Ved at gøre pædagogfaget til en akademisk profession ville man højne fagets status. Resultatet er blevet det modsatte

Pædagogfaget udsprang oprindeligt af ønsket om at gøre en forskel forankret i hjertet. De første danske pædagoger, som stod bag etableringen af de første børnehaver i slutningen af 1800-tallet, var rundet af det kristne budskab; at hjælpe sin næste, drevet af ønsket om at give børn et godt liv. For dem var gerningen et kald.

Den første uddannelse af småbørnspædagoger blev grundlagt i 1885 af Hedevig og Sophus Bagger i tilknytning til den børnehave, de samme år havde åbnet. Uddannelsen blev i 1904 til Fröbelseminariet, det første danske pædagogseminarium, og hvilede på grundsøjlerne: social ansvarlighed, personlig udvikling og faglig dømmekraft.

Selvom det er godt og vel 130 år siden, er ønsket om at gøre en vigtig forskel for børn fortsat pædagogstuderendes primære motivation. Og det er her, man kan starte, hvis man vil forstå og forklare det historiske fald i antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen, lyder det fra Line Togsverd, ekspert i pædagogers faglighed og uddannelse og docent ved UC SYD.

Årets studieoptag viser et enormt fald i antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen. 15 procent færre har søgt ind sammenlignet med 2019. Hermed mister pædagoguddannelsen og professionen, som i forvejen er trængt, rundt regnet 600 studerende.

”Pædagoger søger professionen med et stærkt ønske om at gøre en forskel. Men i dag får de en indsigt i faget og vilkårene ude i institutionerne, der gør dem i tvivl om, hvorvidt de nødvendige rammer er til stede. De bliver bange for at gå ind i faget med idealer, det ganske enkelt ikke er muligt at indfri,” forklarer Line Togsverd.

Professionaliseringens paradoks

Du skal kende din fortid for at forstå din nutid og forme din fremtid, som et kendt citat lyder. Og hvis man vil forstå pædagogprofessionens dalende tilslutning og have mulighed for at justere og højne fagets kvalitet, må man kigge tilbage for at blive klogere på den udvikling og de reformer, der har bragt pædagogfaget hen, hvor det er i dag, mener Line Togsverd.  

En del af forklaringen på faldet i antallet af ansøgere skal findes i bestræbelser på at professionalisere pædagogfaget, som har stået på siden starten af 1990’erne, mener hun. Ved at gøre pædagogfaget til en akademisk profession, ville man styrke og manifestere faget, højne dets status. Derfor er det egentlig paradoksalt, at resultatet er blevet det modsatte.

Det var i 00’erne, båret af den såkaldte new public management bølge, at professionaliseringen for alvor tog fart. Professionaliseringen gik hånd i hånd med forestillingen om, at pædagogernes hovedopgave ikke længere blot skulle være at betjene velfærdssamfundet ved at passe andres børn, så forældrene kunne gå ud og tjene penge til at sikre de standarder for velfærd, som politikerne definerede. I stedet skulle de mere målrettet bidrage til børns læring og til bekæmpelse af negativ social arv. Med omdannelsen af pædagoguddannelsen til en professionsbacheloruddannelse i 2001 begyndte man samtidig at kalde pædagogfaget en velfærdsprofession. Man blev i langt højere grad end tidligere optaget af, at pædagogerne arbejdede i statens tjeneste og opfyldte centralt fastlagte mål. Faget blev mere målrettet, fx ved at der med lov om pædagogiske læreplaner i 2004 og med Dagtilbudslovens formålsparagraf i 2007 eksplicit blev stillet krav til pædagoger om, at det var deres opgave at gøre børn skoleparate gennem læringsinitiativer og arbejde med sprogudvikling m.m. Det pædagogiske arbejde blev i langt højere grad end tidligere detailstyret af konkrete velfærdspolitiske målsætninger, hvilket også smittede af på kravene til og indholdet i pædagoguddannelsen.

”Man bliver optaget af, at pædagogfaget skal basere sig på viden og i mindre grad den enkelte pædagogs faglige dømmekraft. I den bevægelse bliver man så optaget af at uddanne til en profession, at man glemmer, at man også har brug for fag og faglighed og det at kunne noget – fx håndværksmæssigt. Man signalerer til pædagogerne, at de skal levere ydelser. Det svækker den indre motivation, fordi det sender et signal til pædagogerne om, at de ikke selv er i stand til at vurdere, hvad det gode er,” forklarer Line Togsverd, der har forsket i pædagogers motivation og oplevelser af, hvordan professionaliseringen har formet faget.

Seminarieånden forsvandt

En del af bevæggrunden for at professionalisere pædagogfaget var at sikre, at pædagogerne leverer de stadigt mere detaljerede ydelser, som velfærdsstaten har fastlagt i dagtilbudsloven og betalt for.

”I new public management bestræbelserne har man villet væk fra den fagprofessionelle autonomi. I velfærdssamfund, hvor vi betaler for pædagogernes ydelser, skal pædagoger ikke være drevet af, hvad de selv definerer som vigtigt. Men det er en falsk dikotomi – for pædagogik hviler på evnen til at træffe professionelle beslutninger, som kræver personlig dømmekraft. For pædagogiske svar er ikke forhåndsdefineret. Det er ikke svar, man kan læse og krydse af i et skema,” siger Line Togsverd.

Vi skal tilbage til starten af 1990’erne for at forstå den faldende tilslutning til pædagogfaget, som vi ser i dag, mener Jens Erik Kristensen, lektor i pædagogikkens idehistorie ved DPU og medforfatter til tobindsværket med titlerne ”Kamp og status” og ”Kald og kundskab” i 2015 om pædagogprofessionens historie. For i 1992 gennemgik pædagoguddannelsen en grundlæggende ændring. Med ændringen af loven om uddannelsen blev de forskellige uddannelsesretninger slået sammen til en grunduddannelse, og en række pædagogseminarier blev nedlagt eller slået sammen til større uddannelsesinstitutioner.

Indtil da havde lovgiverne ikke blandet sig nævneværdigt i uddannelserne. Det gjorde, at der havde udviklet sig et broget billede af seminarier, der havde hver deres kulturelle og pædagogiske profil og seminarietradition, forklarer Jens Erik Kristensen:

”Seminarierne lagde stor vægt på den personlige udvikling af pædagogerne. Man søgte seminarium efter passion og uddannede sig med en bestemt pædagogisk profil. Det at gå på et bestemt seminarium med en bestemt ånd betød meget. Alt det forsvandt – seminarieånden blev ligesom trukket ud af uddannelsen i de nye store uddannelsesmastodonter fra begyndelsen af 00’erne, først med CVU’erne i 2001 og siden med Professionshøjskolerne i 2008.”

Tilbage i 1953 fik man den første statsautoriserede bekendtgørelse for pædagoguddannelsen, der beskrev, hvad kravene til optagelse på uddannelsen var.

”Her stod det personlige motiv centralt – at man skulle føle sig kaldet til faget og gerningen. Det var ikke tilstrækkeligt, at man tilegnede sig praktiske færdigheder og teoretisk kundskab. For at blive pædagog måtte man føle sig kaldet til arbejdet med børn. Den faglige pædagog forudsatte pædagogen med hjertet,” forklarer Jens Erik Kristensen.

Måske som konsekvens af at det pædagogiske arbejde dengang var personligt, moralsk og følelsesmæssigt forankret, har der sidenhen stået i pædagoguddannelsens formålsparagraf, at uddannelsen også skulle ’sikre den studerendes personlige udvikling’.

Nedlægningen af seminarier var et første skridt på vejen mod den professionalisering, der gjorde det lettere at styre og ensrette pædagoguddannelsen politisk. Men det svækkede muligheden for, at den enkelte pædagog kunne udvikle sig personligt undervejs og danne sin egen personligt forankrede pædagog-identitet. Og da de æstetiske, musiske og kreative fag, som tidligere var en del af uddannelsen, måtte vige pladsen til fordel for skriftligt funderede akademiske fag, blev mulighederne for at bringe en personlig passion med sig ind i faget yderligere stækket, vurderer Jens Erik Kristensen.

Han peger på uddannelsesreformen i 2006 som et vendepunkt, der markerede, at pædagoguddannelsen nu for alvor blev underlagt centrale velfærdspolitiske mål med en stadig mere detaljeret liste over krav til, hvad en pædagog skulle kunne.

Den professionelle kittel

Med reformen af pædagoguddannelsen i 2014 blev formuleringen om, at pædagoguddannelsen skulle sikre den enkelte pædagogs personlige udvikling, helt skrevet ud af formålsparagraffen.

”Reformen var i høj grad udtryk for et ønske om at få pædagoger til at iklæde sig en professionel kittel,” siger han.

Problemet er bare, at pædagogik ikke er et rent professionelt anliggende. Når du har med mennesker at gøre, kan du ikke parkere din person som en overfrakke i entréen, før du går ind. Og derfor er det fatalt for pædagogfaget, at tid og rum til dannelse og personlig udvikling er sivet ud af uddannelsen, mener Jens Erik Kristensen.

”Som pædagog er man sig selv som sin profession. Det er umuligt at tage en hvid kittel på og forholde sig til børn helt klinisk uden at have sig selv med. For at blive en dygtig pædagog er personlig dannelse, menneskekundskab og pædagogisk dømmekraft helt uomgængelig,” siger han.

For Jens Erik Kristensen har idéen om at professionalisere pædagoguddannelsen ikke været en entydig succeshistorie.

”Den personlige udvikling i uddannelsen, som stod centralt tidligere, byggede jo netop på, at du ikke kan pille personligheden ud af professionen. Det er det, der er gået tabt. Og det er formodentlig også nøglen til at forstå omsorgskrisen, vi oplever over en bred kam i de såkaldte velfærdsinstitutioner, der skal varetage omsorgen af mennesker, der har brug for det – børn og unge såvel som ældre og svage,” siger han.

Pædagoguddannelsen er blevet alt for strømlinet uden plads til selv at præge pædagogik og aktiviteter. Det er blandt andet en konsekvens af det, der gik tabt med seminarietraditionen, som tidligere gav rig mulighed for at danne sig en personligt forankret pædagogik. Her læste man stadig pædagogiske klassikere for at finde og skabe sin egen identitet som pædagog eller lærer – det er der stort set ingen plads til længere, mener Jens Erik Kristensen.

”Men der er grænser for professionaliseringen. Pædagoger er ikke håndværkere eller teknikere. Man kan have et teknisk professionelt forhold til ting, ikke til mennesker. Når man har med mennesker at gøre, er man nødt til at give plads til personlighed og passion,” argumenterer Jens Erik Kristensen.

Og her har vi sagens kerne, mener han: Pædagogfaget er først og fremmest kommet til at handle om, hvordan man tilegner sig de kompetencer, som den aktuelle uddannelsesforskning udpeger som relevante og evidensbaserede.

”Det er der ikke noget i vejen med, men faren er, at man mister menings- og dannelsesdimensionen i fagene. Man taler nærmest ikke om pædagogik længere, selvom de fleste godt kan se, at den pædagogiske refleksion og dømmekraft er nødvendig,” siger Jens Erik Kristensen.

Tilbage til fagets kerne

Pædagogfagets største problem er, at man i iveren efter at sikre, at pædagoger kunne levere så mange velfærdspolitisk definerede ydelser som muligt, har overset vigtigheden af at fordybe sig i sin faglighed, mener Line Togsverd.

”Man har glemt, at forudsætningen for at udøve en profession er, at man mestrer et fag og kan stå på mål for det – at selve pædagogikken er en faglighed, der kræver et fag og en afstemning af, hvem er jeg som pædagog, og hvad er mine personlige værdier i arbejdet,” siger hun med henvisning til, at faget pædagogik blev pillet ud af uddannelsen med reformen af pædagoguddannelsen tilbage i 2013.

Line Togsverd var en af de forskere, der skrev et kritisk høringssvar, da reformteksten lå klar. Her pointerede hun netop, at politikerne helt havde overset, at pædagogik handler om samarbejde og relationer, der kræver mere end instrumentel og akademisk viden.

I høringssvaret og de faglige artikler, Line Togsverd siden har skrevet om, hvordan pædagoguddannelsen kan styrkes, og pædagogprofessionen gøres mere attraktiv for nye pædagoger, har hovedargumentet været en tilbagevenden til faglig fordybelse i fagets kerne; pædagogikken selv, og også i de kreativt æstetisk praktiske fag.

”De fag er en stor del af pædagogikken. De handler om en måde at sanse, fortolke og være i verden på. Ved at fjerne dem, fratager man pædagoger et vigtigt ’fælles tredje’ at mødes med børnene i, som altid har været grundlæggende som pædagogisk værktøj af høj værdi. At dyrke et kreativt fag med børn er også en vej til at vise dem, at man tør vove sig ud i at gå på scenen eller sætte sig selv på spil på anden vis. Det at lære børn at vove at miste fodfæstet. Det smitter og kan være en helt afgørende for børns mod til at sætte sig selv på spil,” siger hun.

Fraværet af personlig udvikling i uddannelsen såvel som i faget har haft store konsekvenser, mener også Jens Erik Kristensen:

”Man kan ikke udvikle de pædagogstuderendes dømmekraft, uden at det forudsætter en fordybelse i noget, der har at gøre med personlighed og identitet. Din dømmekraft er ikke en dims, du har i lommen. Nøglen til en styrkelse af den er at gentænke det element, der gradvist er blevet klemt ud de seneste årtier – pædagogik og dannelse.”

Allerede med reformen af pædagoguddannelsen fra 2006 skruede man voldsomt op for kravene til at blive pædagog. Listen af detaljerede krav og kompetencer er blevet uoverskuelig, og resultatet bliver overfladiskhed og udvendighed, mener Jens Erik Kristensen.

”Det er ikke den eneste forklaring på, hvorfor pædagog- og læreruddannelsen ikke er så attraktive længere, men nok en del af den. De appellerer ikke længere, og færre føler sig ’kaldet’ og eller personligt motiveret til at tage disse uddannelser. Ikke kun fordi andre uddannelser og erhverv er mere interessante og bedre aflønnede, men fordi måden, hvorpå der er blevet professionaliseret, har gjort dem mindre interessante og attraktive” siger han.

Pendulet på vej tilbage

Politiske vinde kan skifte retning, udbud og efterspørgsel kan også, mens kriser kan fremtvinge forandring til det bedre. Og noget tyder på, at de pædagogiske vinde er ved at vende, vurderer Jens Erik Kristensen.

Han peger på det nye styrkede fokus på legen som eksempel. De æstetisk musiske og praktiske fag har siden 2006 været nedtonet kraftigt. Men både leg og dannelse blev igen skrevet ind i den styrkede pædagogiske læreplan i 2018. Det var også et udtryk for, at man har konstateret, at fagprofessionaliseringen var gået for vidt, argumenterer Jens Erik Kristensen.

”Barnets udvikling gennem fri leg og beskæftigelse har jo siden de første danske fröbelbørnehaver fra slutningen af 1800-tallet og frem været et grundtema i den danske børnehavetradition: det at børnehaven både skulle give rum til den frie og børneinitierede leg og til de voksenstyrede beskæftigelser, som pædagogerne rammesatte. Det har været så indlysende i pædagogiske praksis, at man ikke engang har været nødt til at skrive det eksplicit. Men med den pædagogiske læreplan i 2004 blev leg spændt for læringsmål, og den frie leg blev trængt, fordi der var stadig mindre tid til den. Det har ændret sig med den styrkede læreplan og dagtilbudsloven i 2018, hvor den frie leg nu igen betones som ’det grundlæggende’ i dagtilbud, dog med fokus på, hvordan den også bidrager til børns læring.” forklarer Jens Erik Kristensen og antyder, at pendulet således kan svinge tilbage igen.

Tidligere var de praktisk-musiske og kreative fag centrale i pædagoguddannelsen, men de har også i en periode været trængt voldsomt i baggrunden ligesom den frie leg.

”Den gode pædagog var en, der var stærkt kørende i de fag, og som kunne bruge dem til at skabe relationer, udvikling og fællesskab. Man kunne tegne, male eller noget helt fjerde. Min fornemmelse er, at det er på vej tilbage – at der spores et ønske om at vende tilbage til en mere fri og kreativt forankret pædagogisk udfoldelse,” siger han og fortæller, at han netop er ved at færdigredigere en antologi med titlen ’Leg på spil’, der handler om den flertydige aktuelle interesse for leg, ikke blot i dagtilbud og børnepædagogik, men også i skole og uddannelsessystemet generelt samt ledelses- og organisationsteori m.v.

”Så måske er der ikke tale om en entydig forfaldshistorie. Måske står vi overfor en vending, der både betyder legens, dannelsens og pædagogikkens genkomst,” siger Jens Erik Kristensen.