdet med at flytte på de komplekse sociale udfordringer omkring ungegruppen, som vi i mange år ikke har formået at gøre noget ved. Derfor har vi som samfund et ansvar for at skabe bedre rammer for involveringen og anerkendelsen af den erfaringsbaserede viden på linje med forsknings- og praksisbaseret viden. Det kræver, at vi er villige til at investere mere målrettet i opbygning af kapacitet og kompetencer til at facilitere den type involvering, det kræver. Det er ikke tilfældet i dag.

SUS – Socialt Udviklingscenter har i maj 2023 udgivet publikationen ”Ung nu. 122 unge deler erfaringer med et ungdomsliv, når det bliver svært”. De unges fortællinger er blevet indsamlet af SUS i forskellige sammenhænge fra 2022-23 i en række involveringsprocesser med unge, som selv oplever, at de har eller har haft udfordringer i ungdomslivet. Publikationen er gratis og kan hentes på sus.dk