Vi kan ikke kræve, at børn og unge skal blive opdagelsesrejsende i deres egen utryghed

Stoppede du med at gå til dit årlige tandtjek, fordi du sidste gang ikke havde nogle huller? Forhåbentlig ikke.

Der er nogle ting, vi ikke bør vente med at få tjekket – vi skal ikke først reagere, når noget er gået galt, men før det sker. Når vi taler om børn og unge, der lever i udsatte positioner uden for hjemmet, kan vi ikke tage chancen og vente på, at problemerne eksploderer.

Men det er præcis, hvad regeringen, Liberal Alliance, Konservative Folkeparti og Radikale Venstre nu har valgt at gøre: Skære voldsomt i socialtilsynene trods massive advarsler fra fagfolk og organisationer. Tilsynet med sociale tilbud, som fx børnehjem og plejefamilier, vil fremover kun finde sted hver andet eller tredje år, i stedet for de årlige tilsynsbesøg.

Det er en beslutning, der vil få alvorlige konsekvenser – især for de børn og unge, der allerede befinder sig i svære livssituationer. Og hvis vi ser på det i et større perspektiv, bør vi spørge os selv: Hvad betyder det for kvaliteten af den omsorg, de får? Hvad betyder det for deres retssikkerhed? Hvad betyder det for vores ansvar som samfund? Hvad betyder det for deres fremtidige liv?

Er vi virkelig villige til at tage den risiko?

For tilsynet er ikke bare en formalitet. Det er en garant for kvalitet, fordi det sikrer, at de steder, hvor børn og unge bor, rent faktisk lever op til de nødvendige standarder. Det er også en garant for retssikkerhed, da det beskytter mod, at børn bliver udsat for mishandling, magtmisbrug eller grænseoverskridende adfærd, og sørger for, at der bliver grebet ind, hvis noget går galt. Endelig er det en garant for at udstede sanktioner, hvilket giver tilsynet mulighed for at gribe ind, stille krav og, hvis nødvendigt, fjerne godkendelser eller give strakspåbud.

Og nu skal anbringelseshjemmene vente op til tre år, før en ny kontrol finder sted. Og jeg kan ikke begribe det. Tilsynet er regulatorisk bestemt, og det giver faktisk god mening, at det lægger vejen forbi. Hvis socialtilsynet ikke laver tilsynsbesøg, så svarer det til, at man kun tjekker arbejdsmiljøet på en byggeplads én gang hvert femte år, selvom der konstant er risiko for arbejdsulykker.

Eller at man kun kontrollerer bankernes økonomiske stabilitet én gang hvert tiende år, selvom markedet kan være i konstant forandring og udsat for risici som pludselige økonomiske kriser.

Eller at man kun inspicerer et hospital én gang om året for at sikre, at alle hygiejne- og behandlingsprocedurer overholdes, mens hospitalet dagligt håndterer tusindvis af patienter.

Eller at man kun tjekker, om et firma beskytter personlige data én gang hvert fjerde år, mens virksomheden hele tiden samler og behandler følsomme oplysninger.

Eller at man kun laver kontrolbesøg på en virksomhed én gang hver tredje år for at sikre, at de betaler den rigtige skat, selvom de hvert år genererer millioner i indtægter.

Eller at man kun tjekker hygiejnen på en restaurant én gang om året, selvom de hver dag serverer mad til hundredvis af kunder og risikoen for madforgiftning konstant er til stede.

Eller at man kun laver hastighedskontroller på motorvejen én gang om året, selvom der hver dag er tusindvis af bilister, der kører for hurtigt og skaber farlige situationer.

Er vi virkelig villige til at tage den risiko?

Opdager problemerne, når skaden er sket

Risiko – ja, det er netop hvad socialtilsynet bliver lavet om til – alene en risikobaseret tilsynsmodel. Det betyder, at tilsynene kun vil blive udført, når der er tegn på problemer. Altså, når der er høj medarbejderomsætning, når ledelsen skifter, når der er bekymrende underretninger eller whistleblowerindberetninger. Men hvad så, når signalerne er svage? Hvad hvis der ikke er nogen, der tør at vifte med fanen eller række poten i vejret, fordi de er bange for konsekvenserne? Eller hvis det er nemmere at lade være med at indberette noget? Og hvad med de børn, der ikke har stemme til at råbe op?

Problemet er, at vi kun opdager problemerne, når skaden er sket, på et asynkront informationsniveau ­– når børnene allerede er blevet udsat for den skade, vi kunne have forhindret. Det er reaktivt, ikke proaktivt. Og vi ved, at reaktivt arbejde sjældent er hurtigt nok, når det handler om børn og unge, der allerede befinder sig i en sårbar position.

Og jeg begriber det endnu mindre for øjeblikket, hvor vi gentagende gange kan læse på landets nyhedssøjler, at børn og unge bliver behandlet dårligt, grænseoverskridende og uværdigt i deres anbringelseshjem. Sagerne dukker op overalt, senest er sagen om Florahuset havnet i samråd på Christiansborg. Det er grove løjer, og noget som skal tages alvorligt langt tidligere. Tilsynene er ikke unødvendigt bureaukrati! De er den foranstaltning, der forhindrer, at vi ender med flere tragedier.

Pålægger børn og unge et uhensigtsmæssigt ansvar

Regeringen kunne have valgt at hæve ambitionsniveauet, vælge en mere forebyggende tilgang, styrke tilsynet, styrke den nuværende kvalitetsmodel og give børn og unge den opmærksomhed, de har ret til. I stedet vælger de at svække et organ, der har set sin egen utilstrækkelighed og ønsker en optimering, en vol. 2.0.

Men dét, der gør situationen endnu værre og endnu mere bizar for mig, er, at vi fremadrettet pålægger børn og unge et uhensigtsmæssigt ansvar. Hvis tilsynene bliver gjort sjældnere og risikobaseret, betyder det, at børnene selv skal stå for at opdage, hvis der er noget galt i de hjem, de bor i. De skal selv kunne række ud til en whistleblowerordning, hvis de oplever, at der er uorden i penalhuset.

Er det rimeligt, at vi overlader ansvaret til de børn og unge, der allerede befinder sig i en sårbar position? Bør de virkelig påtage sig ansvaret for at afsløre svigt, som voksne burde være de første til at opdage? Skal vi virkelig satse på, at børn, der allerede er i en udsat position, har modet eller ressourcerne til at tage ansvar for systemets manglende evne til at opdage svigt?

Jeg tror ikke, vi skal forvente det. Jeg mener ikke, at vi kan forvente det. Tvært imod. Vi kan ikke kræve, at børn og unge skal blive opdagelsesrejsende i deres egen utryghed. Vi har et ansvar som samfund for at sikre, at der er nogen, der holder øje med kvaliteten af anbringelseshjemmene, uden at børnene skal tage initiativ til at afsløre problemerne.

Har et samfundsansvar

Vi må ikke glemme, at vi har et samfundsansvar. At lade børn og unge vente på at problemerne er blevet for store til at ignorere, sender et klart signal om, at vi ikke sætter velfærd og tryghed højt nok. Vi kompromitterer det ansvar, vi har – og det er ikke i orden over for de børn, som ikke har mulighed for at bo hjemme hos deres forældre. Vi skal sikre, at anbringelseshjemmene er ordentlige, og at de giver børn og unge de bedste forudsætninger for at udvikle sig. Vi kan ikke kun reagere, når noget er gået galt. Børn og unges liv er ikke et projekt, vi kan udsætte til i morgen eller til om tre år.

Skal der virkelig kontrolleres døde kyllinger oftere, end vi kontrollerer de steder, hvor vores børn og unge bor? Helt ærligt, er det virkelig det, vi vil?