Vi har brug for at diskutere, hvad et velfærdssamfund er 

I forrige uge fik vi den første delrapport fra ”Ekspertudvalget for socialområdet”, som sidste årblev nedsat af regeringen og KL. Udvalget skal give anbefalinger til at ”sikre en bæredygtig, faglig og økonomisk udvikling på socialområdet”, som opgavestillerne selv formulerer det.

Nu har vi så 11 anbefalinger fra udvalget, og man må sige, at de anbefalinger deler vandene, allerede inden politikerne er begyndt at forholde sig til dem.

Monica Lylloff fra bevægelsen #enmillionstemmer skrev i en opdatering på Facebook: ”Ekspertudvalg vil hælde den sidste sørgelige rest af retssikkerhed og velfærd ned ad brættet for mennesker med handicap.”

”Jeg er ærligt talt rystet over, at ekspertgruppen tilsyneladende synes, at sårbare mennesker med handicap med behov for et botilbud er ludobrikker, som man skal kunne flytte rundt på for at optimere kommunernes økonomistyring,” udtalte formand for LEV, Anni Sørensen, i en pressemeddelelse.

”Hvis I som politikere følger anbefalingerne, vil vores samfund gå i den forkerte retning både menneske og økonomisk,” har 37 organisationer – heriblandt Danske Handicaporganisationer, SIND og Bedre Psykiatri – netop skrevet i et åbent brev til partilederne i Folketinget.

Mens KL’s formand Martin Damm udtalte: ”Vi har i flere år efterlyst bedre muligheder for at holde budgetterne og efterlyst opbakning til de svære prioriteringer fra regeringens side. Ekspertudvalget har nu leveret bud på flere glimrende løsninger.”

Kommentarerne viser måske mest af alt, at anbefalingerne bliver læst ud fra to vidt forskellige perspektiver. Den ene gruppe oplever, at borgerne kæmper for den rette hjælp. Den anden gruppe kæmper for at kunne holde et budget, og for at de ikke skal stå med prioriteringerne alene.

Alternativ læsning

Jeg har læst rapporten to gange. Første gang jeg læste den, havde jeg meget svært ved at få styr på, hvad ekspertudvalget ville med rapporten. For læser man den med kommunikationsbriller, så er rapportens budskaber ualmindeligt rodede og uklare. Den er fyldt med det, man kunne kalde sproglige helgarderinger. Om uklarheden er med vilje eller ej, er jeg ikke klar over, men det bidrager ikke ligefrem til en kvalificeret debat. Jeg vender tilbage til eksempler på det om lidt.

Anden gang jeg læste rapporten, skiftede jeg for eksperimentets skyld ordet ”socialområdet” ud med ordet kræftområdet.

Her først et citat fra rapporten:

”Socialområdet har i de seneste år været kendetegnet ved store udgiftsstigninger fra år til år. Der er tale om en udvikling, der truer den faglige og økonomiske bæredygtighed af området. ”

Det ændrer vi så til:

”Kræftområdet har i de seneste år været kendetegnet ved store udgiftsstigninger fra år til år. Der er tale om en udvikling, der truer den faglige og økonomiske bæredygtighed af området.”

Eller lad os prøve at læse nedenstående citat, som om det handlede om kræftområdet:

”Ekspertudvalget har dog i sit arbejde set flere eksempler på, at kommunerne i praksis overlades et meget snævert prioriteringsrum. Dermed begrænses kommunernes styringsmuligheder betydeligt, og det bidrager til udgiftspresset.”

Det bliver til:

”Ekspertudvalget har dog i sit arbejde set flere eksempler på, at hospitalerne på kræftområdet i praksis overlades et meget snævert prioriteringsrum. Dermed begrænses hospitalernes styringsmuligheder på kræftområdet betydeligt, og det bidrager til udgiftspresset.”

Og vi ændrer lige et citat mere:

”Ekspertudvalget ønsker at sende et markant signal om en ny retning for socialpolitikken, hvor borgerens potentiale står centralt, og hvor økonomi er et legitimt hensyn.”

Det bliver til:

”Ekspertudvalget ønsker at sende et markant signal om en ny retning for kræftområdet, hvor borgerens potentiale står centralt, og hvor økonomi er et legitimt hensyn.”

Ville vi acceptere at skulle revidere kræftbehandlingen som følge af en presset økonomi på grund af nye behandlingstilbud eller flere kræfttilfælde? Næppe. Faktisk lyder ovenstående citater som det, der er sket i kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital.

En juridisk vurdering fra advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokaten konkluderede for nylig, at hospitalets ledelse har vægtet økonomiske hensyn over hensynet til kræftpatienternes rettigheder. Det vurderes i vurderingen som en ”klar og meget grov retlig fejl.”

”Ifølge vurderingen er der tale om gentagne fejl, som er blevet begået med overlæg, og disse fejl er fastholdt over en længere periode trods løbende drøftelser og anledninger til at rette op.”

Regionsrådsformand Anders Kühnau sagde efterfølgende på et pressemøde:

”Det må aldrig være økonomiske hensyn, der kommer over hensynet til patienterne”.

Uklare budskaber

Der er altså noget, der tyder på, at når vi taler socialpolitik, så er det en anden prioritering og logik, der gælder her. Ville man på samme måde sige, at økonomiske hensyn aldrig må sættes over hensynet til mennesker med handicap? I hvert fald siger rapporten her det modsatte med bifald fra KL.

En anden pointe er de uklare sproglige helgarderinger, jeg talte om før. At vi på socialområdet kan sætte både borgeren og den økonomiske prioritering i centrum på én og samme tid.

Lad mig igen præsentere et par eksempler i form af citater fra rapporten:

”Ekspertudvalgets nedenstående anbefalinger har derfor alle til overordnet formål at understøtte, at kommunerne får bedre mulighed for at prioritere og fastsætte serviceniveauer ud fra faglige og lokale hensyn med borgeren i centrum.”

Her er det sidste ”med borgeren i centrum” interessant. For når man lige har talt for at give kommunerne bedre mulighed for at prioritere og fastsætte serviceniveauet, så efterlader det jo netop ikke mulighed for at sætte borgeren i centrum. Så hvad er egentlig budskabet?

Her en mere:

”Tiltagene kan samtidig understøtte øget faglig frihed lokalt til faglige løsninger baseret på sund fornuft, ligesom tiltagene kan bidrage til at sænke de administrative udgifter i kommunerne. ”

Hvad er sund fornuft? Er begrebet sund fornuft et velegnet retsprincip? Hvem definerer, hvad sund fornuft er? Borgerne? Politikerne? Socialrådgiverne? Formentligt er der stor forskel på definitionen.

Men den største sproglige uklarhed kommer i udvalgets anbefaling nummer to: ”Ændring af servicelovens formålsbestemmelse”, som også er den, der særligt deler KL og handicaporganisationerne.

Lad os tage det første afsnit i den anbefaling. Det lyder således:

”Kommunerne oplever, at rettigheder er den dominerende styringslogik på socialområdet, hvilket bl.a. skyldes Ankestyrelsens praksis i forbindelse med afgørelser og principmeddelelser, hvor Ankestyrelsen udfylder en del af servicelovens fortolkningsrum og således fratager kommunerne muligheder for at prioritere og fastlægge serviceniveau. Det foreslås på den baggrund at ændre servicelovens formålsbestemmelse.”

Når man formulerer det, som om Ankestyrelsen ’fratager’ kommunerne muligheder for at prioritere, så er det jo, fordi der er en lov, som Ankestyrelsen fortolker juridisk. Det gør de, fordi vi demokratisk har vedtaget nogle rettigheder, som naturligvis bliver en styringslogik ligesom på så mange andre måder i samfundet. Man kan tage noget fra nogen, som har noget. Man kan fx fratage mennesker en ret. Men når man ikke har retten til at prioritere økonomi over rettigheder, så giver ordet ’fratager’ ikke mening. Det kan måske lyde som sprogligt pedanteri, men sprog skaber holdninger og opfattelser, og en sådan formulering skaber et billede af, at dem, der står fast på en rettighed, fratager andre noget.

Det står i direkte modsætning til det, Folketingets statsrevisorer udtalte i forbindelse med Rigsrevisionens beretning om forvaltning af handicapområdet.

”Statsrevisorerne finder det bekymrende, at Ankestyrelsen har omgjort kommunernes afgørelser i mere end en tredjedel af de sager, der er påklaget til Ankestyrelsen i perioden 2013-2021, fordi kommunerne ikke har overholdt gældende regler og love på området. Statsrevisor­erne finder dette særligt bekymrende, da det øger risikoen for, at udsatte borgere med psykiske eller fysiske handicap ikke modtager de ydelser, som de er berettigede til.”

Når det nu er dokumenteret, at der i forvejen er så massive problemer med retssikkerheden, så kan det jo ikke undre nogen, at handicaporganisationerne reagerer så skarpt på anbefalingen.

Udvalget fortsætter med at argumentere således:

”Ekspertudvalget ønsker at sende et markant signal om en ny retning for socialpolitikken, hvor borgerens potentiale står centralt, og hvor økonomi er et legitimt hensyn på lige fod med øvrige hensyn, herunder faglige vurderinger og borgerens ønsker og behov, i visitationen af indsatser efter serviceloven, og hvor rehabilitering får fornyet fokus.”

Sætningen giver ingen mening. Hvad er den nye retning? Økonomi skal vægtes lige med faglige vurderinger og borgerens behov. Hvad betyder det? Og mener udvalget, at det er nyt, at økonomi i dag ikke er et hensyn på lige fod eller over hensynet til faglige vurderinger? Hvad er så årsagen til at Ankestyrelsen har omgjort kommunernes afgørelser i mere end en tredjedel af de sager, der er påklaget?

Sådan veksler det hele rapporten igennem med uklarheder om hensyn til økonomi, faglig kvalitet og borgeren. Hvilket jo betyder, at man kan læse rapporten på vidt forskellige måder og tolke den ind i sin egen forståelse af området.

Retfærdighedsvist så skal det nævnes, at udvalget også har nogle klare indspark i debatten om socialområdet. Selvfølgelig kan socialområdet administreres mere hensigtsmæssigt. Det giver udvalget flere på bud, og det er bud som en bred kreds formentlig kan se rimeligheden i. Men det hele drukner i rapportens overordnede præmis om, at vi kan løse hovedudfordringerne med færre rettigheder til borgerne, men samtidig med borgeren i centrum.

Problemet er, at man med denne sproglige helgardering får fortalt, at hvis bare kommunerne selv får lov til at bestemme med mindre selvbestemmelse til borgerne, mere ’sund fornuft’ og mere økonomisk prioritering, så kan vi få bedre velfærd. Man får næsten lyst til at tilføje et ’hokus pokus’, for det er jo nærmest en hån mod både borgere og ansatte i velfærdssektoren at komme med sådan et postulat.

Vi kan flytte velfærden, hvis vi vil

Uanset hvad det såkaldte ’ekspertudvalg’ ønsker, så er der ingen tvivl om, at rapportens ophav har et politisk formål. Den skal indgå i fortællingen om, at det specialiserede socialområde presser økonomien så meget, at der er behov for at stække få borgeres rettigheder og selvbestemmelse for at ’redde’ økonomien og dermed redde velfærden for den brede masse.

Så ekspertudvalget har med den mudrede og uklare rapport leveret en perfekt politisk affyringsrampe for en teknokratisk diskussion om socialområdets økonomi og kommunernes manglende mulighed for at styre økonomien. Vi skal have tøjlet det uhyre, vi har skabt med et specialiseret socialområde, hvor udgifterne stiger og stiger. Og det er alt andet lige nemmere for en politiker at mene det samme som et ’ekspertudvalg’ end selv at foreslå at begrænse borgernes rettigheder og vægte økonomi højere. Særligt når det er med ’borgeren i centrum’, at vi fjerner rettighederne, for nu at stille det skarpt op.

Hvad er velfærd?

Udvalgets rapport og reaktionerne på den viser, at inden vi går til løsningerne, har vi behov for at diskutere vores værdier og forståelse af velfærdssamfundet, så vi har noget at prioritere ud fra. Vi befinder os jo rent faktisk i en tid, hvor vi bliver dygtigere og dygtigere til at håndtere sociale problemer. I hvert fald fagligt set: Lad mig give et par eksempler. Vi er for eksempel blevet bedre til at diagnosticere psykiatriske diagnoser og opdager derfor flere børn, unge og voksne med diagnoser. Det kan potentielt få stor positiv betydning for disse mennesker, hvis hjælpen følger med. Vi har flere pædagogiske metoder til at hjælpe udsatte børn, unge og voksne, og vi har dokumenteret betydningen af tætte relationer. Det kan sikre mange børn en bedre start på tilværelsen. Vi ved også meget mere om, hvordan vi forhindrer hjemløshed. Vi ved, hvordan vi kunne forebygge flere selvmord blandt patienter i psykiatrien. Vi ved, at hvis vi investerer i, at anbragte børn får en tryg overgang til voksenlivet, så får de et bedre liv. Og der er sikkert mange flere eksempler.

Vi kan altså flytte social- og handicapområdet, hvis vi vil. Men det er en politisk diskussion, om vi vil det. Det er en politisk diskussion, om vi vil skabe større retssikkerhed på handicapområdet, eller om vi vil svække rettighederne? Om rettigheder er fundamentale i et velfærdssamfund eller om friere økonomisk prioritering i kommunerne er velfærd?

Som samfund har vi ikke demokratisk besluttet, at vi vil nedprioritere hjælpen til bestemte grupper eller begrænse deres rettigheder, men har vi vedtaget budgetter, der gør det?

Når vi ikke får den diskussion, så overlader vi definitionen af velfærdssamfundet til eksperter og økonomer, og vi får en diskurs, der meget let flytter sig væk fra borgerens perspektiv og over på systemets. Derfor kan man frygte, at en rapport som denne er med til at legitimere en udvikling, hvor økonomi bevidst bliver prioriteret over borgerens rettigheder og behov. Ikke bare politisk, men ned gennem systemet.

Vi – borgere, politikere og organisationer – har brug for at diskutere, hvad et velfærdssamfund er, og hvad vi definerer som kernevelfærd, og rækkefølgen i diskussionens spørgsmål er derfor afgørende. Er borgernes rettigheder et vigtigt princip i et velfærdssamfund? Hvem skal have hjælp? Hvilken retning ønsker vi at sætte for velfærdssamfundet? Hvad er de afgørende værdier? Er vi villige til at betale for det?

Brug for politik

For et par uger siden kom en anden rapport. Det var Reformkommissionens rapport med anbefalinger på dagtilbuds-, folkeskole- og ungdomsuddannelsesområdet, samt anbefalinger, som skal bidrage til at rekruttere, fastholde og professionsudvikle pædagoger og undervisere, og styrke uddannelsesforskningen. 

Vi husker måske mest rapporten for en overophedet diskussion om 10. klasse og efterskoler. Men fik vi en reel diskussion om uddannelsesområdet og velfærdsuddannelserne? Nej, den druknede i for eller imod efterskoleophold i 10. klasse.

Hvad kan vi så lære af de to rapporter og den efterfølgende debat? At det ikke er udvalg og eksperter, der skal drive den politiske debat. Og at politikerne ikke kan gemme sig bag eksperter, når der skal træffes svære valg. Eksperter er eksperter. Og derfor er deres udsagn og anbefalinger ikke værdiorienterede. Men man kan ikke flytte en organisation eller et samfund uden at have klare værdier at lede ud fra.

Vi har ikke brug for flere udvalg eller uklare anbefalinger. Vi har brug for faktisk politik og debat. Og vi har brug for, at både organisationer og politikere går foran og debatterer åbent og værdiorienteret – også på socialområdet.

Den debat lægger vi meget gerne spalter til i de kommende uger, måneder og år. Det er en af årsagerne til, at vi har startet Socialt Indblik.