Velfærden skal reddes i fællesskab

Jeg har mærket presset på det danske velfærdssamfund fra flere sider. Hvor hårdt, det rent faktisk går ud over både borgere, der søger hjælp, og de medarbejdere, der skal forvalte hjælpen. Det tror jeg overgår de flestes fantasi.

Jeg er til daglig leder i Foreningen Outsideren, en brugerstyret organisation, der arbejder for at forbedre livsvilkårene, give stemme til og skabe netværk for mennesker med egne erfaringer med psykiatri og/eller psykisk sårbarhed. Outsideren formidler erfaringer fra psykiatrien set indefra – og et blik på samfundet set udefra. Det gør vi i Magasinet Outsideren og på tryk. Vi skaber modvægt til stigmatiserende forståelser af psykisk lidelse og udsathed, og formidler erfaringer fra møder med et velfærdssamfund, der er ved at knække sammen under os alle. Ikke så meget på grund af arten af vores problemer, men i høj grad på grund af systemernes egen indretning.

Jeg har, foruden at være cand.pæd. i pædagogisk filosofi, en lang baggrund som socialpædagog med egne psykiske kriser i rygsækken. Og så tilhører jeg en familie, der på nogle områder har brug for hjælp og støtte fra det offentlige.

Jeg vidste godt, at vores systemer var belastede, komplekse og bureaukratiske. Jeg har selv arbejdet i dem i 25 år. I den tid er rammerne for at yde hjælp og støtte blevet snævrere og snævrere, og opgaven som velfærdsprofessionel er kommet til at handle mere om at betjene vores systemer – og mindre om at tjene menneskelige interesser.

På trods af de erfaringer, så havde jeg faktisk ikke helt fantasien til at forestille mig, hvor svært det er at få adgang til endog dårlig hjælp. Det er noget andet at erfare det på egen krop og i egen familie.

Det har været på alle måder omkostningsfuldt for vores familie, og det er og har været økonomisk omkostningsfuldt for vores samfund. Størstedelen af de omkostninger mener jeg ikke skyldes vores families problemer. De skyldes en velfærdsmodel, der bruger uforholdsmæssigt mange ressourcer på indsatser, der belaster mennesker i udsatte positioner ved at møde dem med ufleksible one-size-fits-all-modeller, mistillid og kontrol – i stedet for at aflaste og understøtte eksisterende ressourcer og give hjælp, der hjælper.

Nye veje for velfærden

Mange af de udfordringer, vi i dag står over for, er direkte forbundet med de rammer, samfundet sætter – eller forsømmer at sætte – for mennesker, der falder udenfor. Når vi falder udenfor, mødes vi ikke med tid, forståelse, meningsfulde fællesskaber og andre tiltag, der kan lede til heling og tilbage på sporet til et godt eller bare tåleligt liv. I stedet dirigeres vi ind i komplekse systemer, der ikke alene er stressende for os, men som selv er under enormt pres – og som slet ikke kan arbejde sammen på tværs. Det er både dyrt og kontraproduktivt.

Det skal stå klart, at jeg ikke taler imod velfærdsstaten. Den er garant for rettighedsbaseret hjælp og støtte for alle, der falder eller falder udenfor. Men den nuværende model er grænseløs, omkostningsfuld og belastende for alle involverede parter. Hvis velfærdsstaten fortsætter længere ud af det spor, den er på, så bryder den sammen. Det er ingen tjent med.

Der er derfor i den grad brug for nye veje for velfærdssystemet. Veje, der ikke kun fokuserer på individuel behandling og støtte, men som også anerkender værdien af fællesskaber og almene, ikke-instrumentelle tilgange til menneskelig sundhed og trivsel.

Der er brug for at skabe tydelighed i afgræsningen mellem det, der kræver behandling og støtte, og det, der bedst lader sig adressere uden fagprofessionel intervention i almenmenneskelige relationer. Det er ikke en let opgave, men et skridt på vejen er at gøre op med forestillingen om, at offentlige indsatser kan stå alene.

Fra ensidige løsninger til fællesskabelse og almengørelse

Ensidige tilgange løser ikke sammensatte problemer. Vi er nødt til at skabe komplementære strukturerer, der både sikrer kapacitet til en værdig psykiatri, effektiv sagsbehandling og kompetent behandling og støtte i regioner og kommuner, og samtidig fremmer inkluderende rum udenfor systemerne, der adresserer menneskers almenmenneskelige behov for fællesskab, skønhed og samhørighed.

I Outsideren leger vi med akronymet FAST, der står for ”Fællesskabelse og Almengørelse af Sundhed og Trivsel”. Fællesskabelse er et modbegreb til individualisering, mens almengørelse er et modbegreb til fagliggørelse og psykiatrisering af sundhed og trivsel. Med FAST vil vi sætte fokus på de dimensioner af menneskelivet, der altid og i enhver sammenhæng bedst adresseres i almene fællesskaber, helt uafhængigt af om man er psykisk syg eller ej. Det kræver ikke specialiseret faglighed at dele glæder, sorger, håb og interesser. Og er man patient og tilbringer dele af sit liv i psykiatriske og sociale indsatser, så kommer man ud af balance, hvis der ikke også findes almene rum, hvor det ikke er behandling og støtte, men bare vores fælles liv, der er i fokus.

Der er brug for en ny vægtning af relationel velfærd, der inkluderer investeringer i fællesskaber for flere, for eksempel i partnerskaber med civilsamfundsorganisationer. Det er afgørende at balancere ressourcer mellem systemvelfærd, som sikrer retssikkerhed og specialiseret faglighed, og relationel velfærd, der fremmer almenmenneskelige relationer og inkluderende fællesskaber.

Det vil aflaste de offentlige systemer og samtidig styrke menneskers muligheder for i det hele taget at leve gode liv.

Investeringer i fællesskabelse og relationel velfærd

Der er et kolossalt overset potentiale i at investere i almene fællesskaber og i at lette adgangen mellem offentlige indsatser og foreningsliv af og for mennesker i udsatte positioner. Og her taler jeg både som foreningsleder, fagperson, pårørende, og som et af de mange mennesker, der har problemerne tæt inde på livet. På trods af det, så bor brugerforeninger som Outsideren i et økonomisk ingenmandsland. Selvom vi spiller en meget værdifuld rolle for rigtig mange mennesker, har vi svært ved at vise, at vi er noget værd på den økonomiske bundlinje. Det er et grundproblem i målingens og evidensens tidsalder, at værdien af fællesskaber ikke lader sig måle uden at ødelægge både formål og fællesskaber. Det gør det til en konstant udfordring for os at sikre økonomien til foreningens fortsatte virke.

Investeringer i fællesskaber i civilsamfundet repræsenterer som sagt ikke løsningen på alle velfærdssamfundets problemer. Der er og bliver menneskelige problemer, der kræver specialiseret behandling og støtte. Men letter vi ikke presset på borgere i udsatte positioner og letter adgangen til almenmenneskelige rum og relationer ved at tilføre ressourcer til inkluderende fællesskaber og meningsfulde aktiviteter, så vil mistrivslen og behovet for hjælp og støtte i det offentlige bare fortsat stige.

I stedet for at lægge alle vores æg i en kurv og kun investere i udrednings-, behandlings- og støtteindsatser, bør vi fordele ressourcerne klogt, hvilket vil indebære også at investere i de andre områder, der er med til at skabe gode betingelser for alle mennesker at leve gode liv. At fastholde fokus på psykiatrien som den afgørende løsning på den stigende mistrivsel i samfundet, svarer til at bruge alle kræfterne på at øse vandet ud af en synkende skude uden at bruge den mindste smule kræfter på at kigge eller padle efter land. Vi får først fast grund under fødderne, når vi begynder at arbejde sammen på tværs. Vi har brug for hinanden.