Vi har forskellige forudsætninger for at bearbejde traumer efter psykisk vold

Nedgørelser, jalousi og kontrol var langsomt blevet en del af hverdagen for Karina, men det var først, da hendes kæreste overfaldt hende fysisk, at hun indså, at hun måtte væk og kom på krisecenter.

Efter et kort ophold på krisecenteret gik hun tilbage til kæresten. Hun følte sig ensom og måske var det ikke så slemt endda? Senere begyndte det langsomt at gå op for Karina, at det nok var psykisk vold, hun havde været udsat for. Ikke bare i dette forhold, men også i et tidligere forhold. Hun endte med at forlade sin kæreste, men følgerne efter de to voldelige forhold tog hun med sig.

”Jeg er ikke i stand til at arbejde i dag. Den psykiske vold har betydet, at jeg har angst, og jeg er blevet diagnosticeret med PTSD,” fortæller Karina.

At psykisk vold ofte efterlader dybe spor, kan Sarah Bøgelund Dokkedahl bekræfte. Hun er psykolog hos Askovfondens indsats Dialog mod vold og har i flere år forsket i de traumereaktioner, der ofte følger i kølvandet på den subtile, psykiske vold.

I forbindelse med sin ph.d.-afhandling bad Sarah Bøgelund Dokkedahl 150 kvinder på danske krisecentre, der havde været udsat for psykisk, fysisk eller seksuel vold, om at svare på spørgsmål om deres mentale helbred ved indskrivningen, under opholdet og tre måneder efter. I tråd med international forskning viste undersøgelsen, at psykisk vold var den voldsform, der havde de største mentale konsekvenser.

”Det er den blandt andet, fordi den psykiske vold griber ind i den udsattes integritet og identitet. Den måde, den psykiske vold udøves på, betyder, at der bliver sået tvivl om, hvem man er som person og om ens værdi som menneske. Ofte bliver man manipuleret til at tro, at det er én selv, der er problemet. At man fx ikke evner sociale relationer. Det er en meget ødelæggende måde at begynde at se og forstå sig selv på,” siger Sarah Bøgelund Dokkedahl.

En anden årsag til, at den psykiske vold er særligt ødelæggende, er, at der i den psykiske vold ligger en konstant subtil trussel, også når voldsudøveren ikke er til stede, fortæller Sarah Bøgelund Dokkedahl.

”Nogle gange følger der fysisk og seksuel vold med den psykiske vold, men også, når den psykiske vold optræder alene, ligger der en trussel: ’Hvis du ikke gør, som jeg siger, så har det konsekvenser.’ Kroppen går derfor i alarmberedskab på samme måde som ved et fysisk eller seksuelt angreb. Men her er det konstant. Kroppen er i konstant stress, og det har en meget negativ effekt på vores psyke,” forklarer Sarah Bøgelund Dokkedahl og fremhæver, at når vi taler partnervold, er der næsten altid også tale om psykisk vold. Det gjaldt også for de kvinder, hun fulgte i forbindelse med sin ph.d.-afhandling. Var der fysisk eller seksuel vold, var der også psykisk vold.

Sara Bøgelund Dokkedahl fremhæver, at det i sig selv er sundt, at ens alarmberedskab sættes i gang, når vi udsættes for noget voldsomt og traumatisk. Det er en måde at passe på os selv.

”For de fleste falder alarmberedskabet, når faren er drevet over, og man kan bearbejde det, der er sket. Når det ikke sker, og vi forbliver i et højt alarmberedskab over uger, så er der tale om en traumereaktion, der kan diagnosticeres,” forklarer hun.

Nogle er i større risiko for at udvikle PTSD

Mens en del af de 150 kvinder på krisecentre, som Sarah Bøgelund Dokkedahl fulgte, udviklede kroniske traumereaktioner og opfyldte kriterierne for diagnosen PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion) eller kompleks PTSD, var andre i stand til at bearbejde deres traume, når de kom i sikkerhed på et krisecenter.

At vi reagerer forskelligt på traumatiske oplevelser, er der, ifølge Sarah Bøgelund Dokkedahl, flere årsager til. Det at være kvinde betyder i sig selv, at man er i større risiko.

”Sammenlignet med mænd er kvinder i dobbelt så høj risiko for at udvikle PTSD eller kompleks PTSD, hvis vi oplever det samme traume. Det kan forklares ved biologiske kønsforskelle som fx hormoner og anden neurokemi, men også evolutionært. Kvinder oplever sig selv som mere udsatte og vil derfor også føle sig mere underlegne og hjælpeløse, når vi udsættes for vold. Det gør os mere sårbare i forhold til at udvikle en psykisk lidelse som PTSD,” siger hun og forklarer, at det niveau af trussel, vi oplever, er med til at afgøre, om en hændelse er traumatisk. Hvis vi føler os mere sårbare, vil vi opleve en større trussel.

Derudover spiller de belastninger, vi har med os i bagagen, en rolle.

”Hvis man har en historik med vold i barndommen eller i tidligere relationer, så øger det risikoen for at udvikle PTSD. Har man allerede traumereaktioner, så forstærkes de typisk, når man igen udsættes for overgreb. Og så spiller det også ind, hvor mange ressourcer man har. Har man et socialt netværk? Og en tryg base? Det har alt sammen indflydelse på, hvor påvirket man bliver, og det spiller igen ind på, om man er i stand til at bryde med volden,” siger hun.

Sarah Bøgelund Dokkedahl bliver ofte spurgt, om alle kan blive ofre for psykisk vold i en nær relation. Hun mener, at svaret på det spørgsmål er todelt.

”Alle kan miste sig selv i et parforhold, og alle kan blive manipuleret og opleve, at den person, man er gået ind i et forhold med, ikke er den, man troede. Også fordi volden kan vise sig ret sent i forholdet. Men de, der har sunde relationer, et godt netværk og positive forventninger til et parforhold, vil typisk opfange signalerne hurtigere, end de, der ikke har lært, hvad en sund kærlighedsrelation er,” siger hun og fortsætter:

”Har man været udsat for vold tidligt, kan den meget besidderiske kærlighed blive opfattet som omsorgsfuld. For andre vil den hurtigt føles omklamrende og usund, og de vil derfor ofte være hurtigere til at trække sig. Det i sig selv mindsker eftervirkningerne.”

Når volden fortsætter

Endnu en faktor, der ser ud til at have indflydelse på, om man udvikler PTSD efter at have levet med en voldelig partner, er, om volden fortsætter efter bruddet. 57,3 procent af de 150 kvinder, som Sarah Bøgelund Dokkedahl fulgte, oplevede, at volden fortsatte under opholdet på krisecenteret, og 38,1 procent oplevede fortsat vold, efter de flyttede fra krisecentret. Volden var oftest psykisk, og ofte var voldsudøveren den samme.

De kvinder, der fortsat oplevede vold, havde langt flere symptomer på PTSD end dem, hvor den var stoppet.

”Det skyldes formentlig, at deres alarmberedskab allerede havde været forhøjet, og når det så sker igen, bliver det ydermere forhøjet. Og så bliver det sværere for kroppen at bearbejde det, der er sket,” siger Sarah Bøgelund Dokkedahl og fortæller, at de i forskerteamet i forbindelse med undersøgelsen diskuterede, om man overhovedet kan tale om PTSD, når man fortsat lever i vold.

”Det er derfor, den psykiske vold er så vigtigt at være opmærksom på. Tidligere, da vi kun forstod vold som noget, der var fysisk eller seksuelt, kunne man jo skærme ofrene for volden. Men den psykiske vold finder andre veje. Det kan være digitalt eller gennem systemet, hvis man fx skal samarbejde om fælles børn,” siger Sarah Bøgelund Dokkedahl og fremhæver, at har man svære livsvilkår, kan det også være svært at finde ro til at bearbejde volden.

”En svær økonomisk situation, manglende job, manglende bolig eller mangel på relationer betyder alt sammen, at det er sværere at bearbejde konsekvenserne og øger risikoen for at udvikle PTSD eller kompleks PTSD.”

Sådan kan man hjælpe

Da det gik op for Karina, som du mødte i indledningen, at det nok var psykisk vold, hun var udsat for, og at den trak tråde ikke bare til et tidligere forhold, mens også tilbage til barndomshjemmet, rakte hun ud efter hjælp. Hun fik ti timers psykologhjælp. Men hun følte ikke, at det var nok.

”Der var udelukkende fokus på det, jeg var udsat for. Og det handlede det jo selvfølgelig også om, men det var så meget mere end det,” siger Karina, der på det tidspunkt ikke var i stand til at passe et job og følte sig meget alene.

Sarah Bøgelund Dokkedahl peger på, at psykoterapi kan være en hjælp til at bearbejde traumatiske hændelser, og er man diagnosticeret med PTSD eller kompleks PTSD, er det helt nødvendigt med psykologisk psykoterapi for at komme af med symptomerne. Men hvis man er i en kritisk livssituation, kan det være svært at behandle.

”Stabilitet i forhold til bolig, job, økonomi og et godt netværk spiller en kæmpe rolle for at kunne arbejde med sig selv,” siger hun og peger på, at det kan være udfordrende som fagperson at få lov til at hjælpe mennesker, der har været udsat for vold i en nær relation.

”Hvis der er tale om PTSD eller kompleks PTSD, er tilliden til verden forringet, og man kan dermed have svært ved at have tillid til, at nogen faktisk ønsker at hjælpe en – og er i stand til det. Nogle vil også reagere med vrede eller frustration,” fortæller Sarah Bøgelund Dokkedahl og peger på, at det er noget af det, der kan føre til victim blaming.

”Vreden kan få dem til at fremstå som vanskelige, eller man kan endda komme til at tage udøverens parti, fordi han eller hun umiddelbart fremstår mere sammenhængende og troværdig. Men det er vigtigt at forstå, at det er eftervirkninger af det, de har været udsat for, der får dem til at reagere. De kan også have svært ved at huske detaljer og have et sprog for, hvad der er sket. Psykisk vold er svært at forklare – og særligt, hvis man er ramt af PTSD eller kompleks PTSD,” siger Sarah Bøgelund Dokkedahl.

Faktisk kan det at blive mødt med mistro i sig selv forværre symptomerne på PTSD eller kompleks PTSD. Det placerer ansvaret for det, der er sket, hos den udsatte og forstærker derfor følelsen af, at man ingen værdi har, forklarer Sarah Bøgelund Dokkedahl.

”Samtidig kan det i sig selv være voldsomt traumatisk at blive mistænkeliggjort, særligt hvis der er noget så vigtigt på spil som fx ens børns sikkerhed. Hvis man skal hjælpe en voldsudsat kvinde med at forstå, hvorfor der stadigvæk skal være samvær med far, eller hvorfor der ikke kan fældes dom, er det vigtigt at forklare det på en måde, hvor man ikke sår tvivl om sandheden i oplevelsen. Der er meget stor forskel på ikke at kunne bevise, at noget er sket, og hvorvidt det er sket,” siger hun.

Lammet af den psykiske vold

Endnu en reaktion, der, ifølge Sarah Bøgelund Dokkedahl, er vigtig at kende, når man som fagperson møder mennesker, der har været udsat for psykisk vold, er den såkaldte toniske immobilitet, som er en tilstand af fysisk lammelse.

Da hun fulgte de 150 kvinder på krisecentre, fandt hun en overraskende og signifikant sammenhæng mellem psykisk vold og tonisk immobilitet.

”Vi har i høj grad forbundet den toniske immobilitet, altså det at man fryser, med seksuel vold og voldtægtsofre. Men når man spørger et offer for psykisk vold: ’Hvorfor gik du ikke bare’ eller ’hvorfor beskyttede du ikke dig selv?’, så ligger meget af svaret i den her toniske immobilitet,” forklarer Sarah Bøgelund Dokkedahl og fortæller, at tonisk immobilitet er en overlevelsesstrategi.

”Vi kan kæmpe, vi kan flygte, og vi kan fryse. Det er ikke bevidste valg, men noget kroppen gør instinktivt, når det er fare på færde. Min teori er, at har man levet med psykisk vold i lang tid, så vil ens bedste overlevelsesstrategi være at fryse. Den psykiske vold angriber offerets integritet og identitet og sætter ham eller hende i en nærmest permanent tilstand af passivitet i forhold til at kunne handle og sige fra. På den måde lærer kroppen, at det er farligt at reagere på andre måder end at fryse,” forklarer hun og fremhæver, at det er en tilstand, man som fagperson skal være særlig opmærksom på.

”Det at bliver bedt om at genfortælle, hvad der er sket, kan aktivere den her toniske immobilitet. Ligesom man kan dissociere. Det vil sige, at man fraspalter psykisk, men det kan også hjælpe til at forstå, hvorfor offeret ikke bare kunne gå. Mange af de kvinder, jeg fulgte i forbindelse med min ph.d., bar på en stor skyld over, at de ikke var gået før, og at de ikke havde beskyttet sig selv bedre,” siger hun.

Følelsen af skyld kan, ifølge Sarah Bøgelund Dokkedahl, i sig selv skubbe til udviklingen af symptomer på PTSD eller kompleks PTSD.

Karina optræder af sikkerhedsmæssige grunde kun med sit fornavn. Socialt Indblik er bekendt med hendes fulde navn.