”Vi kan alle klare noget, men ingen kan klare alt”

Træer, som vi troede kunne holde til alt, lægger sig ned rundt omkring i landet, fordi den tiltagende nedbør har gjort jorden under dem så blød, at rødderne ikke længere har noget at gribe fat i. Det tager tid for et træ at tilpasse sig forandring – meget længere tid end de får i disse år, og derfor går det galt. Det samme gælder for mennesker, og måske viser træerne os noget vigtigt, i forhold til hvad der også foregår for og omkring vores børn og unge. De har tilsyneladende alt, der skal til for at danne dybe og sunde rødder, og alligevel stiger antallet af børn og unge, der mistrives. Ofte i så udtalt grad, at de må henvises til den overbelastede og underfinansierede børne -og ungdomspsykiatri.

Men psykiatrien hverken kan eller skal løse problemerne i miljøet omkring børnene, og vi glemmer denne del, når vi står med et barn, der er gået i stå. Vores egen uro giver tunnelsyn, så vi kun kan se symptomet på, at noget har forandret sig, men ikke hvad og hvorfor.

Kanariefuglen er stoppet med at synge, og det gør den næste også, hvis vi ikke interesserer os for, hvad der gjorde fuglen tavs: Hvad har forandret sig i børn og unges miljø? Det er ikke bare én ting. Det må vi også holde fast i.

Vi kender udtrykket ”ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget”. Det er et fint udtryk, men jeg får af og til lyst til at justere lidt på det for at huske os på, at vi også selv har brug for noget for at kunne trives, udvikle os og give til andre. Så måske kunne det hedde noget i retning af ”vi kan alle klare noget, men ingen kan klare alt”.

Det er ikke bare noget, jeg forestiller mig. Det er i forskning aldrig lykkedes at finde den ene faktor, som med sikkerhed sender et menneske på afveje. Det er på den anden side heller aldrig lykkedes at finde den ene faktor, som beskytter mod alt. Men det er menneskeligt at blive ved med at søge efter forklaringer på problemer, og når vi søger, kan vi komme til at grave os så langt ned i mulden efter skattekisten, at vi til sidst har gravet en grøft, vi ikke kan komme op fra. Her kan vi så stå alene med vores overbevisninger om, at det er sociale medier, curlingforældre eller noget tredje, der udgør hele forklaringen på den stigende mistrivsel. Helt uden at kunne få øje på andres overbevisninger, som måske også udgør en vigtig brik i det samlede puslespil.

Ved vi nok om hinanden?

Noget af det gennemgående, som har forandret sig, er, at børn er kommet i institution i mange af døgnets vågne timer. Fra de er ganske små. Danmark har faktisk en suveræn europarekord på dette område, og der er længder ned til nummer to. Det ville måske ikke være et problem, hvis ikke det var for de dårlige normeringer, som gør kontakten mellem de voksne og det enkelte barn sporadisk og papirstynd. Det har måske været medvirkende til at skubbe på udviklingen i noget andet, som har forandret sig. Fænomenet ’risky play’ er stort set forsvundet. Den særlige leg, som foregik uden at være overvåget af voksne, og som derfor både rummede muligheder og krævede vovemod. Vovemod defineres som ”mod til at løbe en risiko ved at indlade sig på noget farligt, nyt eller uprøvet”.

Jeg husker det selv. Spændingen ved at gøre noget, som jeg egentlig godt vidste, jeg ikke måtte, fordi det kunne være farligt. Det vildeste, jeg gjorde, var at ride en tur på en pony, der ikke var min. Og jeg havde ellers aldrig prøvet andet end at blive trukket en tur rundt på en træt pony i et sommerland. Det kunne være gået helt galt. Men det gjorde det ikke, og jeg gik fra oplevelsen med en følelse af at kunne noget vildt! Jeg sagde intet om det hjemme, for jeg vidste godt, at min mor ville blive bekymret og måske vred. Jeg vidste nemlig godt, hvor grænsen var, og hvordan hun ville reagere på det, jeg gjorde. Hun vidste nok også om mig, hvor jeg kunne finde på at overskride de grænser, hun havde sat. Men ved børn og voksne i daginstitutioner nok om hinanden i dag til at kunne foretage den slags gensidige vurderinger? Gør det, at de voksne bliver utrygge og sætter flere grænser, der bremser den leg, som udforsker og udvikler? Og betyder det, at børn også bliver mere usikre på, hvad de kan, og om der er nogen til at redde dem, hvis de vover noget nyt?

Forladt af de voksne

Det vidste jeg ikke selv om de voksne, da jeg startede i skolen. Ikke før jeg havde lært min klasselærer, Bodil, lidt at kende altså. Så kommer vi til noget tredje, der har forandret sig. Børn har ikke længere den samme klasselærer fra de starter i 0. klasse, til de går ud af 9. klasse. Er du gammel nok til at huske, da det hed børnehaveklasse, som signalerede den bløde overgang fra fri leg til læring? Og som var frivillig i en periode. Måske i erkendelse af at børn har forskellige behov på forskellige tidspunkter. Men så tog uroen fra de øverst ansvarlige over. Lærte vi nok (og lige så meget som kineserne)?. I dag har mine børn haft flere lærere, end jeg orker at tælle. Det samme gælder for alle de børn, jeg møder i psykiatrien.

Jeg har forsøgt at skaffe tal på, hvor mange lærerskifte, børn oplever i dag, men det er ikke lykkedes. Og jeg har ellers spurgt både VIVE, lærernes fagblad, Fagbladet Folkeskolen og ”Skole og forældre”. Jeg ved til gengæld, at det betyder noget for børn, at de hele tiden skal lære en ny voksen at kende. En pige sagde for at forklare mig om hendes skolevægring: ”Det var som at være i en familie, som hele tiden blev forladt af de voksne.” Ansvaret, hun følte for sine klassekammeraters trivsel, blev for stort. Hun brød sammen og måtte også forlade ’familien’.

Tilbage til rødderne

Så er der selvfølgelig de sociale medier. Er de kun gode eller dårlige? Det ved jeg ikke, men jeg ved, at mobiltelefonen er blevet det sikre valg – det modsatte af at udvise vovemod, hvis man er bange for en afvisning. Måske bliver man som ung mere bange for afvisning, hvis man siden man var 10-12 måneder har oplevet så mange udskiftninger af mennesker omkring sig, at ingen relationer føles helt stabile nok til at satse på. Bag skærmen kan man sidde og kun vise den flig af sig selv, som man kan tåle at få bedømt af andre. Men lærer man nogensinde nogen at kende for alvor og vover man at lukke andre helt ind, hvor der kan være mørkt og grimt, hvis man lever på hver sin side af et filter?

Så tilbage til det med rødder. Hvordan kan sunde og stærke rødder blive et problem? Det kan man heller ikke sige, at de er i sig selv. Men hvis de ikke passer til det miljø, som de forsøger at stå fast i, så har vi balladen. På samme måde kan vi heller ikke nøjes med at se på børnenes symptomer på mistrivsel og finde løsningen. Man må se på, hvad det egentlig kræver at sætte rødder, der er dybe nok til, at man kan stå stærkt i modvind. Og hvad sker der, når det miljø, man forsøger at slå rod i, forandres? Så er rødderne ikke længere nok, selvom de tilsyneladende er både sunde og stærke.

Det, vi forsøger at hægte os på, må være så tilpas forudsigeligt, at vi kan udvikle en strategi, der matcher. Hvis træerne vidste, at jorden omkring dem ville blive blød med årene, ville de måske have lavet et anderledes rodnet, der passede bedre til dette. Hvorfor er det så vigtigt, at tingene passer sammen? Fordi det ikke er muligt at håndtere modgang, hvis man svæver frit for vinden, og måske derfor vælter både træer og børn for tiden. På den anden side, kan vi uden modgang, heller ikke udvikle os og lære, hvordan vi skal gøre, når vi møder besvær. Tingene bider sig selv i halen i en nedadgående spiral.

Kontekst og kerne skal matche

Jeg har skrevet mange gange om det samme emne, og jeg vender altid blikket og prøver at få andres blik med mig over til John Bowlbys ”The Attachment Theory”, et navn, der helt bogstaveligt betyder at være knyttet til noget andet, som forudsætning for at kunne udvikle sig. Måske til noget større og stærkere ’andet’, men i hvert fald noget, der er tilgængeligt så længe, at man kan nå at ’sætte sig fast’.

Desværre blev tilknytningsteorien på et eller andet tidspunkt parkeret og reduceret til kun at handle om den tidlige tid mellem mor og barn. Måske fordi den eneste metode, vi havde (og stadig har) til at dokumentere tilknytningsadfærd blandt mindre børn, var den såkaldte ’fremmedsituation’, hvor man i en kort session på tyve minutter betragter samspillet mellem mor og barn. Mary Ainsworth, der udviklede fremmedsituationen, var selv bekymret for, om man tillagde den for meget vægt, og hun sagde ikke noget om, at tilknytning kun handler om relationen mellem mor og barn. Det gjorde John Bowlby heller ikke. Han sagde faktisk, at den har betydning for alle mennesker igennem hele livet. Løst oversat sagde han, at ”selvom tilknytningsadfærden er særlig tydelig i den tidlige barndom, anses den for at være kendetegnende for mennesket fra vugge til grav. Der er i sig selv intet infantilt eller patologisk ved denne adfærd.”

Hvis vi ser på mennesker – eller et træ – som bestående af tre komponenter: en kerne, en kontekst og kontakten mellem de to, så skal kontekst og kerne matche, for at kontakten kan blive tryg, givende og udviklende. Det er ikke nok at være stærk. Det er ikke engang nok både at være stærk og have dybe og sunde rødder. Det ser vi med vores gamle træer og unge generation lige nu. Rodnet skal passe til jordbund, for at træet – eller mennesket – kan vokse og stå imod stormene.