”Vi skal også turde tale med helt små børn om misbrug”

Nora er fire år. Hendes far har et misbrug af alkohol og kokain og forsvinder i flere dage ad gangen. Noras mor har sagt, at far arbejder meget. Men Nora kan ikke forstå, hvorfor far aldrig ringer og siger godnat, eller hvorfor far ikke var med til mors fødselsdag. Samtidig begynder Nora at være urolig, når mor skal på arbejde. For kan det så være, at mor en dag ikke kommer og henter Nora fra børnehaven, men også bare forsvinder i flere dage?

Fortællingen med Nora er stykket sammen af de børnevirkeligheder, vi møder i Dit Rum, der er et specialiseret behandlingstilbud, hvor vi behandler børn (0-15 år), der vokser op med misbrug i familien.

Ofte er misbruget, eller forbruget, familiens store hemmelighed, og børnenes hverdag er præget af omskrivninger og tavshed i et forsøg på at skåne børnene. Ofte foregår misbruget også ude af syne. Far tager måske kun weekendkokain ude i byen, eller mor drikker kun, mens børnene er i skole. Så når børnene ikke oplever selve misbruget, er der vel ingen grund til at tale om det? Og især ikke, når det også er svært og skamfuldt for forældrene selv? Men i Dit Rum siger vi altid det samme til forældre og fagpersoner: Børnene lever med konsekvenserne af misbruget.

Det kan fx være, at konfliktniveauet i familien er højt, at aftaler ikke bliver overholdt, at humøret skifter, og lunten er kort, at en forælder hele tiden ligger på sofaen eller ikke har overskud til at lave mad. Hvis børnene fornemmer noget ’underligt’ i familien – og børn fornemmer mere, end vi tror ­– og spørger, hvad der er i vejen, svarer den ene forælder måske med en bortforklaring eller siger ”der er da ikke noget i vejen”. Men det er der jo. Og ofte foregår det on-off gennem en hel barndom.

Brobygning mellem familie, kommune og fagpersoner

I Dit Rum samarbejder vi tæt med blandt andet topengagerede sundhedsplejersker, jordemødre, misbrugsbehandlere, familiebehandlere og socialrådgivere fra kommuner og hospitaler. Det er fagfolk, der er med til at opspore og brobygge mellem familierne og os, og det er guld værd.

Men ofte hører vi fra andre fagpersoner – og naturligvis igen i den bedste mening – at man ikke behøver at tale med børn i førskolealderen om misbruget, for de er for små til at forstå noget.

Den intention modsvares imidlertid af Socialstyrelsens gratis behandlingstilbud ”Behandling af børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug”, som vi er en del af. Tilbuddet omfatter børn og unge fra 0 til 24 år og blev netop etableret for at skabe åbenhed i familierne.

Evalueringer på tværs af hele puljen viser da også, at børn, også de helt små, trives bedre med en forklaring på fx den kronisk dårlige stemning i familien end med ingenting. Det kan være den fraværende far, eller at mor pludselig ikke må køre bilen længere.

Den svære tavshed

Her er fem eksempler på, hvorfor det er så problematisk at holde misbruget hemmeligt for børnene:

1. Hvis barnet ikke får en forklaring på det underlige, der foregår derhjemme, vil barnet ofte forme forklaringer med sin egne barnelogik a la ”Når mor ikke vil lege, er det fordi, jeg har gjort noget forkert eller er for kedelig at lege med.” Barnet vender det indad, påtager sig skylden.
2. Hvis barnet hele tiden får at vide, ”Nej, der er da ikke noget i vejen”, selvom der tydeligvis er noget galt, kan barnet få svært ved at stole på det, hun eller han mærker. Også på sigt.
3. Hvis barnet starter med at få en usandfærdig fortælling fra de voksne, er de voksne nødt til at blive ved med at lyve og udbygge usandheden. Den dag sandheden så kommer frem, vil de voksne fremstå utroværdige.
4. Omskrivningerne efterlader ofte barnet med en fortælling, der ikke hænger sammen, og hvor noget kan fremstå farligere, end det er. Hvis far er syg og aldrig hjemme, hvorfor kan vi så ikke bare besøge ham på hospitalet? Og betyder ’syg’, at man risikerer at forsvinde?
5. Børn, der ikke får en forklaring – og lov til at dele bekymringer og spørgsmål – udvikler strategier for at overkomme det svære. Fx kan de blive udadreagerende henne i børnehaven eller meget pligtopfyldende. Måske trækker de sig fra det sociale eller bliver overdrevne ’retfærdighedsryttere’. Det er alt sammen strategier, fordi børnene er på mentalt overarbejde. Barnet kan også få fysiske symptomer som hovedpine, ondt i maven, svært ved at sove eller noget fjerde eller femte.

Hvis du gerne vil hjælpe barnet, er det bedre at tale om det, der foregår, ved nænsomt og alderssvarende at servere en børneversion af, hvad der sker.

Børneversion af sandheden

I vores legeterapeutiske forløb med små børn bruger vi fx sandkasser og dukkehuse, figurer og følelseskort, når børnene skal bearbejde oplevelser og have sat ord på noget svært, fx når en fireårig pige har været alene hjemme med en påvirket far, hun ikke kunne vække.

I samarbejde med forældrene serverer vi en pixibogs-udgave af det, der foregår derhjemme og altid i øjenhøjde med barnet. Det kan fx lyde sådan her til pigen, der pt. ikke ser sin far: ”Din far har en drillehjerne, der fortæller ham, at han er nødt til at tage ulovligt hvidt pulver for at have det godt. Men når han tager det pulver, kan han ikke passe ordentlig på dig, selvom han elsker dig. Og derfor ser du ham ikke for tiden. Far skal have hjælp af de voksne til at få det bedre, og det bedste du kan gøre lige nu, er at sige det til de voksne, hvis du er ked af det – og ellers gå i børnehave og til svømning og lege, som du plejer.”

I børnenes forløb anvender vi familiesamtaler for at klæde familien bedst muligt på til at rumme og håndtere barnets reaktioner og følelser. Også i ovenstående eksempel har vi på forhånd aftalt fortællingen med forældrene. På den måde har barnet altid nogen at stille spørgsmål til og blive trøstet af, og samtidig har familien en fælles fortælling, som kan vokse i takt med, at barnet bliver ældre.

Når vi taler om ulovligt hvidt pulver, er det fordi, små børn bedst forstår det konkrete. Det, der fylder for børnene, er aldrig selve misbruget. Det er savnet efter den voksne, og det er sorgen, vreden, forvirringen og den kærlighed, de altid bærer på. Med en forklaring som ovenstående til den fireårige er grundfortællingen på plads i familien, nemlig at ”… der er en grund til, at du ikke ser din far. Den grund har ikke noget med dig at gøre. Det er de voksne, der skal klare problemet.”

Samtidig får mor og datter i eksemplet også en måde at tale på, som ikke handler om at gøre far til et dårligt menneske, men om at placere det svære hos misbruget.

Børnene falder mere til ro og trives bedre

Men er det virkelig så enkelt? Ja og nej. Vi har i syv år evalueret på trivslen hos de børn, der har gået hos os. Konklusionen er klar. Børnene falder mere til ro og trives bedre, når de får en forklaring på det svære, også selvom fars eller mors misbrug ikke stopper. Og nej, det er ikke helt enkelt set fra familiens synsvinkel. Skam og skyld fylder, så det kan være svært at erkende, at misbruget gør ondt på ens barn. Forældre kan synes, de taber ansigt i familien: ”Hvad tænker mit barn om mig, hvis barnet ved, jeg tager kokain?”

Nogle forældre synes også, at de pålægger barnet en ekstra byrde over for fx kammerater, hvis barnet får at vide, at far tager kokain, men ikke kan dele det med hele klassen. Og det kan være skamfuldt for forældrene, hvis deres barn begynder at tale mere med venner eller andre voksne om misbruget derhjemme.

Vi anerkender fuldt ud, at det ikke er nemt, og vi tager hatten af for alle forældrene i Dit Rum. Vi har stort fokus på, at også den misbrugende part føler sig inddraget og imødekommet med alt det, der gør ondt og er svært.

Vores argument for at skabe åbenhed i familien er imidlertid altid, at barnet så har mulighed for at tale om det svære derhjemme og stole på de voksne, fordi de fortæller barnet sandheden. Det styrker fællesskabet mellem forældre og børn. Og det styrker barnets udvikling.

Det næstsidste ord får en mor fra Dit Rum. Hun er selv vokset op med misbrug i familien, og hendes søn står nu i samme situation:

”Jeg kan godt huske, hvordan det var, da jeg var ti år, og vi aldrig snakkede om det i min familie. Jeg troede, jeg var alene om at synes, at noget var rivende galt, og jeg begyndte at forestille mig, at det var mig, der var problemet. Jeg ville ikke have, det hele skulle starte forfra, nu bare med min søn. Og jeg ville heller ikke have, at min søn skulle blive vred på mig over, at jeg havde vidst det, men ikke gjort noget for ham.‟

De allersidste ord får en pige, der har været på et forløb i Dit Rum. Hun siger:

”Jeg har fået alle de dårlige sommerfugle ud af maven.”