Vold i nære relationer: ”Jeg blev nedbrudt af volden, men samtidig var der en tryghed i den. Jeg har altid kendt volden”

Sara havde igen drukket for meget. Når det skete, var det, som om hun mistede alle stopklodser. Hun blev grænsesøgende og provokerende. Den aften stod det på i tre timer, efter de var kommet hjem fra en tur i byen sammen med nogle venner. Hun råbte og skreg og bad Emil om at forsvinde. Senere græd hun og tryglede ham om ikke at forlade hende. Da han fik nok, og på nippet til at eksplodere var på vej ud ad døren, tog hun hårdt fat i ham. Han måtte ikke gå. Han forsøgte at flytte hende, men hun var for fuld til at stå på sine ben – og råbte, at han var voldelig.

”Hun brugte ofte min voldelige fortid mod mig. Det er noget af det, der har gjort allermest ondt, for jeg har aldrig brugt vold mod Sara – eller nogen af mine tidligere kærester,” fortæller Emil, der i dag er 27 år og bor på et krisecenter for mænd.

Her har han boet, siden han i begyndelsen af 2022 forlod Sara første gang. De sidste fem måneder har han fået psykologhjælp fra organisationen Lev Uden Vold, der som forsøgsordning tilbyder terapi til mænd, der er flyttet på krisecenter, fordi de har været udsat for vold i en nær relation. Herigennem har han forstået, at Sara udsatte ham for både psykisk og fysisk vold.

Den omtalte aften endte med, at han fandt Sara på badeværelsesgulvet.

”Hun sad med en kniv i hånden, som hun havde rettet mod mig. Jeg tænkte, at enten så kommer den mod mig, eller også så gør hun noget mod sig selv. Hun var tidligere selvskader. Jeg fik fjernet kniven, og også nogle smadrede flasker, og der kom ro på hende for en tid. Men episoden og frygten for, at hun skulle gøre noget ved sig selv eller mig, sad i mig siden,” fortæller Emil.

Gennem samtalerne hos Lev Uden Vold har Emil indset, at det ikke er første gang, at han har været udsat for vold i en kæresterelation. Og at der, ligesom for mange andre mænd, der udsættes for vold i en nær relation, går en linje tilbage til en barndom som offer for vold – og en ungdom, hvor han selv blev rigtig god til at bruge vold som forsvar og som en vej til at få afløb fra sin indre smerte og uro. Den indsigt vil han gerne dele, for han ser dem igen og igen – de mænd, der lever i et voldeligt forhold uden at handle på det – og måske uden af forstå, at det er vold.

”Jeg tror, der har været en eller anden form for tryghed i det for mig. Jeg har altid kendt volden. Derfor har det været nemmere for mig at være i end i et sundt forhold, selvom det nedbrød mig. Jeg ser rigtig mange mænd gøre det samme. Det har vi har alt for lidt fokus på,” siger Emil.

Tæsk i hvert eneste frikvarter

Erindringerne om vold går helt tilbage til de første leveår. Emil beskriver sit barndomshjem, hvor han boede alene med sin mor, som trygt og stabilt. Men mens hans mor altid var der for ham, var hans far, som han så, indtil han var tre, involveret i hård kriminalitet, og han var også voldelig over for Emil.

”Jeg kan huske episoder, ikke detaljerede billeder, men episoder, hvor han var voldelig, og som min mor senere har kunnet bekræfte. Jeg ved også, at han, da jeg var helt spæd, lod mig sidde i bilen, mens han var i byen. Han var ikke god til at være far,” siger Emil, der i dag ikke har kontakt med sin far.

Da Emil startede i skole, mødte han igen volden. Fra midten af 0. klasse fik han tæsk i så godt som hvert eneste frikvarter.

”De stod ude i skolegården og ventede på mig. Jeg var ikke særlig stor dengang. Det er jeg heller ikke i dag, og så tror jeg, det her med min far spillede ind. Jeg var et nemt offer. Jeg begyndte at være sammen med pigerne for at undgå det. Jeg lærte at gå i høje hæle og sjippe og den slags. Men det lagde egentlig bare brænde på bålet og gjorde mobningen værre.”

I den afdeling, hvor Emil gik i indskoling, var der en bred gang over til de store klasser. Og i et hjørne var der et hul under laminatgulvet på cirka en kvadratmeter, som han fandt ud af, at han kunne få adgang til, hvis han fik neglene ind under en metalskinne og løftede den op. I en periode sad han dernede i hvert eneste frikvarter. Nogle dage kom han hjem med helt oprevne negle, fordi han havde kæmpet hårdt for at få metalskinnen op.

Der var ingen hjælp at hente hos lærerne. Og en dag fik han nok. En stol landede i hovedet på en klassekammerat. Og det virkede. Klassekammeraten blev bange for ham, og derfra udviklede Emil et voldsomt og udadrettet temperament. Lige så snart én så forkert på ham, gik han amok.

En dag i midten af anden klasse kom Emils mor tidligere end vanligt for at hente ham og så, at han fik én på hovedet. Det blev slutningen på den kommunale folkeskole og volden – i den form.

På friskolen, hvor Emil endte med at fortsætte sin skolegang, følte han, at de voksne faktisk tog hånd om ham. Han kunne stadig ikke styre sit voldsomme temperament. Og der var episoder, hvor det stak af. Men han trivedes bedre.

Lige indtil ottende klasse, hvor to begivenheder lige før hans konfirmation – og med få dages mellemrum – vendte op og ned på hans liv. Han var oppe og slås for sjov med en dreng fra de mindre klasser. Drengens far så det og troede, at Emil var i gang med at overfalde hans søn. Hans reaktion var at sparke Emil hårdt i ryggen for derefter at trække ham op ad trappen i nakkeskindet. Episoden var så voldsom, at sagen endte i retten, hvor to af hans klassekammerater vidnede, og faren blev idømt 30 dages ubetinget fængsel. Emil måtte efterfølgende til krisepsykolog.

Stort set samtidig faldt hans mor på trappen og slog sit baghoved, hvilket betød, at hun fik en hjerneblødning, der resulterede i en hjerneskade. I tiden efter faldet var hun så dårlig, at hun hverken kunne stå eller gå. Hendes balanceevne, koncentration og hukommelse var stærkt udfordret.

Den dengang 13-årige Emil blev morens primære støtte.

”Jeg følte et ansvar for at tage mig af hende. Vi er meget tætte, og så er jeg enebarn, så der var ikke andre. Vi kæmpede gennem mange år med kommunen for at få hjælp. Og der gik ni år, før hun fik sin førtidspension. Det betød, at der var småt med penge,” fortæller Emil.

Emils mor kontaktede med hjælp sin egen mor gentagende gange kommunen for at bede om hjælp til sig selv – og om støtte til Emil. Men hver gang fik de at vide, at den slags hjælp ikke fandtes. Senere kunne Emils mor se, at kommunen havde skrevet i hendes journal, at hun var blevet spurgt, om familien havde brug for hjælp, og at hun havde svaret nej. Hun tænker, at kommunen omgik sandheden, fordi de ifølge loven faktisk var forpligtede til at tilbyde hjælp.

Hun ser det som et kæmpe svigt, at kommunens efterlod Emil alene med en mor, der ikke kunne klare sig selv – uden nogen form for støtte eller samtaler.

Afhængig af vold

Det var i tiden efter disse to begivenheder, at volden og kriminaliteten for alvor tog fart i Emils liv.

”Jeg begyndte at komme i miljøer med en masse kriminelle, som andre var bange for. Jeg blev nok tiltalt af, at jeg indgød en form for frygt. Og at der pludselig var nogen, der sagde: Emil, du er god nok. Jeg havde jo de her aggressionsproblemer, så jeg turde at bruge volden,” siger han.

For Emil føltes det som adrenalinkick, når han gennembankede én. Som en fysisk forløsning af en indre smerte. Samtidig var det, som om han forsvandt fra sig selv. Ofte blackoutede han, når han var oppe at slås.

”Jeg havde en veninde, der havde fået tæsk af sin kæreste med et jernrør. Der var vi nok 14-15 år. Vi tog derud som et tæskehold. Og jeg kan ingenting huske, men de andre fortalte, at jeg var nærmest dyrisk. En anden gang måtte fem klassekammerater og tre lærere sætte sig oven på mig på friskolen. Men jeg kan ikke huske det,” siger Emil og forklarer, at han blev afhængig af volden, og at det samtidig blev vigtigt for ham, at det ikke gik ud nogen uskyldige. Han begyndte blandt andet komme på Sektion 12 i København, hvor han sloges med Hooligans.

”Jeg havde en eller anden form for etik. Jeg har fx også altid forsvaret den dreng, hvis far overfaldt mig, når nogen begyndte at sige, at hans far var en voldspsykopat.”

Ud over kicket og forløsningen var der penge at hente, når han stillede op som del af et tæskehold eller kørte som kurér med narko eller våben, som han flere gange gjorde.

”En tur til Aarhus, uden at jeg havde noget med varerne at gøre, gav 15.000. Når man har en mor, der er hjerneskadet, ikke har særlig mange penge og altid har haft billigt tøj og billige biler, så er 15.000 mange penge,” siger Emil og fortæller, at han allerede som 14-årig begyndte at køre ræs.

”Jeg kørte en kammerats bil. Jeg var jo frygtløs og god til at køre stærkt – og det var der penge i.”

I dag er Emil holdt op med at bruge vold. Han kunne ikke længere holde til det, hverken fysisk eller psykisk. En ven, Mads, som han tilbage i 2017 mødte gennem sit arbejde, fik introduceret ham til en række kurser, hvor han fik hjælp til at kontrollere sig selv, når trangen opstår. For den er der stadig.

”Volden er som stoffer for mig. Jeg har altid vidst, at det var forkert, men kender du det med, at man kan have så meget lyst til noget, at man får det fysisk dårligt, hvis man ikke gør det? Det var sådan, jeg havde det med volden. Og jeg savner den stadig. Men samtidig gjorde volden mig også bange for mig selv. Igennem et helt år vågnede jeg op om morgenen og tænkte: Hvad sker der, når jeg går ud ad den dør? Hvad kan jeg finde på, når jeg har den trang, samtidig med at jeg kan få blackouts?” siger Emil og fortæller, at den angst dukkede op igen i forholdet med Sara.

”Hun fik den der vrede og trang op i mig igen. Jeg handlede aldrig på den, men det gjorde mig bange. Da jeg mødte Sara, havde jeg arbejdet på at komme ud af volden i seks år,” siger han.

Han fortæller, at det kunne være aftener som den med kniven, hvor hun nærmest drev ham til vanvid med sin grænseløse adfærd, der kunne få trangen op i ham. Men også den kontrol, han følte, hun udsatte ham for, triggede.

”Hvis jeg fx skulle ud at køre ræs, sagde hun ikke, at jeg ikke måtte, men det var, som om temperaturen i rummet faldt. Jeg følte, hun kontrollerede mig. Når jeg prøvede at sige det til hende, var svaret: ’Jeg har jo ikke sagt, at du ikke må’, men jeg kunne jo mærke det,” siger Emil.

Kan ikke være i det sunde forhold

Kun én gang i løbet af sin barndom og ungdom følte Emil, at nogle voksne udefra rigtig så og støttede ham. Efter overfaldet på friskolen startede han i et projekt, hvor han sammen med andre udsatte unge og nogle voksenkonsulenter tog på ture – ud at køre gokart og den slags, og hvor der altid var nogle voksne, han kunne ringe til. Projektet blev katalysator for, at han kom to år på efterskole.

Her gjorde han sig sine første erfaringer med sex og forhold. Og det gik ret stærkt. Efter han mistede sin mødom, havde han mange sexpartnere. Det med forhold var sværere, i hvert fald de velfungerende.

”På et tidspunkt blev jeg kæreste med Marie. Hun var faktisk en rigtig god kæreste, men fordi jeg fik de her reaktioner, hvor jeg var følelsesmæssig ukontaktbar, følte hun ikke, at jeg tog hende seriøst. Da hun sagde det til mig, svarede jeg blot, at så måtte jeg hellere finde en anden. De sunde forhold, jeg har været i, har jeg smidt væk, fordi jeg ikke rigtigt kunne finde ud af at være i det,” fortæller Emil.

Det var også på efterskolen, Emil fik sin ADHD-diagnose. Blandt andet krisepsykologen, som han talte med, dengang han blev overfaldet på friskolen, havde mistanke om diagnoser og sendte ham videre til kommunen, der lavede nogle test. Men der kom ikke noget ud af det.

”De havde en mistanke om, at jeg var sociopat, fordi jeg blev ekstremt god til at manipulere med folk – og til at lyve. Det var en overlevelsesstrategi for mig. Men de opdagede ikke min ADHD.”

I årene efter efterskolen havde Emil så godt som altid en kæreste. I dag kan han godt se, at de piger, han var sammen med, alle havde det svært med sig selv – og flere af dem var udfordrede af diagnoser. Ustabiliteten var spændende. Ligesom adrenalinen i volden.

Flytter hurtigt ind

Da Emil mødte Sara, havde han netop fundet ud af, at den kammerat, han var flyttet sammen med i en lejlighed, ikke havde betalt husleje. De stod til at blive smidt på gaden. Sara tilbød ham hurtigt, at han kunne flytte ind hos hende.

”Det gik egentlig godt i starten. Sara var meget omsorgsfuld – og hun hjalp mig gennem en hård tid. Jeg havde mistet både mit kørekort og mit job, og min mor, som jo betyder rigtig meget for mig, havde fået brystkræft.”

Emil vidste godt, at Sara var diagnosticeret med borderline, men det var først, da han fik det bedre og var ved at finde fodfæste igen, at diagnosen begyndte at vise sig. Det startede med nogle angstanfald, og med at hendes humør svingede voldsomt. Hvis Emil påpegede noget, han ikke syntes, var i orden, så var der straks dårlig stemning.

Lige så stille udviklede kontrollen sig. Truslerne og manipulationen. Drukturene og den grænsesøgende og provokerende adfærd. I dag har Emil forstået, at hun også brugte den form for psykisk vold, der kaldes gaslighting. Det er en subtil manipulationsform, der har til hensigt at få den udsatte til at tvivle på sin egen dømmekraft og virkelighedsfornemmelse.

”Hun sagde blandt andet, at jeg manipulerede med hende. Det ramte mig, ligesom når hun sagde, at jeg var voldelig, for jeg har jo været virkelig manipulerende, da jeg var yngre. Men nu kan jeg jo godt se, at det var en måde at fokus væk fra det, hun selv gjorde og få mig til at tro, at det var mig, den var gal med,” siger Emil.

Kort tid efter den aften med kniven på badeværelsesgulvet blev Sara indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun mente selv, at det var udløst af, at Emil ikke havde skældt hende ud, da hun fortalte ham, at hun havde været ham utro.

På det tidspunkt var Emil begyndt at miste sit selvværd. At føle tomhed og ligegyldighed. Flere af hans kammerater bemærkede, at han var blevet mere indelukket, og at han ofte ikke ville med ud, men han slog det hen – indtil en dag, hvor vennen Mads tog affære og ringede til kommunen for at høre, hvad han kunne gøre som pårørende.

”Ligesom resten af min omgangskreds og min familie var han bekymret. Kommunen foreslog, at han kontaktede mandecentret. Og så tvang han mig faktisk til at tage med derned – og det endte jo så med, at jeg flyttede ind. Forstanderen sagde, at jeg skulle skynde mig at hente mine ting, men jeg var bange for, hvordan det ville påvirke Sara, om hun kunne finde på at tage sit eget liv, så jeg besluttede at hente dem lidt efter lidt.”

Hun stillede de rette spørgsmål

Det var uden store forhåbninger, at Emil mødte op til den første psykologsamtale hos Lev Uden Vold. Han havde ikke ligefrem erfaringer med, at den slags førte nogen steder. Og han gjorde alt for at pille den kvindelige psykolog ned. Men allerede ved anden samtale måtte han overgive sig.

”Hun var ekstremt god til at stille spørgsmål på en måde, hvor jeg selv kom til at tænke over, hvad der var foregået. Hun spurgte mig, hvad jeg egentlig kom der for. Jeg svarede, at jeg kom for at finde ud af, hvorfor jeg søger det, jeg gør, i et forhold. Det forstod hun,” siger Emil.

”Det var, som om jeg fik lov til at se på, hvordan mit og Saras forhold havde været som en tredje person udefra. Jeg kunne hæve mig op og se, hvordan jeg havde været – og hvordan hun havde været. Det var herigennem, jeg begyndte at forstå mine reaktioner, og at det var vold, jeg havde været udsat for.”

Uden Lev Uden Vold mener Emil ikke, at han havde været, hvor han er i dag i sin forståelse af, hvordan volden blev hans følgesvend igennem livet. Hvordan den både har tilbudt ham tryghed og adrenalinkick – og været årsag til, at han valgte de usunde forhold. Han kæmper i dag med PTSD, udløst af særligt voldskriminaliteten, men også den vold, Sara udsatte ham for. De depressive tanker, han tidligere kæmpede med, er imidlertid væk.

Det er ham magtpåliggende at råbe højt om, at man skal sætte mere fokus på vold mod mænd – og mænds rettigheder. Blandt andet derfor har han valgt at fortælle sin historie. I dag har mænd, der er udsat for vold i en nær relation, ikke samme ret til psykologhjælp som kvinder.

”Vi er nødt til at gøre noget ved det. Både politisk og lovgivningsmæssigt skal der ske noget i forhold til mænds rettigheder. Man har en idé om, det kun er mændene, der er voldelige, men nogle kvinder kan påvirke mændene meget voldsomt, uden at mændene oplever det som vold.”

Inden Emil fik hjælp hos Lev Uden Vold, havde han og Sara fundet sammen igen. Hun var kommet i borderlinebehandling, og han var i gang med at arbejde med sig selv på mandecenteret. Det fik ham til at tro, at de kunne finde ud af det, men diskussionerne og volden eskalerede igen. Det endte med, at Sara skadede sig selv voldsomt. Og det blev stopklodsen for Emil. I dag har han stadig kontakt til Sara, men han ved, at de ikke skal være kærester igen.

Han håber at møde en pige, som han kan opbygge et sundt forhold med:

”Det skal nok være en, der har været igennem noget af det samme. Ikke nødvendigvis et voldeligt forhold, men som har været nede og vende, og om har forståelse for, at man har det svært, men som heller ikke vil finde sig i, at man bruger det som undskyldning.”

Lige nu ser han frem til at flytte ind i den lejlighed, som mandecenteret har hjulpet ham med at få.

Alle navne er opdigtede navne. Vi har valgt at lade alle fremstå anonyme, særligt af hensyn til Sara. Redaktionen er bekendt med deres identitet.